Hænderne væk fra Afghanistan!

Af Klaus Riis
22. september 2001

 Bush_war_on_terrorism_010920George W. Bush erklærer ‘krig mod terror’ 20. september 2001

Hele verden venter nu kun på startskuddet til krigen i Afghanistan. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt den kommer, men kun hvornår den bryder ud. I dag, i morgen, om et par dage. Den militære opbygning omkring Afghanistan, i Den persiske Golf og tilmed i Middelhavet, på NATO-baser i Spanien og Tyrkiet er ved at være afsluttet. Og der ser heller ikke ud til at være nogen tvivl om, at den ud over massive bombardementer, som vil koste titusinder af uskyldige livet, også kan komme til at koste amerikanske soldater livet. Specialenheder, der skal indsættes i de afghanske bjerge, er på vej – fulgt af landtropperne.

Krigen blev besluttet senest dagen efter terrorbomberne i New York og Pentagon. At ikke bare ‘terrorister’, men også lande ville blive mål for amerikansk krigsførelse stod klart allerede der. Og Afghanistan stod øverst på listen. (Se USA forbereder krig mod Afghanistan – og mod . . .? Netavisen 12.09.)

Fra tragediens første dag viste den amerikanske regering, at man ikke gik efter at få de skyldige bragt for retten – men efter en helt konkret krig.

Frem til i dag har verden imidlertid ikke set klare beviser på hvem der stod bag terroren. Osama bin Laden? Det er en påstand. Og den bør efterprøves ved en domstol. Selv identifikationen af 19 flykaprere viser sig at være fuldstændig upålidelig og omgærdet med talrige mystiske omstændigheder. FBI har måttet indrømme alvorlige fejl. Bush og hans regering har haft så travlt med at komme i krig, at ingen internationale normer eller regler er overholdt.

Og USA har haft så travlt, at man ikke har villet give sig tid til forhandlinger med Taliban-regimet, herunder fremlægge bevismaterialet mod bin Laden. I stedet satte man regimet pistolen for brystet: man truede med ‘en meget stor hammer’, at bruge atomvåben sammen med hele det øvrige fyrværkeri.

Det bør i sandhedens interesse siges, at Bush ikke har udvist den fjerneste interesse i at gå forhandlingernes vej – forbryderiske trusler (ledsaget af militær opringning) og ultimatummer, der vil være uacceptable for ethvert suverænt lands regering (såsom uhindret militær adgang til alle egene af landet for USA) skulle få Taliban-regeringen til at fremstå som kriminelle beskyttere af international kriminalitet – og give USA et krigspåskud, der måske ikke var i overensstemmelse med international ret, men i det mindste så en slags ‘moralsk ret’, der kan sikre opbakning i USA og andre steder.

Undersøgelser viser, at selv i Europa er et flertal imod en amerikansk krig mod Afghanistan – så der er brug for ethvert påskud.

Men USA har absolut ingen ret til at gennemføre den aggressionskrig, det nu indleder. Den er i modstrid med international lov, det er uden et FN-mandat. USA vedblev at kalde terrorangrebet for en krigshandling – men det er netop en terroraktion og ikke en krigsførende stats handling. USA har ikke engang beskyldt Taliban-regimet for at stå bag aktionen – kun for at huse en bagmand.
Hvis et sådant vanvid skal gøre det ud for legitime grunde til at gå i krig for at vælte en regering, så kan samme påskud anvendes mod stort set samtlige lande i verden. (Det vil USA også gerne kunne gøre.)

USA med alle kort på hånden

Umiddelbart vil det se ud, som om USA står med alle kort på hånden: en knusende overlegen militærmagt, en relativt bred koalition (om end skrøbelig) af NATO-allierede og vasalregimer, uden modstand fra stormagter som Kina og Rusland eller atommagten Indien. Og de eneste lande, der har anerkendt Taliban-styret og den islamiske republik diplomatisk: Pakistan, Saudiarabien og De Forenede Arabiske Emirater (som også har opfostret og udklækket Taliban) vender sig nu mod deres eget afkom på deres herres ordre.

Rusland fører en langvarig, beskidt og blodig undertrykkelseskrig i Tjetjenien mod kræfter af samme slags som Taliban. Og Kina frygter tilsvarende løsrivelsesbevægelser. Ingen stormagter, og heller ingen af de større arabiske eller muslimske lande vover at stille sig på Afghanistans side. Irak vil holde sig ‘neutral’; Iran måske det samme. Ægypten står sammen med USA.

Afghanistan er ludfattigt – og i forvejen bombet tilbage til stenalderen af det revisionistiske Sovjetunionen i en lang og blodig krig. Tilmed har en alvorlig tørke gjort hungersnøden akut for en stor del af landets befolkning. Millioner trues af sultedød, hvis de ikke udslettes af krigshandlinger – og USA har beordret Pakistan til et øjeblikkeligt stop for nødhjælpsforsyninger. Millioner er i forvejen flygtet til Pakistan og andre nabolande – andre millioner, der vil flygte, tvinges af lukkede grænser til at blive og opleve USA’s krig dér.

Talibanregimet kan heller ikke appellere til ‘den progressive verdensoffentlighed’. Dets rabiate antikommunisme, dets barbariske kvindefjendskhed, dets reaktionære indstilling mod oplysning og fremskridt i almindelighed og dets vilje til at lade landets arbejdende blive udbyttet af monopolvirksomheder gør det til progressive kræfters fødte modstander. Dets udgave af en fundamentalistisk islamisk republik (som de tilmed betragter som den eneste ægte gudsstat på jorden) er et monster. Og det er en af historiens absurditeter (som ikke er så uforståelig igen), at dette monster blev fremavlet af USA og Vesten i alliance med den mest formørkede islamiske fundamentalisme med centrum i Saudiarabien.

Fra ‘frihedshelte’ til ‘terrorister

For godt ti år siden var nøjagtig disse kræfter USA’s og Vestens helte. De hyldes som antikommunistiske ‘frihedskæmpere’. De blev forsynet med supermoderne våben. Der blev organiseret økonomiske indsamlinger. Et dansk folketingsmedlem, som nu er Venstres næstformand,  betalte 600.000 kr. for stolt at lade sig fotografere sammen med dem som fuldt bevæbnet islamisk mujaheddin. Pia Kjærsgård og hendes flok af antimuslimske hellige krigere var særdeles aktive i indsamlingen – for var ikke korstoget mod ‘kommunismen’ den helligste krig af alle? Var ikke forsvaret af Vestens og imperialismens strategiske interesser umådeligt meget mere betydningsfuldt end nogle ideologiske forskelle.

Det er ‘heltene’ fra dengang,  som er ‘terroristerne’ af i dag.

Det generer ingen. Det krigshylende kobbel af borgerlige politikere gider ikke engang forklare, hvordan de kunne tage så grundigt fejl. Og ingen stiller dem til regnskab, slet ikke de borgerlige medier, som altid hyler med i deres kor.

Nu er de kommet på tværs af USA’s og Vestens strategiske interesser, og der kan proklameres krig: religions-, race- og civilisationskrig mod ‘barbariske terrorister’, som er arvtagere til Hitler og fascismen, som den amerikanske præsident kunne fortælle verden.. Og tilmed børn af totalitarianisme – et kodeord for kommunisme i amerikansk diplomatisk sprogbrug. Bush var i sin krigstale til den samlede amerikanske kongres dermed lige ved at anklage dem for også at være kommunister og Lenins og Stalins efterfølgere. Hvis han havde sagt det lige ud var verden faldet om af grin.

Det har aldrig generet USA og Vesten før. Det generer dem heller ikke nu at støtte korrupte fundamentalistiske dynastier som dem ved Golfen, der systematisk udplyndrer og undertrykker deres befolkninger, og gør det i Allahs navn – for religion af enhver art er et effektivt middel mod revolution og fremskridt og til at holde folkene i slaveri.

Den amerikanske plan med Afghanistan

Når USA vil satse så enormt på Afghanistan hænger det desuden – og først og fremmest – sammen med ‘strategiske interesser’: dels med den stadig skærpede amerikanske appetit på hele Asien, dels med kontrollen med olierigdommene omkring Den Persiske Golf – og med blikket også rettet mod Det Kaspiske Hav.

USA er den eneste supermagt i verden – og et tomrum skal ikke fyldes af andre, hverken af Kina, Rusland, EU eller . . .

Det er også derfor USA har travlt med at føre krigen som et (i første omgang) militært soloeventyr.

Kampen mod terrorismen er kun et påskud – og al religionen er først og fremmest camouflage.

USA er begyndt at føre konkrete drøftelser med sine allierede om hvilken regering, som skal afløse Taliban regimet efter en militær nedkæmpning. Den engelske avis The Guardian offentliggjorde den 21. september en artikel om et hemmeligt amerikansk notat herom.

Her hedder det:
‘Diplomatisk post fra en vigtig NATO-allierets ambassade i Washington, som The Guardian har set, fortæller, at USA er stærkt interesseret i at høre de allierede syn på ‘det post-talibanske Afghanistan efter landets befrielse’.

Den amerikanske plan herfor konkretiseres således:
‘Den amerikanske strategi for at afsætte Taliban-regimet baserer sig på andet en militær tankegang. En yderligere søjle synes at indbefatte støtte til den 86-årige afghanske eksilmonark, Kong Zahir Shahs, kampagne for at vende tilbage til magten ved at opmuntre guerillahæren fra oppositionsgruppen ‘Den Nordlige Alliance’ (som blev ledet af Massud indtil han blev dræbt ved et attentat for godt en uge siden, KP) til at støtte ham.
Diplomatiske dokumenter, som The Guardian har set, viser at Washington betaler og organiserer en rejse til Rom for adskillige nøglefigurer i Den Nordlige Alliance for at føre drøftelser med den eksilerede monark, som ventes at opfordre til en revolution.
“Kongen planlægger at rette en appel til alle de afghanske stammer om at rejse sig mod Taliban”
, berettede den diplomatiske korrespondence i går’.

Der er således ikke spor tilbage af en ‘målrettet og afgrænset kamp mod terrorisme’ – nu gælder det intet mindre end ‘befrielsen af Afghanistan’ ved det amerikanske militærs og dets afghanske lejesvendes hjælp.

Eller med andre ord en erobringskrig, en klassisk imperialistisk røverkrig.

Mishandlet land

Den afghanske historie er lang og blodig, selv den nærmeste fortids historie er begge dele. Da Sovjetunionen var blevet revisionistisk og socialimperialistisk begyndte også en intens indblanding i alle nabolandenes indre forhold, både i de socialistiske lande og de øvrige. Fra 1953 blev Mohammed Daoud Khan premierminister, og han opbyggede tætte militære, økonomiske og politiske forbindelser med Sovjet. I 1964 oprettedes et såkaldt konstitutionelt monarki med Zahir Shah som konge efter Daoud var trådt tilbage. Det afghanske folk kom til at stå i en situation med dobbelt undertrykkelse, dobbelt udbytning. Både fra Zahir Shahs reaktionære monarki baseret på de feudale kræfter i landet og fra det revisionistiske Sovjet, som ønskede at kontrollere landet stadig mere direkte.

Det var baggrunden for at Zahir Shahs monarki blev væltet i 1973, og at der blev etableret en republik med Daoud som premierminister. I april 78 greb det stærkt prosovjetiske Afghanistans Folkedemokratiske Parti magten alene – og Daoud blev dræbt.

I hele denne proces udnyttede Sovjet kynisk det afghanske folks frigørelsesbestræbelser, dets modstand mod de feudale forhold og dets ønske om et frit og uafhængigt land til at bringe det prosovjetiske Afghanistans Folkedemokratiske Parti til magten. I efteråret 1979 forhandlede lederen af en af de prosovjetiske fraktioner Babrak Karmal med de sovjetiske ledere om at indsætte ham som som præsident – og gøre det af med rivalen præsident Hafizullah Amin. Der blev nået en overenskomst, og Karmal ankom til Kabul på en sovjetisk kampvogn, da Sovjet besatte landet den 27. december 1979. Amin blev dræbt af sovjetiske specialenheder ved et angreb på præsidentpaladset.

Det var indledningen til en ti år lang krig, der afsluttedes med et ydmygende nederlag for Sovjet – og som blev en pind til dets ligkiste.

Mens alle de prosovjetiske kræfter verden over hyldede den sovjetiske invasion som broderlig hjælp og støtte til Afghanistan og det afghanske folk fordømte marxist-leninisterne den:

‘Den sovjetiske intervention er ikke bare en åbenlys aggression mod Afghanistan, men også mod dets nabofolk, mod alle folkene i det mellemøstlige område og mod den internationale fred og sikkerhed.
Dette er en fascistagtig aggression ligesom besættelsen af Tjekkoslovakiet i 1968, en nyudgave af denne, bedømt både ud fra den militære magtanvendelse og ud fra de argumenter, som bruges til at forsvare den’
skrev Enver Hoxha, som tilføjede:
‘Sovjetunionen er ikke interesseret i Afghanistans frihed og uafhængighed, som det hævder, eller i befrielsen af dette lands længe lidende befolkning. Hvad der først og fremmest interesserer dem er Afghanistans strategiske placering i Mellemøsten, dets nære beliggenhed ved oliekilderne, dets nøglestilling i et omfattende område, hvori der foregår en vild rivalisering mellem supermagterne’.
(Aggressorerne må ud af Afghanistan! Zeri i Popullit 5. januar 1980)

Den sovjetiske besættelse af Afghanistan og krigen i de følgende 10 år må også ses i sammenhæng med den øvrige udvikling i området, med den iranske revolution, der væltede det brutale amerikanskstøttede shah-regime og dets uhørt brutale sikkerhedspoliti SAVAK. Den betød en stærk rystelse af de amerikanske positioner og den amerikanske kontrol over området. USA fik med hjælp fra Saddam Hussein, en gammel agent for CIA, udløst den langvarig og blodige krig mellem Iran og Irak, der tappede begge lande for enorme mængder af blod med over en million dræbte.

Samtidig lå USA ikke på den lade side i Afghanistan, men understøttede mujahedinerne, der havde erklæret jihad, hellig krig, mod de russiske angribere. Og i særlig grad støttedes de mest ekstreme fundamentalistiske kræfter som Osama bin Laden og hans såkaldte ‘afghanere’, som senere blev en kerne i den såkaldte Al Queida med udløbere i mange muslimske lande.

Fra 1980-89 blev 1.5 millioner mennesker dræbt i Afghanistan, mens fem millioner drog som flygtninge til Iran og Pakistan. Omkring 15.000 sovjetiske soldater mistede livet, før Gorbatjov i 89 beordrede tilbagetrækning.

Den amerikanske indflydelse var styrket – men ikke stærk nok til at kontrollere landet som helhed, men havde en finger med i spillet i de forskellige regeringskombinationer, som fulgte.

I 1994 blussede fraktioinkampene inden for mujahedinnerne ud igen. Fra 1994 opbygges Taliban i Pakistan af den pakistanske hær og en præsteskole, hvor de lærer ‘den sande islam’.

I 1996 erobrer Taliban Kabul, henretter den daværende præsident Najibulla og opretter deres islamiske republik.

Fra 1997 tager kampene mellem Taliban og Massuds nordlige alliance, der støttes af Rusland, fart, og i august 1998 bombarderer USA bin Ladens træningslejre, efter at det har forlangt ham som terrorist. Det år vinder Taliban kontrollen over 80 pct. af landet, men anerkendes kun af Saudiarabien, Pakistan og emiraterne. Fra 99 gennemfører USA en blokade mod landet.

I 2000 går Taliban ind på FN-ledte fredsforhandlinger, der aldrig gennemføres., og der udarbejdes et udkast til en plan af ingen andre end Sahir Shah.

Det er med andre ord et land, som er ødelagt af imperialistiske krige og besættelser, af borgerkrige, hvor mange imperialistmagter og udenlandske magter har en finger med i spillet.

I sidste ende lider aggressoren nederlag

Fra Talibans Afghanistan har der været en kraftig opbakning opbakning til de muslimske guerillaer, som slås i Tjetjenien mod russerne, i Kashmir mod Indien, i Palæstina mod Israel – og på Balkan mod serbere m.fl.

For Taliban-regimet vil en amerikansk intervention og bombardementer af landet i stort omfang – USA har truet med at anvende atomvåben i jagten på Osama bin Laden – blive besvaret med jihad, Hellig krig, som føres mod imperialistisk aggression.

I det 19. århundrede stod den dengang stærkeste verdensmagt Englands, blev Afghanistan en pind til imperiets ligkiste. I det 20. knuste man de sovjetiske aggressorer. Afghanistan er det første mål for den ‘første krig i det 21. århundrede’ . . .

Hvad man ikke har taget i ed er reaktionen fra de muslimske masser i hele området, ikke kun i Pakistan, som støtter Taliban og ønsker frie og selvstændige lande, uden supermagten USA eller for den sags skyld nogle andre komme til fadet . De vil støtte også i den hellige krig, der vil blive ført, når USA angriber. De arabiske og muslimske folk er lede og kede imperialistisk indblanding, imperialistisk sabotage, terror og krig.

Sættes denne store kraft for alvor i bevægelse skal man ikke være helt sikker på , at USA vil sejre, og sejre rimeligt hurtigt.

Én ting er sikkert: Kommer USA først ind i Afghanistan og etableret sig der, så vil de heller aldrig ud igen. USA slipper ikke sit tag i verdens lande, hvad den permanente troppeudstationering så mange steder på klode vidner om.

USA har lavet en beskidt plan for en krig, der bliver utrolig beskidt.

Hænderne væk fra Afghanistan!

Kommunistisk Politik 20, 2001