Den amerikansk-israelske krigsalliance

Nelson Mandela har været en af de få fremtrædende personligheder i verdenssamfundet, som har hævet en advarende røst mod ‘Americas New War’, som CNN kalder det:
– USA må undgå enhver handling, som vil være lige så upopulær som terroristernes’, erklærer han. Den amerikanske reaktion ‘må ikke tillade, at hadet mod de arabiske nationer og muslimerne nu opflammes og intensiveres’.
Mandela tilføjede, at både bagmændene og dem, der var med til at udføre aktionen mod Pentagon og WTC måtte ‘identificeres nøjagtigt og straffes hårdt’.

Denne besindige røst taler for døve øren. Det er nu en realitet, at USA, England og Israel har iværksat ‘det 21. århundredes første krig’, som George Bush kalder det. Og det står nu klart, at terrorkrigens første to angrebsmål bliver Afghanistan og Palæstina. For USA at knuse Taliban-regimet (som er dets gamle allierede) og knuse Osama bin Laden og hans styrker (som er skabt af USA og CIA). For Israel at knuse den palæstinensiske intifada, tilintetgøre det palæstinensiske selvstyre og forevige besættelsen. Det står også klart, at der bliver et tredie og et fjerde angrebsmål (Irak står højt på listen) – og at planerne også herfor er udarbejdet.

Med en hast, som vidner om, at ikke bare planerne for denne nye krig, men også de konkrete forberedelser allerede var langt fremme, da selvmordsflyene ramte symbolerne på den amerikanske verdensmagt, er USA og Israel gået i aktion.

I løbet af tre dage har præsident Bush fået etableret en ny international koalition til terrorkrigen – med fuld støtte fra NATO og med accept og støtte fra Rusland, som fører en langvarig, blodig og udsigtsløs krig i Tjetjenien mod ‘muslimske fundamentalister’ og har et gammelt regnskab at gøre op med Osama bin Laden og de afghanske krigere.
Han har fået bevilget 40 mia. dollars til krigen, indkaldt foreløbig 50.000 reservister og fået bemyndigelse til at indkalde op til en million med en kongresbeslutning i hånden, der giver ham fuldmagt til at føre en krig mod de lande, organisationer og enkeltpersoner, han måtte udpege som arnesteder for terror, og anvende de midler, han skønner nødvendige. (Ifølge BBC har der allerede været tale om at anvende taktiske atomvåben mod de dale i Afghanistan, hvor man mener, bin Laden har baser).

Stemmetallene i senatet for krigsfuldmagten var 98-0. Ingen stemte mod. Demokrater og republikanerne i ubrydelig fælles front. Den lyder sådan:
“Præsidenten bemyndiges til at anvende al nødvendig og passenda magt mod de nationer, organisationerm eller personer, som han fastslår planlagde, tillod, begik eller bistod de terrorangreb, som fandt sted den 11. september 2001, eller gav ly til sådanne organisationer eller personer, med henblik på at forhindre alle fremtidige internationale terrorhandlinger mod De Forenede Stater fra sådanne nationer, organisationer eller personer”.
En amerikansk kommentator bemærker:
‘Denne resolution, udskrevet som en blanko-check, er indløselig med enorme mængder af menneske-lig’. (Solomon, AlterNet)

Rundt om i verden vokser bekymringerne. Der breder sig en fornemmelse af, at Bush, Sharon og Co. udnytter den naturlige medfølelse med ofrene for begivenhederne den 11. september til deres egne formål. At terroren mod USA er blevet et påskud for at realisere omfattende krigsplaner, som verden ville have modsat sig beslutsomt uden terrorhandlingen.

Bushs første udenrigspolitiske signal som præsident umiddelbart efter hans indsættelse i februar var at lade amerikanske fly bombe Bagdad. Dengang skrev Kommunistisk Politik:
” En notorisk slagter ved magten i Israel. En håbefuld krigshøvding i Det hvide Hus. En demonstrativ alliance mellem krigshøvdingen og slagteren: den fremtidige kurs er trukket skarpt op.
Ingen af dem ønsker fred. Palæstina og Mellemøsten vil længe være et højspændingsområde.
USA sætter verdens dagsorden. Bush understreger fra sin første dag, at den baseres på supermagtens militære overlegenhed.”

(Se ‘Krigshøvdingen og slagteren’, KP 4,2001)

Ofrene for angrebene den 11. september opgøres nu til omkring 5000. Ofrene for USA’s og Israels ny krig vil blive mange gange større i uskyldige menneskeliv. Men ofrene er også internatonal ret og borgerrettighederne i USA og mange andre lande.
Den 11. september er en dato, der ændrer verdens gang. Men den amerikansk-israelske kurs lå klar længe før.

KP-Netkommentar 15. september 2001