Genua og globaliseringens krise

Kommentar af Walden Bello

Navnet Genua er forbundet med den europæiske kapitalismes opståen for mere end seks århundreder siden. I dag kan Genua også blive til symbol på krisen for den globalisering, som de store multinationale koncerner driver på med. Belejringen, som nu organiseres af tusinder af demonstranter, antager symbolsk værdi. Sammenstødet mellem G8 og de demonstrerende finder sted på et tidspunkt, hvor sammenholdet mellem de store selv er stillet på prøve. Multilaterialismen skal være den kit, som binder de store sammen. Men under George W. Bush’ administration er USA – den første blandt ligemænd i denne struktur – slået ind på en ensporet vej, der med hensyn til spørgsmålet om klimabeskyttelse, det atomare missilforsvar og forsoningen mellem de to koreanske stater, står i modsætning til de øvrige lande i denne forsamling.

G8s ry er særdeles dårligt i den såkaldt mindre udviklede verden – herfra er topmøderne blevet betragtet med stor mistro. I de seneste år har topmødetræffene under Tony Blairs og William Clintons ledelse forsøgt at tillægge sig et mere liberalt og åbent image; det tidligere socialistiske Rusland blev optaget i kredsen og landene i den tredje verden blev lovet en sænkelse af deres gældsbyrde. Der var også tale om en ny ‘international finansarkitektur’, som skulle regulere de destabiliserende globale kapitalstrømme.

Disse initiativer har indtil videre frembragt meget lidt med hensyn til konkrete forholdsregler. Det reforminitiativ fra G8, der skulle betyde en delvis eftergivelse af de 41 mest forgældede landes udenrigsgæld, har ikke kunnet sænke rentegælden mere end tre procent i løbet af de sidste fem år.

G8 skulle også have været drivkraften i en reform af de multilaterale institutioners beslutningsstrukturer. I stedet for det har WTOs generaldirektør Mike Moore viftet debatten om en demokratisering af verdenshandelen af bordet med en erklæring om, at den lidet gennemskuelige ‘konsensusprocedure’, som i 1999 førte til opstanden i Seattle, ikke ’står til forhandling’.

G8-topmøderne blev oprindeligt organiseret for at koordinere de rige landes makroøkonomiske politik, for at undgå de to største onder – inflation og stagnation. I de forløbne år har det vist sig, at anstrengelserne for at afstemme skattepolitik og monetær politik har bragt ringe frugt. Grunden til at den økonomiske vækst bliver stadig langsommere trods koordinationsbestræbelserne er, at de manglende strukturelle balancer i verdensøkonomien har hobet sig endnu mere op.

Investeringerne blev bundet til spekulation. Derved blev industriens produktivitetsforskelle for en stund mildnet. Således udviklede sig i 90erne i USA Wall Street-Silicon Valley-komplekset, som har domineret den amerikanske industris og verdensøkonomiens udvikling.

I slutningen af 90erne fik loven om sværindustrien atter overtaget over den spekulative sektor. På Wall Street tilintetgjordes formuer for 4,6 billioner dollars – det svarer til halvdelen af USA’s bruttoindlandsprodukt, som det amerikanske økonomiske tidsskrift Business Week bemærker.

Overvindelsen af verdensøkonomiens strukturkrise ville være en stor og fuldt tilstrækkelig udfordring for G8. Men hvad der gør konjunkturerne så bekymrende set fra Nord-elitens standpunkt er den kendsgerning, at denne strukturkrise forbinder sig med en legitimitetskrise for den globale kapitalisme, som taber sin indre sammenhæng.

I de sidste par år er vreden over fattigdommen i verden vokset, og den kommer til udtryk i en protestbølge, der ser ud til at tage til i omfang fra demonstration til demonstration. Seattle, Washington, Chiang Mai, Melbourne, Prag, Davos, Porto Alegre, Quebec, Gøteborg – i alle disse byer er det kommet til heftige sammenstød, som beviser, at ‘de mod globaliseringen rettede kræfter er inde i et opsving’, som den betydelige økonomiske videnskabsmand og forsvarer af globaliseringen C. Fred Bergsten har bemærket.

Genua er anti-globaliserings-ekspressens næste holdeplads. Det er muligt, at denne by bliver til det mest eklatante bevis på den ‘mangel på konsensus’, som ryster det globale kapitalistiske system.

Walden Bello er professor i sociologi og offentlig forvaltning og direktør for Instituttet Focus on the Global South med hovedsæde i Bangkok.

Netavisen 20. juli 2001