Nyt kapitel i den afghanske tragedie

Af Klaus Riis

Krigen om kontrollen med Afghanistan, Centralasien og områdets rige olieressourcer fortsætter på 22. år, regnet efter den sovjetiske invasion i 1979.
Den har gennemløbet mange faser, og står foran et nyt kapitel med den amerikanske og imperialistiske koalitions krig siden 7. oktober. Den har foreløbig fældet Taliban-regimet og bragt den reaktionære Nordalliance, der ‘styrede’ landet i de blodige klankrigsår 1992-96, tilbage til magten. Opdelingen af Afghanistan i krigsherre-len er i fuld gang, samtidig med at krigskoalitionens ‘partnere’ slås indbyrdes om deres bidder af kagen, og med FN som fællesrepræsentant søger at skabe en såkaldt bred samlingsregering, der kan give deres forbryderiske aggression og indblanding et skær af ‘legitimitet’ i verdens øjne.
Antallet af døde, civile og militære, har allerede passeret antallet af dræbte ved angrebene på New York og Pentagon. Men ingen holder to minutters stilhed for døde afghanere . . .

Den afghanske tragedie fortsætter i det uendelige. Krigspropagandaen fortæller, at den nuværende internationale indblanding vil skabe fred og fremgang for afghanerne, stabilitet i landet og regionen. Men ‘Pax Americana’ har aldrig skabt fred eller stabilitet. Imperialistisk indblanding og rivalisering har aldrig ført til fremgang for folkene eller frihed til en selvstændig udvikling, som er den første betingelse for varig politiske, sociale og civilisatoriske fremskridt.

Krigen mod Afghanistan føres under påskud af kamp mod terrorisme. Det krigsbombede og i forvejen hærgede land – det fattigste af de muslimske lande – er blevet terrorbombet dag og nat i de største bombardementer siden Korea- og Vietnamkrigen.
Før 1979 var der imidlertid ingen, der forbandt eller kunne forbinde Afghanistan med terror og international terrorisme.

Der er nu stemmer fra fortiden (som Frank Aaen fra Enhedslisten), der i 1979 forsvarede den sovjetiske invasion, som igen søger at retfærdiggøre den 10 år lange sovjetiske krig, som indledtes under Bresjnev, med at regimet angiveligt bragte sociale fremskridt, undervisning og kvindefrigørelse. Det er fuldstændig grotesk. Sovjetunionen bragte et marionetregime til magten, der søgte at udnytte nogle progressive sociale kræfter i Afghanistan til at forsvare sovjetiske interesser i rivaliseringen mellem de to supermagter, der dengang beherskede den internationale scene.

Det socialimperialistiske Sovjetunionen krænkede to afgørende marxistisk-leninistiske principper: princippet om nationernes ret til selvbestemmelse, deres ret til uhindret af udenlandske interesser at vælge deres egen vej til social og national fremgang – og princippet om at revolutionen må være arbejderklassens og folkenes eget værk, at ‘revolutionen ikke kan eksporteres’. At Afghanistans befrielse må være den afghanske arbejderklasses og det afghanske folks værk. Sovjet hærgede Afghanistan dengang, og gennem 10 år, som USA nu er i gang med.

Derfor fordømte de marxistisk-leninistiske kræfter verden over den sovjetiske socialimperialismes aggression – uden tøven. Også f.eks. det dengang revolutionære DKP/ML i Danmark.

Det er en myte, at de afghanske kommunister støttede den sovjetiske invasion. Prosovjetiske kræfter, der kaldte sig kommunister, men var en broget blanding, der var til fals for opkøb, sluttede sig til de sovjetiske invasorer. Den berygtede uzbekiske krigsherre Rashid Dostum, der nu igen er konge i Mazar-i-Sharif (med støtte og udstyr fra Rusland og Uzbekistan, og måske med direkte deltagelse af russiske og uzbekiske soldater) var én af Sovjets ‘kampfæller’ af denne type. Men de prosovjetiske kræfter i Afghanistan udgjorde ikke kommunisterne eller de revolutionære kræfter i landet.

Historien bag ‘terrorismen’

I istoriens og sandhedens interesse skal det siges, at de første til at tage kampen op mod det massive sovjetiske angreb var de afghanske maoister. De var dengang var en betydelig politisk kraft i landet, som organiserede titusinder i kampen mod den sovjetiske besættelse. I samme øjeblik Sovjetunionen lod deres tanks strømme ind i Afghanistan fra nord, gik hundreder af guerillaer, organiseret af maoisterne, til modangreb – og forbløffede verden i krigens første måneder.

Det blev signalet til en almindelig folkelig revolte, der omfattede hele Afghanistan. Bevæbnet med geværer, sværd, knive og hjemmelavede bomber begyndte de afghanske bønder at angribe de sovjetiske poster overalt . I byerne som relativt let kunne indtages, fordi Sovjetunionen ikke mødte modstand fra den regulære hær, men selvfølgelig kom som ‘ven’ og ‘internationalistisk hjælper’ til den regering, det selv havde indsat ved et kup, førtes også kamp – men hovedformen blev guerillakrigen fra bjergene, som kom til at vare i 10 år. At det var maoisterne, som startede modstandskampen og i første fase spillede en afgørende rolle i den, er en historisk kendsgerning, som bevidst holdes skjult af de vestlige medier.

Selvfølgelig lå USA ikke på den lade side. På denne ene side ønskede USA selv at etablere sig i Centralasien, der traditionelt ikke var amerikansk, men sovjetisk ‘interesseområde’. På den anden side førte den en global kamp mod ‘kommunismen’ – i første række mod Sovjetunionen, men også mod Kina. Indflydelsen fra maoistiske partier og bevægelser i hele Asien var dengang betydelig – og sås også som en væsentlig fjende, der skulle bekæmpes. I Afghanistan var de maoistiske kræfter (Shola Jawaid) langt stærkere i indflydelse og organisering end det politiske islam.

De islamiske partier

Amerikanerne og CIA støttede sig på hele det feudale system, de gamle klanhøvdinge. Først organiseredes og bevæbnedes ‘Afghanistans muslimske broderskab’. CIA tog kontakt med ‘det muslimske broderskab i Afghanistan’ via Sheik Adul Rahman, den ægyptiske gejstlige i New York, der i 1993 blev anklaget for at bombe World Trade Center. Som CIA-agent kontaktede han Gulbuddin Hekmatyar, der blev dets foretrukne leder som en erfaren slagter af Afghanistans maoister. I 1968 havde han søgt ly i Pakistan efter at have dræbt en fremtrædende afghansk maoistleder, Saidal Sokhandan. I løbet af et par år blev der dannet 6-7 grupperinger i Pakistan, som alle kaldte sig et ‘islamisk parti’ og ledtes af de gamle feudalkræfter.

Med CIAs og den pakistanske efterretningstjeneste ISIs hjælp blev der oprettet træningslejre i Afghanistan og i flygtningelejrene i Pakistan til træning af alskens reaktionært pak, såkaldte ‘frihedskæmpere’. De blev den vestlige verdens kæledægger, som en Pia Kjærsgård og Lars Lykke Rasmussen samlede penge ind til, og stolte lod sig fotografere sammen med.

De ‘islamiske kræfters’ opgave var dobbelt: under udhængskiltet ‘ kamp mod kommunismen’ og mod ‘de gudløse kommunister’ skulle de ved at fremstille sig som ‘frihedskæmpere’ og ‘forsvarere af islam’ bekæmpe den sovjetiske besættelsesmagt, men samtidig eliminere maoisterne, der var den vigtigste repræsentant for det progressive Afghanistans forhåbninger. I midten af 80erne sendte reaktionære arabiske lande som Saudiarabien og De Forenede Arabiske Emirater agenter og mandskab ind i de islamiske partier for at støtte ‘den afghanske jihad’ og forvandle modstandskampen mod den sovjetiske besættelse til et antikommunistisk korstog.

I løbet af den 10-årige krig blev tusinder af maoister fra Shola Jawaid dræbt af de islamiske partier. Ved 80ernes slutning var den afghanske modstand mod Sovjetunionen opkøbt og organiseret af CIA og Pakistans ISI. De maoistiske kræfter var svækkede og splittede og udgjorde ikke et reelt politisk alternativ i den næste fase.

Den islamiske stat Afghanistan: Nordalliancen

Med støtte fra USA og Vesten danne de islamiske partier efter Sovjetunionens tilbagetrækning og opløsning i 1992 ‘Den islamiske stat Afghanistan’ med Burhanuddin Rabbani som præsident. Han gav i øvrigt afghansk statsborgerskab til de hundreder af arabiske krigere, som nu slagtes som jaget vildt. Osama bin Laden kom ikke til Afghanistan med Taliban. Han var der. Det var også Rabbani, der udstedte den forordning, som nu tillægges Taliban, som forbyder kvinder at få uddannelse og arbejde og altid bære burga. I praksis blev alle menneskerettigheder overtrådt, der blev sat rekord i krænkelser af civilbefolkningen. Kvinder i tusindvis blev voldtaget, bortført, tvunget til prostitution.

Denne islamiske stat blev scenen for en blodig borgerkrig mellem lederne af de såkaldte islamiske partier, krigs- og klanhøvdinge, som hver især krævede at være den retmæssige leder af Afghanistan. 50.000 af Kabuls indbyggere blev dræbt i denne magtkamp, hundredtusinder mistede livet landet over. Den islamiske stat bragte hverken fred, retfærdighed eller stabilitet – men ny lidelser til afghanerne – og blev dybt forhadte af flertallet af afghanerne.

‘Den islamiske stat’ leverede ikke den vare, som de amerikanske herrer krævede. De ville have udbytte af de store investeringer i krigen mod Sovjetunionen – og et af udbytterne skulle være olie. Med Sovjetunionens sammenbrud åbnede der sig muligheder for at få fingrene i den kaspiske olie, og de rige oliefelter i Tadjikistan og Uzbekistan kunne og ville eksportere til USA. En sikker olieledning fra disse lande gennem Afghanistan til Pakistan og Det Indiske Ocean kom højt på ønskeseddelen. Det amerikanske selskab Unicol udarbejdede en sådan plan.
Men den kaotiske situation i den afghanske ‘islamiske stat’ var en forhindring for planen. USA havde brug for ‘stabilitet’ og ‘lov og orden’ i Afghanistan.

Satsningen på Taliban og den islamiske fundamentalisme

Sådan blev spillet lagt til rette for skabelsen af Taliban (‘muslimske religiøse studenter’). Den islamiske fundamentalisme næret af Wahhabi-sekten, i den saudiarabiske ultrareaktionære og middelalderlige fortolkning. Branden skulle bekæmpes med mere ild.
Alle de fundamentalistiske islamiske kræfter fra Afghanistan, Pakistan og de arabiske lande blev mobiliseret. En gruppe religiøse studerende fra de religiøse skoler i Pakistan og fundamentalistiske præster fra Afghanistan blev organiseret og bevæbnet af CIA og Pakistans ISI, og støttet af en række af de mest reaktionære arabiske lande.

Med sværdet i den ene hånd og koranen i den anden appellerede talibanerne til et afghansk folk, der havde fået mere end nok af den islamiske stat og dens brutale krigshøvdinge. Taliban lovede fred og fromhed. De startede ikke krigen i første omgang – men vandt hurtig folkelig opbakning. Og mange soldater fra de islamiske partier sluttede sig til Taliban, der nød USA’s og Pakistans fulde opbakning. Så kom deres krig mod den islamiske stat – og mod civile, der ikke fulgte dem og deres forskrifter. I første omgang led den militære nederlag – men ikke mindst med forstærkelsen med mange arabiske terrorsoldater (Al Queada) og med Kandahar som base gik de fra sejr til sejr. I 1996 kunne de indtage Kabul og fordrive ‘Den islamiske stat Afghanistan’, Rabbani og konsorter, der efterhånden forskansede sig i Nordalliancen i et hjørne af landet, mens en række af dets støtter deserterede til taliban eller gik i landflygtighed i Pakistan eller Vesten.

Endnu engang havde USA’s politik for Afghanistan ‘sejret’ – på afghanernes bekostning.
Alle mænd skulle lade skægget stå, kvinder fik hugget fingrene af for at bruge neglelak. Taliban skabte en periode med en slags fred. De lovløse overgreb mod kvinderne reduceredes væsentligt – men den sociale og menneskelige pris for den religiøse rigiditet var utålelig. Forfølgelsen af alle, der ikke fulgte de talibanske forskrifter, af etniske mindretal, af alle andre religioner blev forstærket. Og USA og Vesten vendte det blinde øje til – der var brug for ‘lov-og-orden’ på afghansk facon, sponsoreret af USA og Pakistan

Men tingene gik alligevel ikke efter den amerikanske beregning: Branden kom ud af kontrol. Oliehandelen med Unicol gik i vasken. Religiøs fanatisme og tilbøjeligheden til anvendelse af terror gik op i en højere enhed hos Taliban og Bin Ladens indflydelsesrige gruppering. I 1998 bombede USA igen Kabul med Skud-missiler i et forsøg på at ramme Bin Laden, der var mistænkt for terrorhandlinger mod USA. Bush-administrationen gav sig – længe før den 11. september – til at forberede en ny krig mod Afghanistan, næste akt i dramaet.

Krig for at installere et lydigt lydregime

Den 11. september blev anledningen til at iværksætte krigen med det samme: en ny oliekrig, en ny supermagtskrig mod Afghanistan, en krig for at sikre ‘stabilitet’ og ‘fred’ i Afghanistan på amerikansk vis. Nu gravede man en ekskonge, der var gået i eksil i Italien før den russiske invasion frem, og meddelte verden, at en ny regering skulle opbygges omkring ham, at den ville tilgodese alle etniske grupper og politiske kræfter (bortset fra Taliban) – og ville blive oprettet i FN-regi.

Man opbyggede politisk og ikke mindst militært en mægtig krigskoalition, som sattes i bevægelse på amerikansk ordre og under amerikansk ledelse. Bomberne regnede igen ned over Afghanistan, millioner blev drevet på flugt, sulten, hungersnøden og sygdommene blev en akut trussel mod 7.5 mio. mennesker – knap en tredjedel af befolkningen. Krigens gigantiske terror blev igen sat ind mod afghanerne.

Den slagne Nordalliance blev forstærket til at gennemføre en offensiv på jorden – og efter mere end en måneds uophørlige bombardementer indtog den over halvdelen af landet, indbefattet hovedstaden Kabul. Taliban-regimet faldt – og talibanerne trak sig tilbage til de pashtun-dominerede områder, hvor deres støtte er stærkest. Nordalliancen optrådte som forventeligt: med massakrer, nedslagtninger og terror. MORDALLIANCEN er den rette betegnelse for dem, der nu har magten i Kabul og har tilbagegivet krigshøvdingene deres len i bytte. USA’s gamle venner, der blev afsat på USA’s initiativ, er vendt tilbage med amerikansk støtte.

Af mange grunde vil USA stadig have en lidt anderledes regeringssammensætning. Lige nu foregår der forhandlinger i FN-regi, som skal sikre dette – som et led også i et kompromis mellem røverne i den internationale krigskoalition, der alle har deres egne interesser at pleje i Afghanistan. Vi har endnu ikke set afslutningen på dette kapitel i historien. Mordalliancens allierede banditter er ikke interesseret i at afgive en tøddel af den ny- og genvundne magt.

Vil talibanerne og Osama bin Ladens styrker, der nu forfølges intensivt af USA og andre allierede i den sydlige del af landet, være i stand til at optage en langvarig guerillakrig i den afghanske vinter og senere – sådan som de har proklameret det? Det er stadig et åbent spørgsmål – og afhænger af, hvor stor deres reelle støtte i dele af især den pashtunske befolkning er, hvor stor deres reelle militære styrke er, og hvor høj deres moral er. Nu gælder det Osama Bin Laden, siger USA. Der er grunde til at være skeptisk.

USA har denne gang i sinde at forblive i Afghanistan. Åbent. Og med masser af soldater. Afghanerne kan godt indstille sig på en langvarig udenlandsk besættelse – uanset hvilket regi, den formelt kommer til at foregå under. Men alt taler for – også erklæringer fra ledende kredse i USA – at man nu vil sikre sig kontrollen over Afghanistan (og den for olien fornødne ‘stabilitet’) gennem amerikansk militær tilstedeværelse. Det vil næppe blive overladt til upålidelige tropper fra upålidelige lydlande.
En langvarig amerikansk-allieret besættelse – og uundgåeligt en langvarig krig.
Et perspektiv er den reelle ‘balkanisering’ af Afghanistan, dens opsplitning i etniske småbestanddele, ledt af krigsherrer og/eller forskellige udenlandske magter. Rusland er allerede ved at etablere sig i det nordlige Afghanistan via den gamle ven af Sovjet Rashid Dostum.

Den revolutionære vej i Afghanistan

Supermagtsindblandingen og den amerikanske politik igennem mere end 20 år har ødelagt Afghanistan og skabt det nuværende desperate kaos. Afghanerne er blevet ført fra den ene brand til den anden, som har fortæret deres fremtid. Den udenlandske indblanding og satsning på alle de reaktionære kræfter, der villigt har ladet sig bruge som redskaber ved ødelæggelsen af landet, har indtil nu forhindret udviklingen et virkeligt revolutionært, uafhængigt og selvstændigt politisk alternativ, der kunne mobilisere det afghanske folk til selv at blive herrer i deres eget hus.

Kræfter som kvindeorganisationen RAWA, der har vendt sig mod både Nordalliancen og taliban, og mod de amerikanske bombninger og den udenlandske besættelse, har udtalt sig for en ‘løsning’ med den miskreditterede eksilkonge i centrum, og anført af FN. Det er en illusorisk politik, som ikke vil føre nogen vegne.

I en erklæring fra Afghanistans Kommunistiske Parti – som er maoistisk, og en del af den internationale maoistiske organisering RIM – fra før USA’s krig begyndte hedder det:

‘Det er det afghanske folks ubrydelige ret og pligt at modsætte sig de amerikanske imperialisters og deres allieredes invasion og besættelse, ligesom det var rigtigt og retfærdigt at imødegå de sovjetiske socialimperialisters invasion og besættelse. Det er denne rets og denne pligts natur at stille dem op imod imperialismens lakajer, både de lydige og de ulydige, som Talibanerne ‘islamiske emirat’. Erfaringen fra modstandskrigen mod den sovjetiske socialimperialisme må studeres grundigere og anvendes i den nuværende situation.

Afghanistans Kommunistiske Parti fordømmer på det kraftigste den amerikanske imperialismes aggressionstrusler og er fast besluttet på at rejse sig imod den, hvis en sådan invasion og besættelse finder sted, og vil forsøge at organisere og udløse folkets modstand under den uafhængige revolutionære fane som en del af verdensrevolutionen.
Kun hvis denne retfærdige sag bliver en materiel kraft og til stadighed styrkes og udvides kan vi fremme den anti-amerikanske modstandskrig som en fase i folkekrigen og den nydemokratiske revolution i Afghanistan. En afgørende betingelse for denne sag er at ‘pan-islamismen’ og det nuværende reaktionære herskende ‘teokrati’ – hvad enten af talibansk eller ikke-talibansk variant – fortsætter med at være et af hovedmålene for de revolutionære kampe, og at kampen mod det gennemføres i forskellige former. Ellers vil massernes dyrebare blod endnu engang blive spildt og undertrykkelsens og slaveriets lænker forblive intakte.’

Jeg kender ikke Afghanistans Kommunistiske Parti, eller dets nuværende styrke eller indflydelse. At der eksisterer en kommunistisk bevægelse i og udenfor landet efter mere end 20 års systematiske bekæmpelse og morderisk undertrykkelse er overordentlig positivt. For overfor den samlede og mægtige krigskoalition, forbundet med alle Afghanistans reaktionære kræfter, der er udrustet og væbnet gennem årtier af CIA, Pakistan og Sovjet/Rusland, må den progressive intelligens (som udtrykt i RAWA) give op: De ender – når de udvikler en selvstændig politik overhovedet – med at støtte sig på andre kræfter: Hvad er FN i denne sammenhæng? Imperialistmagternes fællesrepræsentation. Hvad er eks-kongen? Et forslag til kransekagefigur for den samlede afghanske reaktion.

En revolutionær linje må tage udgangspunkt i en selvstændig kurs, vendt mod al imperialisme og al reaktion, baseret på det afghanske folks egne kræfter. Der er ingen anden mulighed.

Netavisen 18. november 2001