Kunstner af verden


Evelyn Mittmann: Født i DDR i 1964. 1971-74 Kunstakademi, Dresden.
1974-78 Kunstakademi, Berlin. Maleri og grafik.
Separatudstillinger bl.a. i Berlin, Dresden, Osaka og København.
Gruppeudstillinger siden 1972, bl.a. i Karl Marx Stadt, Moskva, Dresden, Rostock og forskellige steder i Danmark.
Har udstillet på Kunstnernes Efterårsudstilling på Den Frie.
Repræsenteret med værker i 22 lande.
Litteratur: Weilbachs Kunstnerleksikon.

Se København i silhuet

Samtale med Evelyn Mittmann

Fabriksskorstene og byens blinkende natsilhuetter, kanalerne, kystlinjen, parkerne – maleren Evelyn Mittmann har taget København til sig. Hun er født, opvokset og uddannet i DDR, men har i en årrække boet i Danmark. Og har her gjort hele verden til motiv.
Kommunistisk Politik har talt med hende.Der er et umiskendeligt lys i Evelyn Mittmanns akvareller, pasteller og oliemalerier, en indtagende lethed, som det har taget år at erobre: En maler i dagslys, med åbne øjne og altid med skitseblokken ved hånden. Sådan har hun taget København til sig: dens tårne, bygninger, kanaler, dens fabrikker og skorstene, dens arbejdende mennesker. Men så er der jo også byen svøbt i natmørke, med skinnende vinduer og forsvindende silhuetter, set højt oppefra (som var det fra hendes barndoms tyske bjerge) – også den natsorte by er et motiv, som må fastholdes, og som hun har indfanget i en stribe slående originale oliemalerier (som vi af tekniske grunde ikke tør gengive i bladet).
Evelyn går ikke af vejen for malertekniske udfordringer, solidt plantet som hun er i den kunstneriske realismes tradition, med en personlig oplevelse af en verden vidunderlig fuld af farver, lys og skygge – af ting, menneskeskabte eller natur, og af mennesker og deres liv.

Hvad er det som fascinerer hende ved København?

EM: – Det er en smuk by, med dens bygninger, tårne, skorstenene, der bryder de vandrette linjer, og en by hvor der arbejdes. En af Nordeuropas smukkeste, synes jeg, og interessant for en maler at gå ud i. Og man skal ud og se byen – se verden. Det undrer mig, at så mange malere forbliver i atelieret, når de bare kan bevæge sig ud. Til broerne og kanalerne – eller til livet i Fælledparken 1. maj.
– Jeg holder af udsyn. Jeg kan lide at se ud på byen fra 7. etage i et højhus, hvor den breder sig horisonten rundt. Højhuse betyder noget – skyskraberne i New York, det er også noget. Jeg voksede op i en landsby i nærheden af Karl Marx-Stadt. Og højhusene minder mig om min barndoms Erzgebirge – op på en bjergtop, og se langt! Der er vidder i Norden og i København. Og i København er der også havet. Altid er vandet der, lige i nærheden.

Klik
– Alle facetter og vinkler på en storby som København interesserer mig som maler. Jeg burde gå mere på værtshus – og tegne folk dér. Og så er der stemningerne – byen om natten. Da der var måneformørkelse, stod jeg tidligt op, frygteligt tidligt, for at få den. Der er hele tiden noget at opdage – og jeg maler næsten hver dag, i al fald de seks ud af ugens syv. Og på alle tidspunkter af dagen – og døgnet.

For Evelyn Mittmann er hele verden blevet en arbejdsplads. Hun rejser meget – og tegner og maler sig frem: Italien, Island, Norge, Athen, Kreta, Det Døde Hav, USA – det er blot nogle af de steder, hun har været og bragt med sig tilbage. Og så er der selvfølgelig en stor produktion fra Berlin og DDR.
På den seneste udstilling i Køge i sommer var der en hel samling akvareller fra Japan, hvor hun udstiller fast på et galleri i Osaka: blomster, bygninger, Atomdomen i Hiroshima.
Der er i hendes akvareller en enkelhed, som japanerne værdsætter.

EM: – Det er en helt anderledes kultur. Jeg arbejder meget, danskerne arbejder meget – men japanerne slår alt. Lyset er helt anderledes end det nordiske, helt anderledes end det sydeuropæiske. Og så er der et frygteligt lysglimt, som præger japanerne endnu. Jeg besøgte fredsmuseet i Hiroshima – ’min’ galleriejer var 10 år, da bomben faldt, og i Hiroshima. Denne ødelæggelse af hundredtusinder af liv på et sekund kan aldrig glemmes . . .
– Man bliver ikke dummere af at rejse! tilføjer Evelyn
– Island holder jeg meget af. Der er arkitektur i jordens form: gletschere og lava – man oplever jordens form direkte. Og farverne: der er alle mosserne, og gletscherne, som funkler i blåt, turkis og sort.
Hvordan hun kom til Danmark? Hun forelskede sig i den danske maler Jørgen Buch, som hun har to børn med. De første år boede de i Berlin, siden i København.

EM: – Min malemåde og opfattelse af maleriet har selvfølgelig udviklet sig med tiden, jeg er åben over for indtryk. Den er blevet lysere, mere legende, måske også enklere. I DDR var mit maleri mere mørkt – og det var ikke fordi DDR var mørk og trist, som man prøver at bilde folk ind. Det lå mere i den tradition, jeg blev uddannet i. Med tiden er jeg blevet mere fri, mere ekspressiv, leger med former, afprøver flere udtryksformer – prikker, korte streger f.eks. Tidligere arbejdede jeg mere bundet.
Man kan lave meget ud af tre farver, af grundfarverne. Gul, rød og blå. Man kan blande alt.
– Maleruddannelsen i DDR var god. Den har sat mig i stand til at arbejde som kunstner hvor som helst i verden. Og den var gratis. Studenterløn og ingen lån. Og billig bolig. Bestemt ikke dystre forhold, eller et gråt liv.
– Og så har jeg også lært meget af at undervise, bl.a. på AOF. Man bliver nødt til at formulere sig præcist, for at formidle viden, gøre det klart, hvad det egentlig er, man gør.

Jeg spørger Evelyn, hvad hun mener om ’socialistisk realisme’?

– Jeg bryder mig ikke om standardklicheer om ’ismer’ – heller ikke om ’socialistisk realisme’. Det var et idiotisk begreb. Og her opfattes det som identisk med propagandakunst.
Udstillingerne i DDR var meget mere varierede og sammensatte end nogen udstilling, man ser i Danmark, Charlottenborg indbefattet.
– Det man viser i Danmark er for ensrettet og forfladiget. Jeg forstår godt, at folk bliver forskrækkede, når de hører man er kunstner: Nå, hvad laver du så?
Der er ikke meget at råbe hurra for i det danske kunstliv, efter min mening . . .

Selvfølgelig skal jeg spørge om, hvordan det er at komme fra DDR til Danmark?

– Der er ingen grund til den store selvtilfredshed. For mit eget vedkommende har jeg lært meget mere i Dresden og Berlin end her – og jeg skylder ikke Danmark noget. De kan være glade for at have mig!
– Jeg bryder mig ikke om den nedladende holdning, nogle har til, at man kommer fra DDR. Min far var elektriker – og jeg tog ikke skade af bananmangel!
Jeg havde en fri opvækst. Mine forældre behøvede ikke være bange for, at jeg blev kørt over eller overfaldet. Vi fik god mad i skolen. Der var ikke den altfortærende konkurrence mellem mennesker og om ting. Alle havde arbejde, alle havde mad. Vi savnede rejsefrihed. Det var hovedproblemet.
– Her skal man tjene penge. Og helst være god til det. Min DDR-opvækst og uddannelse har i al fald gjort mig i stand til at klare mig overalt.

Siger Evelyn Mittmann. Kunstner af verden.

Klaus Riis

KP17, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne