Selvstændighedens vinde blæser over Nordatlanten

Valget af Høgni Hoydal fra Det Republikanske Parti på Færøerne (Tjóðveldisflokkurin) og Kupiik Kleist fra venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit (IA) til folketinget afspejler den stærkt voksende uafhængighedsbevægelse i begge lande gennem de senere år. Begge partier går ind for at deres lande bliver selvstændige. For første gang er de egentlige uafhængighedspartier og ikke broderpartier til danske partier, der smertefrit er gledet ind i den ene eller anden regeringsblok, repræsenteret.

Tre af de fire nordatlantiske folketingsmedlemmer er gået sammen om at danne en nordatlantisk gruppe i folketinget., som vil samarbejde for at oplyse om situationen i de to lande og deres selvstændighedsbestræbelser. Høgni Hoydals parti er på sigt imod færøsk repræsentation i folketinget, men vil benytte den som en talerstol til at fremme forståelsen for de færøske uafhængighedsønsker og påvirke overgangssituationen. Foruden disse to indgår også Lars Emil Johansen fra det grønlandske Siumut i den nordatlantiske folketingsgruppe.
Siumut vil have den nuværende hjemmestyreordning omformet til et egentligt grønlandsk selvstyre med stærkt udvidede kompetancer, men indenfor ‘rigsfælleskabet’.
Det fjerde nordatlantiske medlem er Lisbeth L. Petersen, formand for det færøske Sambandsparti, som har indtaget rollen som støtteparti for Fogh og Co.

Den nordatlantiske gruppe markerede sig stærkt i folketingets åbningsdebat – og fik sat fokus på selvstændighedsbestræbelserne. Både Kuupik Kleist og Høgni Hoydal afleverede både principielle og smukt afbalancerede debuttaler, der fik sat lys på den virkelige situation i de to nordatlantiske lande og deres forhold til Danmark. De søgte at afprøve Anders Foghs erklærede vilje i åbningstalen til at indgå i en reel dialog omkring uafhængighed på basis af princippet om, at der er tale om tre nationer og tre suveræne folk. Nyrup-regeringens brutale politik overfor de færøske uafhængighedsbestræbelser har anspændt forholdet kraftigt.

Spørgsmålet er, om Anders Fogh vil ændre på indholdet i det – eller om ændringerne indskrænker sig til rent verbale udtryk for respekt.
Åbningsdebatten fik det ikke fuldstændig klarlagt. Kuupik Kleist forlangte de hidtil hemmeligholdte militæraftaler med USA fra 1968 overdraget til det grønlandske hjemmestyre – uden at få noget klart svar. Og regeringen blev kraftigt kritiseret for sin i valgkampen erklærede støtte til det amerikanske missilskjoldsprojekt på Grønland – som hele den grønlandske befolkning vender sig imod. IA vender sig stærkt mod projektet – og mener, at det er nødvendigt at erklære Arktis som en våbenfri zone, samt at det får status som sådan under De Forenede Nationers myndighed.

Den tidligere regering havde den officielle politik, at man ville afvente en stillingtagen til missilskjoldsprojektet, til der fremkom en officielle amerikansk anmodning om inddragelse af grønlandske faciliteter (Thule), og ville føre drøftelser med den grønlandske ledelse.
Den ny statsministers forklaringer som svar virkede langt fra overbevisende. Forklaringen er selvfølgelig, at hans regering har pantsat ikke blot de danske nationale interesser, men også de grønlandske interesser i Washington og NATO.

Al indledende høflighed til trods: kampen omkring øget selvstændighed og national uafhængighed vil blive stærkt skærpet i de kommende år, og Fogh-regeringen vil blive mødt med stærke udfordringer fra en frisk nordatlantisk vind.

Netavisen 7. december 2001