Indtoget i Mazar-i-Sharif og Kabul

Verden er blevet slået med forbløffelse og beundring over de sejre, som USA’s ‘miniatombomber’ ved navn ‘Daisy Cutter’, tæppebombninger fra B52-fly, krydsermissiler og tonsvis af radioaktivet forarmet uran, bogstaveligt har jævnet vejen for.
Den Nordlige Alliance indtog for nogle dage siden den strategisk vigtige by Mazar-i-Sharif og fortsatte et fremstød, der førte til indtagelsen af hovedstaden Kabul og en række andre byer. Dermed har den fået kontrol med ca. halvdelen af landet.

Hvilken prægtig demonstration af supermagten USA’s militære overlegenhed og strategiske kløgt, siger de vestlige medier med én mund. De udeblevne resultater kom lige pludselig på stribe, så hurtigt at verden dårligt kunne følge med, og der ikke var nogen regering klar, da Nordalliancens soldater uden modstand besatte Kabul – i øvrigt i strid med den amerikanske præsidents opfordring til ikke at gøre det. Så enten lystrer Nordalliancen ikke, eller den amerikanske præsident lyver. Begge dele er mulige – også på én gang. Toni Blair opfordrede Nordalliancen til at tage byen.

Medierne er fulde af billeder af glade folk fra Kabul, der lader skæg og hoveddække falde til tonerne af høj musik: Nordalliancen hilses som befriere.
Tilsvarende billeder blev vist overalt hvor de tyske nazistyrker rykkede frem under 2. verdenskrig som ‘befriere’. Det var ikke befrielsens billeder. Det var frygtens.
USA har sikret sig, at der ikke blev bragt noget i medierne, der kunne modsige det, ved at bombe den arabiske TV-station Al Jazeeras kontor i Kabul og hele det kvarter, det lå i, efter Nordalliancen var rykket ind, og talibanerne havde opgivet byen.

Der er berettiget grund til at folk frygter Nordalliancen. FN-kilder har berettet om summariske henrettelser af 600 mennesker i Mazar-i-Sharif efter indtaglesen, af vold og plyndringer. Det er disse røverbandes gamle specialitet, som indbyggerne i Kabul har prøvet før – i første halvdel af 90erne. USA’s og Vestens nærmeste allierede – og deres kanonføde i landkrigen – har igen vist sig at være barbariske bødler, der kommer på linje med eller tilmed overgår talibanerne.
Det er samtidig en kendsgerning, at talibanernes undertrykkende forbud og påtvungne ritualer, der begrundes religiøst, er og har været upopulære i store dele af den afghanske befolkning.

På grund af uenigheder imperialistmagterne og Afghanistans nabolande indbyrdes – og også i den såkaldte ‘opposition’ til Taliban – om den regering, der nu bæres til magten af de amerikanske bomber, var en sådan ikke klar ved Nordalliancens besættelse af Kabul. Pakistans mareridt: Nordalliancen i kontrol med Kabul, er blevet til virkelighed. Og massakrer og plyndringer er i gang også der: Der bliver gjort kort proces med fanger og modstandere. Samtidig jagter amerikanske fly og specialstyrker de talibanstyrker, der har forladt Kabul og andre områder, med en brutal bomberegn.

FN er blevet inddraget i at gøre USA’s ufuldstændige arbejde færdigt: FN skal give en ny overgangsregering, der vil udføre USA’s og krigskoalitionens politik international ‘legitimitet’. FN baserer sig herved på den såkaldte 6 plus 2 gruppe: USA, Rusland og Afghanistans seks nabolande (og først og fremmest Iran og Pakistan), der alle vil have deres ‘interesser’ tilgodeset.

Talibans pludselige ’sammenbrud’ udløser kun ringe undren i floden af beundring og begejstring for det almægtige USA’s sejre på en slagmark, det stort set kun har set fra luften. Journalisterne har ikke set så mange lig af talibaner igen – så hvor er de 60-80.000 soldater blevet af? spørger en enkelt rent en passant.

De vestlige medier fejrer indtagningen af hovedstaden som den afgørende sejr, og nærmest som afslutning på krigen. Det er helt usandsynligt. Den er snarere starten til en langvarig krig om magten i hele Afghanistan, og indledningen til en langvarig guerillakrig fra talibanernes side.

Efter i mere end en måned at have modstået de massive amerikanske bombardementer, der har kostet mere end 2000 civile kvinder, mænd, børn og gamle livet, kom gennembruddet for Nordalliancen og USA i løbet af ganske få dage. Talibanerne gik i opløsning, blev drevet på flugt. De forbløffende sejre begrundes med, at bombningerne blev mere præcise, informationer fra amerikanske enheder i landet blev bedre og koordinationen med Nordalliancen gjorde store fremskridt. Det er muligt – men der kan også være andet end det.

Talibanerne har erklæret, at de har foretaget en planlagt taktisk tilbagetrækning fra Mazar-i-Sharif, Kabul o.s.v. Ifølge det indiske dagblad Times of India udtaler en talsmand for Taliban til pressebureauet Afghan Islamic Press:
– Det er en taktisk tilbagetrækning. Vores styrker omgrupperer sig. Der er ikke noget at være bekymret over. Vi har forladt disse steder som et led i vores strategi.

Hvad består den i? En anden talsmand erklærer ifølge samme avis, at strategien blev fastlagt for en måned siden, altså ved krigens start, og består i at koncentrere sig i halvdelen af landet, i de pashtun-dominerede områder, fra øst for Kabul i en halvmåne til landets sydgrænse. Vinteren, der sætter ind om få dage, vil ændre betingelserne for krigsførelsen, og talibanerne kan tænke på at sikre sine styrker vinteren over, og evt. gennemføre modangreb.

Fra den mere regulære hærs sårbarhed vil talibanerne altså øge guerillakrigsmomentet. I sidste ende gå over til en krig, som den der førtes mod den sovjetiske besættelse igennem 10 år – med den forskel, at nu står man overfor en samlet amerikansk-russisk-engelsk-nabofront.

De amerikanske bombardementer og den massive oppumpning af Nordalliancen har givet vigtige sejre, men har ikke vundet krigen. Den er gået ind i en ny fase.

Kilder:
Henrettelser og plyndringer i Mazar-i- Sharif The Times. Engelsk.
USA bomber Al Jazeera i Kabul BBC. Engelsk.
Talibans plan deler Afghanistan Times of India
Langvarig guerillakrig Times of India

Netavisen 14. november 2001