Privatisering – Danmark og internationalt

Af Kaj Rudi Rasmussen

Når man hører diskussioner og omtale af privatiseringsproblematikken i Danmark kunne man få det indtryk, at der her er tale om et rent dansk og et Europæisk Unions fænomen.
Ved et nærmere kik på privatiseringsfænomenet viser det sig, at privatisering og udlicitering ikke blot er et dansk eller europæisk, men er tiltag der tages overalt på kloden. I de sidste 15 år har der været afholdt regionale og internationale konferencer og alskens slags møder om mulighederne og midlerne for privatisering, altid under liberaliseringens banner. F. eks. i Australien, det tidligere Sovjet, Sydamerika, USA, Kina og EU er der holdt disse møder med deltagelse af højtstående repræsentanter for regeringer, erhvervsliv og undertiden repræsentanter for fagbevægelserne, hvor netop privatisering i forskellige afskygninger har været på dagsordenen, ofte som det eneste punkt. Privatisering og udlicitering af offentlig ejendom er bl.a. hovedkravene, som Verdensbanken, udviklingsbankerne og IMF stiller til de forskellige regering for at yde lån.

Nye områder for profit
Lenin konstaterede at verden allerede på hans tid var opdelt mellem monopolgrupperne. Siden da er den blevet nyopdelt på kryds og tværs med de stærke magters og monopolere økonomiske midler – og, når disse ikke har slået til, gennem deres militær magt og krige.
Da kapitalismen var ung havde den mange steder brug for staten til at investere i infrastruktur, f. eks. de bekostelige jernbanenet eller elektrificeringen af landene samt visse for samfundet nødvendige serviceydelser, i Danmark posten og andet. Til dels havde kapitalisterne ikke de nødvendige formuer, til dels var områderne på daværende tidspunkt ikke rentable nok. Men gennem de sidste mere end hundrede år har meget af dette ændret sig omfattende.
Monopolerne kræver stadig større profitter og kan ikke få deres hunger tilfredsstillet gennem de gamle ’traditionelle’ metoder med at nyopdele verden og finde nye markeder og produkter, og søger derfor konstant efter nye områder hvor der kan skabes profit. De sidste tyve år har monopolerne derfor overalt på kloden kastet sig over de områder der før var forbeholdt staterne at administrere og som til dels var friholdt fra den almindelige monopolistiske konkurrence.

De internationale monopolers projekt
Men alt dette er ved at være fortid. Privatiseringen og udliciteringen, som vi her i Danmark kender den og som verdens folk også er udsat for i disse år, er de internationale monopolers projekt.
I dette perspektiv må vi se Den Europæiske Unions lovgivning og praktiske tiltag for at fremme hele privatiseringssagen. For at kunne konkurrere på det internationale marked er de europæiske monopoler naturligvis også nødt til at sikre sig maksimale profitter. Udover de direkte og kortsigtede profitter der kan opnås ved privatiseringer som vi så det ved salget at Combus eller ved A.P Møllers råden over den danske olie er privatiseringen i Danmark tillige et led i afmonteringen af ’velfærdsstaten’, som vi traditionelt kendte den, ligesom man gennem privatiserings- og udliciteringsbølgen har som mål at stække fagbevægelsens kampkraft og undergrave arbejderklassens rettigheder på et bredt plan.
Ideerne angående de private virksomheders sociale ansvar, som der har været så megen tale om, opfattede de fleste for nogle år siden på den måde at de store virksomheder skulle forpligte sig til at oprette dagsinstitutioner i tilknytning til arbejdspladserne, så medarbejderne lettedes på deres fleksible arbejdsplads og derved blev mere stabile osv. Men i den virkelige verden dækker talen om det sociale ansvar over at koncernerne skal have fri adgang til at overtage offentlige opgaver og institutioner hvor de selv finder at det kan være profitabelt på kort eller længere sigt. Vi har jo allerede set at så vigtige samfundsmæssige områder som eksempelvis børnepasning, sygepleje, tvangsaktivering og arbejdsformidling er givet i monopolernes vold på bekostning af flertallet af menneskenes velbefindende.

Hvor går grænsen for privatiseringer i Danmark?
Hvilke grænser er der da for hvilke samfundsvigtig områder de kapitalistiske koncerner kan overtage med den danske regerings og stats velsignelse? Ja, generelt kan der vel siges, at grænsen går der hvor der ikke generelt kan skabes gennemsnitlig profit eller der hvor der ikke umiddelbart kan skabes store formuer på samfundets bekostning, som vi f. eks. så det med salget af ComBus. Efter at små selvstændige vognmænd, kommunerne, amterne og staten igennem næsten et århundrede havde opbygget et landsomfattende næt af busforbindelser, bliver alt dette gratis overgivet til et multinationalt selskab. Men her er allerede godsdelen blevet privatiseret. Vil vi i de kommende år se at også DSBs øvrige dele vil blive overgivet til nogle monopolkoncerner? Det er velkendt at der foreligger planer for at post Danmark om få år vil blive overgivet i koncernernes vold. Men hvad med energiforsyningen, bliver den ligeledes om føje år underlagt det såkaldte private initiativ, så vi vil opleve situationer som u USA, hvor elforsyningen simpelthen bryder sammen i millionbyer, fordi de multinationale, der ejer elværkerne, ikke kan finde det profitabelt at tilgodese tilstrækkelig elproduktion til tider med spidsbelastning? Og hvad med drikkevandet i Danmark. Hvornår vil det blive underlagt det private initiativ, som vi ser at det er på vej på hele kontinenter som Afrika? Er der da ingen grænser for, hvad der i de kommende tiår vil blive underlagt de kapitalistiske koncerner? Generelt set er svaret nok nej.
Der er nok desværre ingen grænser.
Eller kun dem, der sættes af arbejdernes og flertallets modstand.

KP16, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne