En krig på mange fronter

George Bush har karakteriseret den ‘krig mod terror’, som den imperialistiske krigskoalition med USA i spidsen har indledt, på en række måder:
Det er er krig, som alle lande, alle regeringer, alle mennesker er for – eller også er de imod, og betragtes som fjender af USA.
Det er en langvarig krig, eller snarere en serie af krige, som vil vare mange år, op til 10 år.
Det er en krig, som føres på mange fronter, og med alle midler: økonomiske, politiske, propagandistiske, diplomatiske og militære.

Det er med andre ord en verdenskrig, startet og anført af en supermagt, verdens p.t. i særklasse stærkeste imperialistiske magt.
Den har ført til et uset skred i alliancer og opbygning af nye, til en hurtig omrokering af det internationale tegnebræt, til en varm krig i Afghanistan, krigstrusler en lang række andre steder, uhørte angreb på de demokratiske rettigheder, en uset rustningsrunde og til gennemførelse eller forberedelse af nye angreb på arbejdernes og de arbejdendes levevilkår og tilkæmpede sociale og politiske rettigheder. Den amerikanske terrorkrig – og krig er terrorisme, forstørret 100 eller 1000 gange – har skabt en ny global situation, som vil have konsekvenser i mange år fremover. Det er ofte sagt, at USA og verden ikke bliver den samme som før 11. september. Det blev anledningen til at USA udløste monopolernes og Den rige verdens krig mod verdens fattige.

Ikke et eneste felt vil undgå at blive berørt. Politik er ikke det samme som før. Organisationsarbejde ikke det samme som før. Dagliglivet vil blive dybt berørt.
Uden en opfattelse af hele den internationale situation, af de kræfter som er virksomme, af de politiske og sociale kræfter, der fører klassekamp, uden at forstå imperialistmagternes rolle og de multinationale selskabers og monopolernes rolle, uden at forstå IMF, Verdensbanken, WTO – eller FNs – faktiske rolle og karakter, vil det ikke være muligt at udarbejde en linje, strategi og politik, der forsvarer den danske arbejderklasses og flertallets interesser. Uden at forstå dybden af den kamp, som foregår, af de revolutionære processer, som verdens folk gennemgår, uden at forstå de redskaber imperialismen råder over, dens styrke, men også dens svaghed, vil kampen ende i blindgyder.

Det er tiden, hvor det folkelige og progressive Danmark må se udad, forene sig med verdens folk og deres kamp. Hvor de politiske organisationer, fagbevægelsen og de folkelige bevægelser må tage stilling: mod krigen, for folkene, i en forståelse af tingenes dybe sammenhæng.
Hvor en definition af deres konkrete og lokale opgaver og indsats afhænger af et rigtigt greb om den globale situation. For alting hænger sammen: Fredskampen er ikke blot en konkret kamp omkring en konkret krig, som p.t. i Afghanistan – den er blot det øjeblikkelige fokus. Omkring den, som en del af den globale terrorkrig, er de krige, der føres i Palæstina, med Plan Columbia, i Tjetjenien, i Kashmir og Asien. Solidariteten med det palæstinensiske folk er en del af kampen mod krigen.
Men også den forstærkede kamp for dansk udtræden af det EU, der benytter terrorbekæmpelse til at fremskynde supermagten og superstaten EU er en del af kampen mod krigen. Kampen til forsvar for de demokratiske rettigheder. Mod racismens og reaktionens fremstød. Imod krigsbudgetter og oprustning på de arbejdendes bekostning.
Det hele sammenfattes i det store brændpunkt, der hedder Folkenes fredskoalition mod krigen og den imperialistiske krigskoalition.

Kommunistisk Politik 22, 2001