Dagblad i udlicitering – partier i krise

‘Ansættelse af en faglig journalist fra KPiD på Dagbladet Arbejderens redaktion. Faste kronikører fra KPiD. En fast KPiD-side i avisen. En fast ugentlig side om ‘den internationale kommunistiske bevægelse’, redigeret af KPiD. Åbne spalter for og præsentation af alle KPiDs kommunal- og amtsrådsvalgskandidater’.
Dette var DKP/MLs tilbud til ledelsen af KPiD efter Aktuelts lukning som dagblad. Det var også en del af DKP/MLs bestræbelser på hurtigst muligt at slå de to partier sammen.

Det kriseplagede DKP/ML har svært ved at holde sammen på stumperne af partiet og på avisen, skønt det for tre år siden proklamerede, at det i løbet af en kort årrække ville skabe ‘et kommunistisk masseparti’. Nu er partiformand Jørgen Petersen og Co.s ambitioner gearet ned i et mere realistisk leje: det højeste mål er sammenslutning med Betty Frydensbjerg-Carlssons tilbageværende flok KPiD’ere.

Krise for Kommunist
Fru Carlsson er absolut ikke afvisende.
For det går ikke så godt for KPiD, som man havde forestillet sig. Ved stiftelsen og hver eneste efterfølgende kongres har man højlydt forkyndt, at her var DET KOMMUNISTISKE PARTI, arbejderklassens fortrop, – og at arbejderklassen snart ville bemærke det. Ambitionerne var også her fra starten store: KPiD blev skabt i protest mod DKPs selvopløsning i Enhedslisten, og man drømte om at kunne opstille som liste K til folketingsvalg. Tabet af Land og Folk skulle udfyldes af bladet Kommunist. I en stadig gældende kongresbeslutning hedder det:

‘Bladet KOMMUNIST er partiets offentlige talerør. Det er et nødvendigt redskab for at udbrede kendskabet til Partiet (med stort!), dets politik, ideologi og mål. Avisen skal bruges målbevidst for at fremme arbejderklassens interesser. Det er partiets mål, at KOMMUNIST udkommer som dagblad. På vej mod dette mål arbejdes der på at skabe forudsætninger for, at KOMMUNIST kan udkomme som ugeblad.’

Nu diskuterer man i stedet at lade Kommunist blive et månedsblad ‘med særligt baggrundsstof’. I et oplæg fra juni måned til partiets bladkonference, der blev afholdt i oktober, konstaterede landsledelsen, at bladets abonnementstal (på omkring 900) samt indtægter, herunder indsamlingerne, var faldet- og man stillede spørgsmålstegn ved, om man kunne opretholde udgivelsen af de 20 årlige numre som hidtil økonomisk og bemandingsmæssigt.

Der stilles mange spørgsmål:
‘Nogle i partiet mener, vi skal fortsætte uændret med vores 14-dages-blad, og vores teoretiske kvartalsblad.
– Kan vi fortsat klare det økonomisk?
– Kan vi skaffe nye folk til skrivning og redigering af bladet, når de mange ældre medarbejdere ønsker at trække sig tilbage?
Flere af vores venligt sindede fagforeninger har meddelt os at de vil have svært ved fortsat at lave dobbeltbevillinger til både Arbejderen og Kommunist.’

Ikke mindst den sidste oplysning er en fuldtræffer. Hvis KPiD var noget der lignede et rigtigt kommunistisk parti, ville det give fanden i, hvad nogle fagforeninger måtte bevilge eller ej – det skulle i al fald ikke bestemme partiets politik. Men her er det et tungtvejende argument i den lange række af argumenter for at sætte partiets talerør på loftet – og udvikle et fælles dagblad med Arbejderen og DKP/ML. Bag et bombardement af spørgsmål er det indlysende, at landsledelsen har opgivet Kommunist og ‘det kommunistiske parti’ til fordel for partnerskab med DKP/ML – og søger at stille partimedlemmerne overfor denne ‘nødvendighed’.
Man vover imidlertid ikke at sige lige ud, at det drejer sig om partisammenlægning. Dels fordi der er modstand i dele af KPiD, dels fordi det ville udstille ledelsens påstande om KPiD som ‘selve det kommunistiske parti’, som den ledende kraft i arbejderklassens kamp, som ren demagogi.

Partikamp i KPiD

Den politiske redaktør af bladet og medlem af Forretningsudvalget Flemming Hybert ‘blev gået’. Anton Nielsen, en anden ledende kraft på Kommunist, skrev oven på oplægget fra landsledelsen følgende afskedsbrev:

‘Dette brev for at meddele jer, at jeg med øjeblikkelig virkning trækker mig fra mit arbejde på vort blad Kommunist. Årsagen er, at jeg er helt og aldeles uenig med den linie for bladet, som FU har gjort sig til talsmænd for.
Jeg ved ikke om nogen i partiets ledelse har interesse i at sende Kommunist i graven, men jeg mener, at det bliver følgen, hvis man fortsætter den linje, som et stort flertal vedtog på landsledelsesmødet den 9. juni.
Det vil starte med øget isolation, og dermed faldende abonnementstal. Efterfølgende vil de, som måtte have interesse heri, endnu engang kunne påpege det meningsløse i fortsat at putte penge og arbejdskraft i sådan en dødssejler.
Bladets trofaste medarbejdere kan derefter afslutte redaktionen som ‘gæsteskribenter’ på et andet partis blad, så længe de (ML) finder det formålstjenligt.
Sammen med mange andre – hvoraf de fleste for længst er sat af – var jeg med til at starte bladet, jeg ønkser ikke at bidrage til dets kastration og efterfølgende død.’

I de efterfølgende rystelser i KPiD forlod så godt som alle medlemmer i Randers-afdelingen partiet. Et ungt partimedlem blev ekskluderet, beskyldt for at have saboteret partiets hovedcomputer – og en række andre unge forlod partiet. I et brev til Forretningsudvalget skriver disse bl.a.:

‘Som unge medlemmer af KPiD bakkede vi fuldstændigt op om de beslutninger, der blev taget på kongressen 2000 . . . Imod al forventning oplevede vi dog hurtigt hvordan kræfter i partiet snart drejede væk fra det på kongressen vedtagne grundlag . . . Skjulte dagsordener og mobning er tilsyneladende blevet kotume i partiet. Det oplevede vi, da vi første gang deltog i et Landsledelsesmøde. Den komplet ublu og aggressive mobning af kammerater, samt tilsidesættelse af helt basale demokratiske møderegler var paradoksal, idet vi var indkaldt til dette møde for at forklare os i forbindelse med beskyldninger om (Ungdommens) udemokratiske adfærd og trods i forhold til partiets linie. . .
Hertil kommer de skjulte dagsordener. Kritikken af Kommunist er tilsyneladende udtryk for et ønske om at nedlægge bladet eller at sammenlægge det med Dagbladet Arbejderen. Dette ønske er først nu blevet klart. Hidtil har man i ledelsen skjult denne dagsorden, med den direkte konsekvens, at kritikken ikke har været konstruktiv, men tværtimod har tjent det formål at splitte partiet mellem de, som ønsker at følge de demokratyiske kongresbeslutninger og de, som ønsker at omgå disse ved hjælp af fordækt argumentation og personlig hetz. I vores øjne handler det om, at man, uanset hvilken holdning man har, respekterer og følger kongresbeslutninger.
Vi mener, at Kommunist er en af partiets eneste udadvendte aktiviteter, og at man bør styrke sådanne aktiviteter med de midler, der er til rådighed. Desuden vil en sammenlægning med Dagbladet Arbejderen betyde en eller anden form for politisk sammenlægning, som man nok skulle tage stilling til først.’

For en udenfor stående betragtning er forløbet klart: Den revisionistiske partiledelse omkring Betty Frydensbjerg-Carlsson har begået et kup mod partiet og dets kongresbeslutninger, splittet partiet og bekæmpet den fløj, som troede på dets egne erklæringer om sig selv. De som troede på KPiD som det kommunistiske parti i Danmark og ville gøre Kommunist til et dagblad – om end på sigt.

En principløs sammenslutning mellem to principløse ledelser for hhv. KPiD og DKP/ML står for døren. For Jørgen Petersen og Co (Lotte Rørtoft Madsen, Søren Becker, Jan Mathiessen, Sven Tarp, Joan Ågot, Birthe Sørensen og Hanne Rosenvold) er af nøjagtig samme slags.
Det bliver en festforestilling, når posterne med tiden (efter KPiDs ordinære kongres i marts, for bladkonferencen kunne ikke træffe beslutning om noget) skal fordeles.

Se også:
Der er ingen forskel Juli 2001
Vejen til et revisionistisk samlingsparti Maj 2001

Netavisen 13. november 2001

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater