Stop den sociale klassevold

Af Dorte Grenaa
formand for Arbejderpartiet Kommunisterne APK

Kommunalpolitikere har indledt en storstilet jagt – ikke på at løse de sociale problemer – men på de socialt dårligst stillede. Mens folk med de store indkomster kan forsætte deres skattefiduser i ro og mag – så bruges der skattekroner som aldrig før på at jagte og mistænkeliggøre de, der har det småt. Private inkassofirmaer hyres på kommunens regning for at inddrive manglende indbetalt børnebidrag fra kontanthjælpsmodtagere, mens skatteforvaltninger slet ikke tør røre ved direktørernes smarte og dyre advokatdrenge. Det er ellers dér, der ville være penge til de slukne kommunekasser. Og det er dér, de virkelige asociale nassere findes. Dem der ikke tøver med at berige sig på andres – på flertallets – bekostning.

I stedet driver de kommunale myndigheder klapjagt på de underste. Man kalder det oven i købet aktiv socialpolitik. Folk opfordres til at angive deres naboer til de kommunale myndigheder. Kommunalbestyrelserne har tiltaget sig en enerådig magt. Hvor de alene på anonyme tips om mistanke om socialt bedrageri tilsidesætter almindelig retssikkerhed for en bestemt gruppe af kommunens borgere. Alene på anonyme tips om mistanke iværksættes overvågning og undersøgelse af folks privatliv. Uden at de får det at vide. Uden at får lejlighed til at forsvare sig: du er skyldig indtil det modsatte er bevist.

Kommunalt ansat personale i f. eks. daginstitutioner bliver instrueret i, hvad kommunen anser for ‘mistænkelig adfærd’. Det pålægges pligt til at indberette forældre og klienter til myndighedernes standret. Denne form for ’socialpolitik’ er rent stikkeri og angiveri. Den spreder mistænkeliggørelse og utryghed. Det vækker uhyggelige minder om de sorteste perioder i historien.
Det er social klassevold.

Når det gælder landets efterhånden gennemhullede sociale love, mener kommunalbestyrelserne sig hævet over disse. De fastlægger selv gennem hemmelige interne cirkulærer og direktiver, hvilke sociale rettigheder, der gælder for borgerne. Når den aftalte sum penge er opbrugt, smækkes kassen i, uanset om de sociale krav og rettigheder er opfyldt.

Det er social klassevold at nægte en bestemt gruppe retten til en anstændig eksistens.
Når pensionister nægtes bare et minimum af hjemmehjælp, selv efter den kommunale praksis ad rettens vej er kendt ulovlig, så forsætter kommunalpolitikerne denne kyniske politik. De skandaløse forhold på plejehjemmene – det er social klassevold. De rige kunne aldrig finde på at sætte deres ben der. Når sociale ghettoer systematisk får lov at udvikle sig . . . når der ikke bygges nyt socialt boligbyggeri, men kommunale lejligheder sælges til private . . . når der spekuleres i bolignød – så er det social klassevold.

Som arbejdsgiver tøver kommunen ikke med at sælge de ufaglærte – som rengøringsfolkene – til arbejdsløshed og horrible arbejdsforhold i den hellige privatiserings navn. Eller med at indføre ekstreme kontrolordninger overfor grupper som hjemmehjælpere. Klasseholdningen er klar nok. På det seneste har kommunerne i sin dobbeltrolle som arbejdsgiver og social myndighed fået en ekstra givtig forretning – de sælger tvangsaktivere på skruebrækkervilkår. Det er slavearbejde og social klassevold.
Intet under at man priser arbejdsgivernes sociale ansvar som vejen frem – det kender kommunerne særdeles godt.

I år har kommunerne fået lidt ekstra penge af regeringen til de kommunale budgetforhandlinger. Når det er valgår skal der pyntes lidt på de forgangne års misgerninger og nedskæringer. Men det hjælper lige så lidt som en skrædder i helvede, når det er den samme asociale politik, der fortsættes.
Kommunalpolitikerne klager over, at der findes ‘for mange’ ældre, børn, indvandrere, folk på overførelsesindkomster.
Det er ‘for dyrt’, siger de. For hvem? spørger alle vi, der er for mange af.

En social politik til gavn for flertallet, for arbejderklassen og for de underste. Det er hvad der er brug for.

KP 15, 2001