Internationale protester – og kampen om menneskene

Denne weekend så den anden større runde af internationale protestdemonstrationer mod krigen i de krigsførende lande efter de massive demonstrationer i den første uge efter det amerikanske angreb på Afghanistan. I mere end 90 byer i USA, Europa, Latinamerika, Japan og Oceanien blev der afholdt demonstrationer og protestmøder med fra snesevis til hundreder og tusinder af deltagere.

Den massive krigspropaganda og den omfattende opbakning bag krigen blandt de politiske partier i landene i krigskoalitionen har lagt et stort tryk på krigsmodstanderne. Netop derfor er det af stor betydning, at fredsbevægelsen synliggør sig på gaderne og gennem et hav af aktiviteter i de krigsførende lande, for der bliver trykket på alle mekanismer for opbakning bag en ulovlig og brutal krig i et fjernt og fremmed land.

De kapitalistiske medier har gerne villet lade som om modstanden mod krigen kun kommer fra muslimske fundamentalister i nærheden af Afghanistan. Den internationale fredsbevægelses bevidst underrapporterede aktiviteter har været så kraftige, at det har været umuligt helt at fortie den. For den er global, bred – og stadig voksende.

Efterhånden som sandheden om krigen står mere og mere klart for folk, vokser kravet om at stoppe bombardementerne og afslutte den stadig mere massivt. Dens barbariske bombardementer og sanseløse ødelæggelser, dens mord på børn og civile, der nu nærmer sig flere tusinde, afslører de officielle løgne om en klinisk krigsførelse rettet mod nogle håndfulde såkaldte terrorister. De skjulte og mindre ædle motiver bag den – såsom kampen om kontrol med centralasien og dens oliekilder – begynder at komme frem. Alt det svækker den officielle krigsretorik og styrker modstanden.

I Norge f.eks. viste opinionsmålinger umiddelbart efter krigsudbruddet et flertal for krigen og den norske regerings tilslutning. Den seneste måling viser, at modstanden er vokset til et lille flertal – 40 pct. imod, 39 pct. for – resten ved ikke. Det afspejler den dybe spaltning i befolkningerne i de krigsførende lande. At støtten til krigen langt fra er så massiv, som den søges fremstillet. Og at fredskravet har massiv opbakning. Sammenlignes med Vietnamkrigen f.eks. gik der mange år, før der opstod en lignende situation.

Som det vigtigste krigsførende land – og som det eneste land, der med angrebet den 11. september har en slags påskud for krigen – har USA selvfølgelig en nøglerolle. En betydelig folkelig støtte (hvordan den end bliver fremmanipuleret) er nødvendig – og de borgerlige medier har søgt at skabe indtryk af, at amerikanerne næsten 100 pct. står bag krigen. Weekendens lokale demonstrationer og aktiviteter i mindst 31 stater peger tværtimod på en voksende modstand.
En vurdering fra en enkelt af lørdagens manifestationer:

‘Flere tusinde demonstrerede mod USAs krig i Afghanistan lørdag i downtown Los Angeles. Demonstrationen var kraftfuld, værdig og fredelig, og også betjentene på cykler og i biler tog det roligt. Blandt talerne var også Santa Monicas borgmester.
Der var demonstrationer i mange byer rundt om i USA, og det begynder for alvor at pible frem i medierne at stemningen blandt amerikanerne er langt fra entydigt for krigen, tværtimod.
Dagens Los Angeles Times har en helsides artikel om den voksende krigsmodstand på universiteterne, som beskrives som en fredsbevægelse, en bevægelse mod den amerikanske regerings krigsaktiviteter, samt en bevægelse ‘for retfærdighed’ – det sidste bl. a. i protest mod de nye såkaldte anti-terrorlove.’

Et udtryk for den voksende protest er også, at de amerikanske muslimer via deres paraplyorganisation (som i starten stillede sig 100 pct. bag krigen) nu kræver øjeblikkeligt bombestop og en anden løsning end den militære.

Monopolpressen søger samtidig at fremstille protesterne og modstanden mod krigen i de arabiske og muslimske lande som religiøst fundamentalistisk inspireret. Det er også en massiv fortegning af virkeligheden: Mange politiske og sociale kræfter – og langt fra kun muslimske fundamentalister – vender sig mod krigen og protesterer på gaderne. Den israelske terror mod palæstinenserne i ly af terrorkrigen, der finder sted uden konsekvenser for Israel fra USA’s, krigskoalitionens eller FNs side, afslører ikke mindst for hele den arabiske og muslimske verden dobbeltmoralen i USA’s krig – og udvikler en stadig bredere modstandsfront, der truer de regimer, der mere eller mindre helhjertet slutter op i krigskoalitionen.

USA og krigskoalitionen er i færd med at tabe det store propagandaslag – kampen om menneskene, kampen om støtte til eller accept af en beskidt krig.

Netavisen 29. oktober 2001