Amerikansk strategi i krise

Af Klaus Riis

Det er svært at danne sig præcise forestillinger om krigsforløbet i Afghanistan, når man er afhængig af en presse, der fodres af det amerikanske militær, og af en spinkel modinformation. Så meget mere sigende er de amerikanske selvmodsigelser og modsatrettede udtalelser. Ved starten af krigen var det et spørgsmål om dage før Osama Bin Laden var fanget – død eller levende, og mest død. I forgårs mente Donald Rumsfeld at han måske aldrig blev fanget. I går havde han igen skiftet mening. USA har endnu ikke kunnet fremvise hverken Osamas, Mulla Omars eller andre højtstående talibaneres hoved på en stage.

Det er derfor muligt at danne sig et vist billede af, hvordan det går med den amerikanske strategi: Det går ikke godt, det går ikke som planlagt. Ikke bare er de forventede sejrsmeldinger og opsigtsvækkende fremgange udeblevet, det er på stort set alle felter, det ikke går som beregnet.

Ved krigsudbruddet lagde USA op til en hurtig kampagne. Efter at luftherredømmet var etableret, skulle Den Nordlige Alliances fremrykning mod Mazur-i-Sharif og Kabul være en given sag. Den ville gå i offensiven. Den store offensiv er udeblevet indtil i dag, og forsøgene på at erobre Mazur-i-Sharif er slået tilbage.
Nu klager alliancens ledere over, at de amerikanske bombardementer er ‘ineffektive’.

Det blev forkyndt, at Taliban-styrkerne hurtigt ville gå i opløsning, og de første dage var fyldt med beretninger om desertationer. Det har ikke haft noget på sig. Taliban-soldaterne kæmper med høj moral – og, mindst lige så vigtigt: befolkningen i de 90 pct. af landet, de kontrollerer, har ikke vendt sig mod dem.
Det er tværtimod indlysende, at de amerikanske terrorbombardementer – og hele kampagnen med ‘Brød og bomber’ – har forfejlet deres virkning. De har ikke skræmt afghanerne væk fra Taliban, selvom millioner er drevet på flugt fra de raketterroriserede byer. Hvordan de amerikanske strateger kan bilde sig ind, at de vil blive opfattet som befriere af den afghanske befolkning, når de smider forbryderiske raketter og kriminelle klyngebomber i hovedet på dem (og små madpakker bagefter) er ufatteligt.
Afghanerne har tilmed prøvet nøjagtig det samme en gang før under den sovjetiske besættelse.

Amerikanerne proklamerede, at de ville skabe en bred politisk koalition til afløsning af Taliban-regimet, formelt ledt af den affældige eksilkonge Zahir Shah, som også ville omfatte ‘moderate Taliban-elementer’. Det er ikke lykkedes at skabe denne koalition. Og i går blev amerikanernes bedste bud på en reel politisk leder af Afghanistan efter nedkæmpelsen af Taliban – den gamle mujaheddin-leder Abdul Haq – fanget sammen med nogle af sine folk på en mission i Afghanistan for at anspore til en revolte mod Taliban – og henrettet som amerikansk spion.
Taliban baserer først og fremmest sin magt på den største afghanske folkegruppe pashtun’erne – og Abdul Haq var den eneste pashtun af nogen indflydelse, som måske kunne fjerne støtten til Taliban og opbygge en politisk koalition, som indbefatter landets største etniske gruppe. Det er et større tilbageslag for den amerikanske strategi.

Dertil kommer, at det første forsøg på at føre landkrig med en spektakulær operation sidste fredag, hvor amerikanske specialstyrker blev fløjet ind og skulle levere en ’strålende sejr’, for derpå at blive fløjet ud igen, nær var endt i en regulær katastrofe. Ledende folk fra Pentagon har nu indrømmet, at Talibans meldinger om, at de amerikanske soldater var drevet på flugt, faktisk var rigtige: operationen måtte ‘afbrydes før planlagt’, fordi man var stødt på ‘uventet kraftig modstand’. Man havde faktisk – for at fremvise en opsigtsvækkende ’sejr’ i medierne – valgt et militært betydningsløst og forventet dårligt forsvaret angrebsmål – men blev alligevel overrasket over et prompte modangreb fra de afghanske krigere.
Og ja – man mistede faktisk en helikopter og to amerikanere blev dræbt under operationen, i Afghanistan.
Det er amerikansk politik at benægte alle tab under en krig – og at afvise at der er civile ofre for deres bombardementer. Begge dele er svære at opretholde, selv i en så censureret medievirkelighed som den, vi lever i.

Det er uden tvivl blandt grundene til at USA optrapper bombardementerne og har afvist den bombepause, som FN-organisationer og talrige internationale nødhjælpsorganisationer – samt en række lande i og udenfor den amerikanske krigskoalition – indtrængende har anmodet om. Den afghanske vinter nærmer sig – og ud fra et militært synspunkt er det vigtigt at få ‘afgørende resultater’ inden november måned er omme. Det kan koste hundredtusinde civile afghanere livet – det er krigens biomkostninger.

Ikke bare i de arabiske og muslimske lande, men verden over, vokser harmen over den uhørte kynisme hos USA, der gengælder et terrorangreb, som det ikke engang er bevist blev begået af Bin Laden med aflivning af tusindvis eller hundredtusindvis af fattige mennesker i et af verdens fattigste lande. Krigen har ingen juridisk legitimitet, for den bryder med al international ret, startende med FNs charter. Og mere endnu: den har ingen moralsk legitimitet. Det er brutal, beskidt og uretfærdig krig, simpelthen. Oven i en begyndende militær og politisk krise (der også omfatter den skrøbelige internationale krigskoalition omkring Bush og Blair) kommer en hurtigt voksende moralsk krise for Bush og Co.

Det ser ud som om der vil blive gjort et nyt forsøg med landtropper. Hen ved 5000 britiske specialstyrker er nu blevet tilkaldt – for amerikanerne er ikke meget for at slås på landjorden. De foretrækker at smide bomber og raketter i hovedet på fattige folk fra fattige landsbyer fra hurtige fly. Ikke fordi de er specielt anti-muslimske. Det kunne lige så godt være på vietnamesere eller afrikanere eller latinamerikanere – på alt andet end rigtige amerikanere.

Det er overraskende, at selv mindre sejre tilsyneladende er udeblevet. For mordet på mulla Omars 10-årige søn eller raseringen af boligkvarterer og landsbyer kan næppe betegnes som sejre. Nu siger amerikanerne at Taliban skjuler både kampvogne og andre våben i moskeer – og der er kommet de første beretninger om bomber mod moskeer. De hævder også, at Taliban forgifter fødevarer beregnet til de millioner af sultende afghanere – og har angrebet Røde Kors-lagrene i Kabul. Er det tilfældigt?

Det er selvfølgelig en kæmpemæssig propagandaløgn, at Taliban skulle ødelægge fødevarer. Det afvises af nødhjælpsorganisationerne. Det ville simpelthen være at undergrave den støtte, de faktisk har, og svække sig selv. Det er sådanne historier, der kun kan opfindes i forgiftede sind, der tror på (eller udnytter) fundamentalistiske myter om sanseløs ondskab.
Hvad end man mener om Taliban-styret: dets soldater har vist sig at kæmpe modigt, rationelt og effektivt med de primitive midler og våben, de har. Det er kommet som en overraskelse for amerikanerne, selvom alverden på forhånd havde fortalt dem det.

Verden har set, at den amerikanske effektive og præcise krigsførelse, der skulle rette dødbringende slag mod Osama Bin Laden., Al Queda og Taliban med barbarisk træfsikkerhed rammer civile i et udpint land. Derfor øges presset på Bush og Co. for hurtige resultater, selvom de også har forsøgt at fortælle amerikanerne og resten af verden, at det kan blive en langvarig krig.

Hvad for våben har amerikanerne, der vil kunne give hurtige resultater?
Der er grund til at frygte at de vil bruge taktiske atomvåben.
Gør de det, vil de have tabt det 21. århundredes første krig.

Netavisen 17. oktober 2001