Finanslov 2002: Billigere arbejdskraft ønskes!

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne

Den røde tråd i finanslovsforslaget for 2002 er regeringens bestræbelse på at skabe en drifts- og fremtidssikker og ikke mindst billig arbejdsstyrke, som kan indgå i den skærpede globale konkurrence mellem monopolerne. Her er regeringen helt i tråd med EU’s politik – og her er regering og opposition enige.

“Der er ikke råd til det hele. Glem det!” var finansministers Pia Gjellerup indledningskommentar, da forslaget til finanslov 2002 blev fremlagt.
Der blev dog råd til at sprænge de offentlige udgifter på et punkt: Næste års danske EU-formandsskab.
Omkring en halv milliard kroner vil regeringen afsætte på showet. Samme beløbsstørrelse, som regeringen forventer at indkassere fra den EU-modvillige befolkning gennem besparelser på de syge, de arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og integration af flygtninge/indvandrere.

Som ventet blev regeringens forslag til finanslov 2002 en direkte forsættelse af de forgående sorte finanslovsforringelser. En direkte forsættelse af den danske regerings gennemførelse af EUs budget- og arbejdsmarkedspolitik. Krydret med lidt valgflæsk, der skal betales af arbejderklassen ved kasse 1.
Forbedringer på ældre-, sygehus- og skoleområdet henvises til den indgåede rammeaftale mellem stat, amter og kommuner på 4 mia. kr.
Derved er der gjort klart, at staten ikke sikrer, at alle får samme retssikrede krav på offentlige ydelser. Hvorvidt pengene ender til gavn for borgerne eller i nye privatiseringsskandaler og i medicinkoncerners lommer er forsat udlagt til kommunerne.
Tiltag som udvidelsen af barselsorloven skal betales dyrt gennem kontante nedskæringer og nye dybe stramninger i arbejdsmarkedspolitikken. Omfordelingen fra de fattige til de rige rokkes der ikke ved.

Velfærd på frihjul

Regeringen kalder sit finanslovsforslag for “holdbar velfærd”.
Men på trods af årtiers nedskæringer på det sociale område, på ældre- og børneområdet, på skolerne og på trods af den skandaløse situation, der hersker i det tidligere så højt besungne Velfærdsdanmark, fastholder regeringen, at de offentlige udgiftsstigninger skal holdes nede på 1 %. En tredjedel af den nuværende inflation på 3 %.
Enhver lappe-forbedring, der skal forhandles i finansloven skal honoreres med en tilsvarende kontant nedskæring, er regeringens udspil. Den store omfordelingspulje, som finansloven på sine 400 milliarder er, hvor pengene flyder i en lnid strøm til erhvervslivet, militæret, embedsmandsvældet og EU-kasserne skal der ikke pilles ved.
Erhvervslivets og aktiegulddrengenes minimale bidrag i form af nul-skat og lovligt økonomisk bedrag skal der ikke pilles ved.
Det er ansvarlig, fremtidssikret og holdbar politik, fremhæver regeringen, der stolt fremviser et overskud i kassen, og afdrag på statsgælden: 49 mia. kr. til renteudgifter – til de “hårdt trængende” bankkoncerner. Alligevel forventes statsgælden at stige til 522.6 mia. kr. næste år.
Og det er ‘fremtidssikret’, fordi der skal være råd til det truede voksende antal ældre i fremtiden.
Her kan man blot minde om de ca. 150 mia. kr., der alene er indbetalt i Den Sociale Pensionsfond til brug for nuværende og fremtidige pensionister: penge som regeringen forsat nægter at udbetale.
Dertil kommer alle de andre pensionsfonde vi tvangsindbetaler til.
Truslen om den manglende velfærd kommer fra regeringen selv.

Ansvarlig for de riges velfærd

Regeringens udsultning af det offentlige sociale-, sundheds- og uddannelsessystem er vand på nyliberalismens privatiserings-felttog. En løsning der klart har vist sig både dyr og beskidt.
Med finansloven er der lagt op til både øget brugerbetaling og nye grønne afgifter på 1,2 mia. kr. for befolkningen.
Finanslovsforslaget er i mest af alt ansvarlig for forsat velfærd for erhvervslivet og de rige – og ansvarlig for en forsættelse af EUs økonomiske budgetpolitik.
Som det hører sig til, piver Dansk Arbejdsgiverforening over, at finanslovsforslag er for hårdt ved dem. Reelt har de dog kun kunnet svinge sig op til at klage over, at regeringen vil aftrappe den kompensation, staten siden ’87 har udbetalt for deres ATP-bidrag. Hvilket i år beløb sig til 585 mio. kr. Til gengæld vil regeringen have, at alle på overførelsesindkomster fremover skal betale ensartede høje ATP-bidrag, så ingen slipper billigere.

Hvis og hvis . . .

Regeringen egne økonomiske forudsætninger holder ikke:
Hvis den økonomiske verdenskrise går i selv igen lynhurtigt. Hvis udviklingen i USA vender i løbet af de kommende måneder. Hvis den økonomiske krise i Euroland standes og drejer helt udenom Danmark. Ja, så vil det gå godt med den økonomiske udvikling i Danmark.
Det er lidt mange hvis’er på en gang. Alligevel danner de grundlaget i regeringens kvartalsrapport for udviklingen i dansk økonomi, som den har sendt på gaden op til finanslovsforslaget. Man kunne fristes til at beskylde regeringen for at have nogenlunde samme syn på den økonomiske virkelighed som 5 døgns-vejrudsigterne: hvis ikke det bliver sol, så bliver det overskyet med skiftende regnbyger. For såvel de internationale og de nationale økonomiske barometre peger hverken på opbremsning af krise og stagnation eller snarlig udsigt til økonomisk opsving og fremgang. Tværtimod.
Det ved regeringen imidlertid godt. Og det ved dansk Industri, DI, der ugen før udsendte en økonomisk redegørelse helt på linie med regeringens. Ligesom LO-toppen, der også har udsendt sit kopi.
Kendsgerningerne forties imidlertid og omskrives, så de passer til den arbejderfjendske politik, der føres.
Derfor har regeringen da også taget to andre store “hvis’er” med i deres forudsætning for, at udviklingen i dansk økonomi skal gå godt:
Kun hvis der stilles langt mere billig og fleksibel arbejdskraft til rådighed for erhvervslivet vil det gå godt.
Kun hvis der forsat skæres hårdt på de offentlige udgifter, der kan komme befolkningen til gode vil det gå dansk økonomi godt.

Billigere arbejdskraft

Den virkelige plan (som regeringen og Venstre-blokken begge kører efter) er at få udgiften på arbejdskraften endnu længere ned. Og helst inden krisen for alvor slår igennem.
Derfor buldres der forsat løs med myten om den helt store kommende mangel på arbejdskraft.
Hvis erhvervslivet virkelig manglende arbejdskraft, hvorfor er der så flere hundrede tusinde arbejdsløse? Hvorfor er der så forsat katastrofal mangel på lære- og praktikpladser til de unge? Hvorfor fyres folk på 50 og opefter og kan ikke finde genansættelse? Det hænger ikke sammen.
Der er tre hovedelementer i planen om at gøre arbejdskraften billigere.

1. Udskift arbejdsstyrken

Arbejdsstyrken skal arbejde længere for en billigere pris. Det betyder dels at overenskomstforhold ændres, dels en væsentlig udskiftning af arbejdsstyrken.
En udvikling, der allerede er i fuld gang med individuel løn, ny løn og fleksibel arbejdstid. Den nye præstationsløn har i mange tilfælde betydet, at folk efter års arbejde bliver placeret under deres nuværende lønniveau og uden udsigt til stigninger. I mange sektorer, som f.eks. service, sker der en systematisk udskiftning af folk på normal overenskomster med yngre på individuelle langt ringere og billigere kontraktansættelser. Det offentlige lader tjenestemændene uddø og afløse af folk på ringere forhold. Arbejdspresset og tempoet sættes konstant i vejret.
Regeringen gør et stort nummer ud af truende lønstigninger. Så meget, at selv Dansk Industri må slå bremsen i og bede regeringen om at klappen hesten. Den påstående lønstigning på 4,9 % kan af gode grunde hverken ses på lønkontoen eller i pungen. Det er et teknisk tal, der dækker over beregninger af tidligere pensionsbidragsstigninger, børnefridage, lokale lønforhandlinger måneder tilbage.

2. Udvidelse af det 3. arbejdsmarked

Stigning i arbejdsstyrken er i høj grad sket i takt med indførelsen af det 3. arbejdsmarked. De store angreb på de arbejdsløses rettigheder og vilkår, angrebet på efterlønnen, indførelsen af tvangsaktivering på kontanthjælp og understøttelse, halvering af satserne for alle unge under 25 år, angrebene på retten til førtidspension, sygedagpenge og revalidering – alle disse skridt har betydet, at der er 125.000 færre på overførelsesindkomst end i 1994.
Ingen vil vel påstå, at der i den periode er kommet 125.000 flere arbejdspladser på normale arbejds- og lønvilkår. Eller at arbejdsmiljøet er blevet så markant forbedret at nedslidningen og udstødningen er faldet drastisk.
Alene antallet af fleksjob er vokset med 375% siden 1996. Det ventes forsat at stige. I regeringens økonomisk udviklingsplan er det indlagt som økonomisk forudsætning, at fleksjob ikke sker på nedsat arbejdstid!
Samtidig bidrager alene afviklingen af overgangsydelsen automatisk med 25.000 personer til arbejdsstyrken, ifølge regeringens egne beregninger.
De kommende forhandlinger om arbejdsmarkedsreform og finanslov lægger op til yderligere effektivisering og fleksibilisering af tvangsarbejde og aktivering gennem forskellige former for privatisering af dette felt. Nye angreb på efterlønnen, på retten til dagpenge og retten til reel uddannelse for de arbejdsløse er på vej.

3. Staten sparer ½ mia. kr. på syge og arbejdsløse

Det tredje hovedelement i at gøre arbejdskraften billigere er den forsatte nedskæring af statens udgifter til arbejdsløse, nedslidte, arbejdsskade og andre skader som arbejdsgiverne omkostningsfrit pådrager arbejdskraften. Et krav som finanslovforslag 2002 må siges at leve op til.
I finanslovens budgetoversigt er lagt op til at spare over en halv milliard på det såkaldte rummelige arbejdsmarked. Dvs. spare 140 mio. kr. på de langtidssyge, 120 mio. kr. på de korttidssyge, 150 mio. kr. på arbejdsløse i a-kasse, 100 mio. kr. på kontanthjælpsmodtagere og 11 mio. kr. på integration af flygtninge/ indvandrere.

Arbejderne betaler, de arbejdsløse betaler – for at monopolerne kan få en tæmmet og udbytningsvillig arbejdsstyrke.

Se også:
Danmark på vej mod recession

Den globale arbejdsløshed eksploderer

Kommunistisk Politik 18, 2001