Terror, terrorister, terrororganisationer

Af Klaus Riis

Var de danske modstandsfolk og sabotører under den tyske besættelse ‘frihedskæmpere’ eller ‘terrorister’? For besættelsesmagten, den danske regering og domstolene var der ingen tvivl: det var terrorister, forbrydere, hjemfaldne til dødsstraf eller i bedste fald tugthus.
Der er ingen tvivl om, at de også ville være faldet ind under den terrordefinition, som EU-kommissionen har fremlagt og unionens justitsministre i går tilsluttede sig:
Terror defineres som forbrydelser der ‘truer, underminerer eller ligefrem ødelægger landenes politiske, økonomiske og sociale strukturer’.

Jernbanesabotagen – som de fleste i dag er stolte af – ikke bare truede, men i det mindste underminerede, hvis den ikke ligefrem ødelagde landets infrastruktur. Det samme gjorde talløse andre sabotagehandlinger mod krigsproducenter og værnemagere. Alle dem, der blev dømt og henrettet eller blev sendt i tugthus eller koncentrationslejre for aktiv modstandskamp blev dømt efter datidens terrorparagraffer ved danske domstole, efter lovens bogstav.

Var de terrorister? Forbrydere? Eller danske helte?

I Tyskland fører antiatomkraftbevægelsen en energisk kamp mod de såkaldte Castortransporter af dødsensfarligt atomaffald. Energiske aktivister blokerer jernbanespor, lænket af cement til skinnerne?
Er det terror? Det kunne sagtens være det, ifølge EU’s nye definition.

Den danske regering har bebudet en hel lovpakke af antiterrorforanstaltninger. Danmark holder sig ikke tilbage, når det gælder om at få anerkendelse hos det gode selskab. Hverken for mere end 50 år siden eller i dag. Og reaktionen er ude i et amokløb, hvor man ikke bare vil forbyde ‘terrorhandlinger’ (som i dag falder ind under straffeloven), ‘terrororganisationer’ (som i dag kan forbydes i henhold til grundloven), ‘terrorister’ (dvs medlemmer/deltagere i terrororganisationer fra 2 mand og opad) – men også folk for at ytre sympati med noget med terror.

Nu er det ved at blive farligt. De samme danske politikere har indtil i dag konsekvent nægtet at forbyde naziorganisationer, selvom der findes mere end 50 mio. døde vidner på, at nazi ikke er politik, men forbrydelse og terror. De kommer ikke ud for at imødegå hetzen mod arabere og muslimmer, eller for strengere straffe eller indsats mod de racistiske overfald, der har bredt sig som en pest i hele den ‘civiliserede verden’ efter selvmordsflyene i USA. Med arabere og muslimer i jødernes rolle i 30erne og 40erne: som ofre for højreekstremistiske bøller, der opmuntres til ‘hellig krig’ af et muligt kommende regeringsparti som Dansk Folkeparti, som ikke må kaldes racistisk, skønt det stinker.

Reaktionen søger at blande begreberne i en stor usalig forvirring – for at kunne gennemføre slag i den retning, man sigter: mod venstreorienterede, mod revolutionære, mod kommunister, mod globaliseringsmodstandere, mod kæmpende og strejkende arbejdere. De er tilmed villige til at slagte ytringsfriheden – men de vil ikke forbyde nazi!

Terrorisme hos undertrykte er en reaktion mod undertrykkelse og udbytning – men en uhensigtsmæssig reaktion. Den tjener til at forevige undertrykkelsen og udbytningen ved at give undertrykkerne og udbytterne påskud til at forstærke den – og forstærke terroren mod arbejderklassen og befolkningen som helhed, mod alle progressive og revolutionære kræfter.
Det er en veldokumenteret kendsgerning, at den såkaldte internationale terrorisme i vidt omfang er imperialistiske efterretningstjenesters værk.

Terrorisme er ikke vejen frem for at bekæmpe imperialistisk udplyndring, for at fordrive imperialismen og monopolernes fangarme fra verdens lande og folk. Svaret er revolution – antiimperialistiske, demokratiske, nationale frigørelsesrevolutioner og socialistiske revolutioner. Svaret er at fjerne de imperialistiske og hel- og halvfascistiske regimer, der bruger statsterror mod deres egne landes befolkninger og mod andre lande og folk.

Som marxister, og tilmed marxist-leninister, er Arbejderpartiet Kommunisterne principielle modstandere af den individuelle terror som politisk kampmiddel – attentater på samfundets støtter, afbrænding af værdier, for slet ikke at tale om sabotagehandlinger som dem i USA, hvor hovedparten af ofrene var uskyldige civile.

Vi er selvfølgelig afgjorte modstandere af dødspatruljer, ’schalburgtage’, provokatoriske bombninger og hele det udviklede arsenal, som reaktionens flok af terrorister – ofte uddannede, trænede og finansierede af USA og CIA – tager i anvendelse overalt i verden. Langt hovedparten af den terror, der findes i verden, udøves af højreorienterede, af reaktionære og fascister, og retter sig imod folkene, imod fagforeningsfolk, sanddru journalister, progressive og revolutionære. Langt hovedparten af terroren i USA rammer det lands fattige mennesker.

Vi kunne ikke drømme om at afsværge den centrale marxistiske idé at socialismen kun kan fødes af en revolution – en omvæltning med magt, hvor det herskende borgerskabs klassediktatur erstattes med arbejdernes, flertallets, klassemagt. For marxister har revolutionær vold imidlertid et begrænset virkefelt: det tages kun i anvendelse i forbindelse med og som en del af den revolutionære massekamp, af strejker, protester, aktioner og bevægelser af massekarakter, som omfatter og repræsenterer et befolkningsflertal. Isolerede jernbanesabotager under besættelsen ville ikke have haft noget perspektiv, hvis ikke den væbnede kamp var en del af en bred folkelig modstandskamp, af folkestrejker og folkelig modstand i talløse former. I en revolutionær situation vil omfanget af vold altid blive bestemt af reaktionen, af de kræfter, der slås for at opretholde den herskende udbytning og undertrykkelse af flertallet, og kun anvendes mod disse kræfter, og kun i det omfang, som er nødvendigt for at overvinde deres klyngen sig til en magt, som folket ikke længere accepterer.

Den fanatiske terrorisme, som selvmordsangrebene i USA er udtryk for, er (såfremt den er begået af islamiske fundamentalister, f.eks. med tilknytning til Osama bin Ladens netværk) et produkt af en hæslig sammensmeltning af CIA og højreorienteret religiøs ekstremisme. Kernen i hans gruppe blev udrustet og trænet af og i USA og andre steder i Vesten – og blev udstyret med avancerede våben for guerillakrigsførelse for at tilføje maksimal ødelæggelse på de sovjetiske besættelsesstyrker. Deres mål og metoder adskiller sig grundlæggende og principielt fra marxisters. For dem er USA ‘den store Satan’ – ligesom Osama bin Laden for fundamentalisten Bush er ‘ondskaben selv’. For reaktionen i USA og i Vesten, Danmark indbefattet, var de dengang ‘frihedskæmpere’, der forsvarede nationens uafhængighed og bekæmpede kommunisme og ‘kommunistisk aggression’. I dag er de terrorister, som skal slås ned i deres reder (som tilfældigvis er i det Afghanistan, de før førte befrielseskamp for, og i de ‘reder’, herunder omfattende systemer af huler og gange i bjergene, som USA hjalp dem med at anlægge.

Alt det for at sige, at definitionen af ‘terrorister’ og ‘frihedskæmpere’ har det med at skifte – efter hvad der passer i den herskende magts kram. For Ariel Sharon, der gav tilladelse til masseslagtningen af mere end 2000 palæstinensiske kvinder, børn og gamle i Sabra og Shatila er Yassir Arafat, PLO, PFLP og samtlige palæstinensiske organisationer terrorister og enhver palæstinensiske by og hus en terroristrede. For de tyrkiske fascister, generaler og ministre er kurderne et folk af terrorister, hvis landsbyer kan ødelægges og PKK en terrororganisation, der skal udraderes. I England hedder de IRA. I Spanien ETA – og på deres eget sprog hedder de modstandsfolk og frihedskæmpere.

Og tager vi EU’s terrordefinitioner helt bogstaveligt – og det bør man gøre, når der er tale om et juridisk dokument – vil så ikke unionsmodstandere, EU-modstandere og deres organisationer, bevægelser og partier kunne passes ind under terrordefinitionen? ‘Truer, underminerer og ødelægger’ EU-modstanden måske ikke selve Unionens politiske struktur(er)?. Mange unionsmodstandere er af den mening, at den i selve værket er et misfoster, som ikke burde eksistere – og foretrækker et Europa af selvstændige og uafhængige nationalstater. Og er en sådan politik ikke en trussel mod, hvad de herskende opfatter som unionens økonomiske interesser og sociale formationer?

APK betragter EU’s terrorlovgivning og den kommende danske ‘terrorpakke’ som et regulært attentat på de borgerlige rettigheder, en undergravning af ytringsfriheden og en del af fasciseringen, militariseringen og omdannelsen af EU til en imperialistisk supermagt, der igen vil tilkæmpe sig en dominerende plads i verden.

Vi opfordrer til at modsætte sig alle indskrænkninger af de borgerlige rettigheder. Så meget desto mere, fordi historien har vist, at de herskende ikke kan skelne mellem terrorisme og frihedskæmpere – og i sidste ende altid har taget terrorens og ikke frihedens parti.

Terrorisme og terrororganisationer skal bekæmpes – fordi den og disse ikke tjener til at fremme arbejderklassens kamp, men tværtimod giver de herskende påskud til at undertrykke denne kamp og fratage arbejderne og det store flertal vundne rettigheder. Den og de leverer imperialisterne og reaktionen påskud for krig og aggression, for statsterror af langt større omfang end de terroraktioner, der samlet begås eller kan begås af den såkaldte internationale terrorisme.

Afsløringen af disse organisationer og deres ideologi og politik, som giver reaktionen våben i hænde, er en del af kommunisternes almindelige ideologiske og politiske kamp. Pågribelse og afstraffelse af kriminelle terrorhandlinger er derimod en sag for politi og domstole, efter national og international ret – og ikke for internationale koalitioner af statsterrorister.

Se også:
Fælles terrorlovgivning undergraver de demokratiske rettigheder
Amerikansk-støttet terrorisme uden for USA

Netkommentar 21. september 2001