G-8 uden løsninger

G-8 repræsenterer ikke blot de syv rigeste lande samt Rusland. Den europæiske Union er også med. Topmødet i Genua var det 27. for det såkaldte G6 og G7, bestående af USA, Canada, Japan, UK, Tyskland, Frankrig og Italien. Denne kreds er for længst blevet udvidet med EU, der repræsenteredes af kommissionsformand Prodi – og af Rusland.
Beslutninger og erklæringer fra G8-mødet er derfor også bindende for EU-landene, deriblandt Danmark – og ansvaret for dem falder også tilbage på regeringer i de lande, der ikke er med.
Hvordan end det er skruet sammen: G8 er de rige landes klub mod det store flertal af verdens folk og lande. Og det er en klub, der samledes i en situation, hvor den økonomiske verdenskrise, der brød ud i slutningen af 1997 forstærkes og er brudt igennem i den rige verden: Japan er i dyb recession, i USA udvikler den sig og i EU er den på trapperne. I den situation findes der ikke en fælles plan for overvindelse af krisen – tværtimod søger hvert land (eller blok) sine egne udveje på de andres og folkenes bekostning.

Begge dele fremgår af den økonomiske udtalelse fra topmødet, som er blottet for kraftige initiativer. Den undlader tilmed at se den økonomiske verdenskrise i øjnene, når den siger:
‘Vi, stats- og regeringslederne fra G7-landene og repræsentanterne for Den europæiske Union, mødtes i dag i Genua for at behandle de nuværende udfordringer i de makroøkonomiske tendenser i verden og styrke bestræbelserne for at fremme vækst og stabilitet og forbedre det internationale finanssystems effektivitet.
Mens den globale økonomi er blevet langsommere end ventet i det seneste år, lægger en sund økonomisk politik og sunde grundtræk en solid basis for stærkere vækst. Vi vil stadig være på vagt og fremsynede ved om nødvendigt at gennemføre skridt, der kan sikre at vore økonomier bevæger sig mod et mere holdbart vækstmønster i overensstemmelse med deres potentiale. Vi forpligter os til at følge en politik, som vil bidrage til den globale vækst ved at fremme en stærk produktivitetsvækst i et sundt makroøkonomisk miljø gennem strukturreformer, fri handel og styrket økonomisk samarbejde’.

Og dermed en ny lovsang til fortsættelsen af den neoliberale politik og dens ødelæggende konsekvenser, som arbejderne, folkene og ungdommen over hele verden har rejst sig imod.
Helt initiativløst var topmødet nu ikke: det annoncerer en ‘ny handelsrunde’, skridt til at øge det internationale finanssystems stabilitet og en særlig plan for at ’sikre at de fattigste lande ikke sakker agterud’.
Det mest konkrete skridt er gennemførelsen af en ny global handelsrunde på WTOs fjerde ministerkonference i Doha, Qatar i november i år: ‘At åbne markederne globalt og styrke WTO som kernen i det multilaterale handelssystem er … et økonomisk imperativ’, hedder det. Satsningen på WTO betyder Kinas inddragelse og en fortsættelse af forhandlingerne om Ruslands optagelse.
Med hensyn til ulandenes gæld og udvikling fortsatte topmødet den fastlagte vej gennem styrkelse af IMF og de regionale udviklingsbanker, hvis lånebetingelser ledsages af krav om asociale budgetter på folkenes bekostning, og som har været mål for store protester i de forskellige verdensdele.
G8-topmødets recept for fremgang og overvindelse af fattigdommen har været afprøvet, uden held – men har tværtimod ført til øget elendighed.
Nu ordineres mere af den samme medicin!

Demonstrationerne og protesterne i Genua viste, at det ikke blot er berettiget at tale om en verdensøkonomisk krise, men om en krise for selve den såkaldte globaliseringsproces. Folkene tror ikke længere på den nyliberale patentmedicin, på kapitalismens og imperialismens ‘velsignelser’ – og slet ikke på løfterne fra toppolitikerne – monopolernes og de multinationales marionetter.
Derfor har de med stadig mere drakoniske midler måtte beskytte sig mod deres egne og verdens folk, i luksuriøse befæstede pindsvinestillinger, betjent af et fascistoidt politi. Derfor er der brugt skydevåben ved de seneste topmøder. Derfor dræbes globaliseringsmodstandere.
Men globaliseringens politiske krise er også en krise for selve det system, som bærer den: imperialismen og kapitalismen.

KP 16, 2001