Krig mod islam?

USA og Vesten benægter det blankt og officielt. Osama Bin Laden og talibanerne gentager det, hver gang de åbner munden: USA og Vesten fører krig mod islam og muslimerne. I Afghanistan, men også i Palæstina, Tjetjenien, Kashimir, Bosnien.
Den massive terrorbombning og hensynløsheden mod de civile ofre i Afghanistan får flere og flere i de arabiske og muslimske lande til at tro på Bin Ladens fremstilling: Det her er en religionskrig, der besvares med religionskrig – jihad.
Den islamiske fundamentalisme er blevet styrket af USA’s angreb og bombningerne. I Afghanistan selv, hvor USA fra at være betragtet som en ‘ven’ i kampen mod den sovjetiske besættelse nu ses med Talibans øjne som ‘Den store Satan’ – og i store dele af befolkningerne i disse lande. Talibans militære sejlivethed har øget dens tiltrækningskraft. Et utilsigtet resultat af ‘kampen mod terrorismen’?

Bin Ladens forklaring er indlysende utilstrækkelig. Den viser også snæverheden i den muslimske fundamentalismes, det politiske islams, forståelse af krigen og dens drivkræfter – en snæverhed, som i allersidste ende vil betyde dens fallit. Men USA’s benægtelse er også falsk: terrorkrigens første og konkrete mål er netop den islamiske aktivisme, det politiske islam – og ikke begrænset til Afghanistan alene.
USA stod bag dennes fremvækst som en antisovjetisk kraft og som en kraft mod den arabiske nationalisme – men det politiske islam har for længst sat sin egen dagsorden og vendt sig mod USA og de amerikanske lakajregimer i de muslimske og arabiske lande.

Som politisk faktor styrkedes den islamiske fundamentalisme gennem den iranske revolution – og udgør nu en betydningsfuld politisk (og militær) strømning i en lang række muslimske lande, samt en lang række lande i Kaukasien, som tidligere var en del af Sovjetunionen.

På den anden side er USA ikke i krig med hele islam, ikke engang al fundamentalistisk islam – tværtimod har den levet godt sammen med reaktionære muslimske regimer som det saudiske kongehus, og vil også kunne gøre det i fremtiden, hvis ikke den nuværende krig kommer til at vende op og ned på magtforholdene.
Det politiske islam bekæmpes imidlertid ikke gennem krige, der straffer et helt land og dets befolkning. USA’s og Vestens politik vil styrke den.

Der findes imidlertid et andet scenario: arbejderklassens, de muslimske massers, revolutionens vej.
Som herskende ideologi og politik har den muslimske fundamentalisme spillet fallit – og det gælder både i det proamerikanske Saudiarabien og i det præstestyrede Iran, som blev resultatet af folkerevolutionen mod shahen. Den religiøse stat har ikke kunnet sikre fremgang for arbejderne og de brede masser. Og regimet har ikke fastholdt en konsekvent antiimperialistisk linje, men har som regional stormagt kastet sig ind i det store imperialistiske alliancespil. Det fundamentalistiske Saudiarabien har som allieret med USA været en hovedfaktor i gennemførelsen af imperialismens del-og-hersk politik overofr Mellemøsten og Centralasien.

En ny folkelig revolte har længe gæret i Iran. Og i de seneste uger er det kommet til omfattende protestdemonstrationer fra studerende, støttet af stadig bredere lag.
Vejen til at reducere det politiske islams indflydelse som reel politisk strømning, som masse’alternativ’ for den muslimske verden, er revolutionen – den antiimperialistiske og sociale revolution. Men hvis fremskridtets og revolutionens kræfter ikke er i stand til at løfte begge disse faner, til at gå i spidsen i en sådan sammenhængende kamp, vil fundamentalismen i en lang periode blive yderligere styrket – og den arabiske og muslimske verden ikke finde sin egen vej til fremgang og uafhængighed.

Kommunistisk Politi 23, 2001