Du får steg i himlen, kammerat

Det er mere end 10 år siden, at jerntæppet mellem Øst og Vest brød sammen. Stor var begejstringen. Æraen med rivaliseringen mellem de to supermagter var forbi. Ifølge Vesten kunne ikke kun Eks-sovjetunionen med alle dets vasalstater – men tillige alle verdens folkeslag – se frem til demokrati, menneskerettigheder, fred og velstand. Det skortede ikke på løfter.
10-året for murens fald er blevet forsøgt fejret, men uden den store folkelige begejstring. Begejstringen og ekstasen, som scenerne fra murens fald afspejlede, var ikke at genkende. Jubilæet var præget af de herskendes begejstring over at have genvundet herredømmet over Østeuropa med vej til de russiske sletter. Det var borgerskabet i EU og USA, der spillede på bordet.

Nu udgjorde Sovjetunionen, Warszawapagten og Comecon ikke et alternativ til kapitalismen. De udtrykte såmænd blot en rivalisering mellem to kapitalistiske superstater med hver deres underdogs. Fjerner man TVs sorte skærmbriller og ser virkeligheden i øjnene, finder man, at Verden nok har forandret sig; men ikke til arbejderklassens og folkenes fordel. Fronterne har skiftet karakter. Nye imperialistmagter og -blokke er skudt i vejret. EU, Kina, Japan og Rusland prøver – i indbyrdes konkurrence – at erobre førertrøjen fra USA. Der krydses klinger på de diplomatiske fronter. Der udkæmpes handelskrige på tværs af Atlanten og Stillehavet. Der indgås taktiske og strategiske alliancer i forsøget på at vinde det bedst mulige globale rodfæste, inden de konkrete magt udøvelser med våbenanvendelse tages i brug.

Landene udenfor de industrialiserede magtblokke bliver med vold underlagt og fordelt.
Det serbiske folk har smagt NATOs bomber. Det palæstinensiske folk må med EU, USA og Verdenssamfundets FN som banedommere igen opleve at blive udhængt som voldsmænd, fordi de kaster sten efter soldater med automatrifler eller missilbærende fly.
Den arabiske verden er med Irak, Tunesien og Iran i front konstant udsat for trusler. Det gælder igen “hensynet og forpligtelsen” fra Vesten til at sikre dem demokrati og menneskerettigheder.
“Slyngelstaterne”, der hører til mindste, skal heller ikke føle sig for sikre. Nordkorea, Cuba m.fl. benyttes, som dække for et ualmindeligt beskidt rumkapløb.

Der er ikke noget at fejre. Den lovede velstand forbliver ude af syne. Tværtom viser det sig at den globale kapital – de internationale monopoler – har rundet toppen af gevinster ved de markeder de fik ved murens fald. De er på drastisk nedkørsel, og vi har ikke set afgrunden. endnu. Men reelt har USA’s, EU’s, Japans, Ruslands og hele Sydasiens økonomi har i en årrække befundet sig i en nedkørsel. På et ½ år har USA’s Centralbank nedskrevet renten 6 gange, hvilket er en halvering. Japans rente er 0%. EU følger med i et lidt lavere gear.

Arbejderklassen og folkene Verden over har fået nok. De stadige løfter bliver mere og mere klart for stadig flere: Du får steg i himlen kammerat. Derfor tager protesterne også til i omfang. Med protesterne følger modstand og konkret kamp. I flere sydamerikanske lande eksisterer der en regulær objektiv revolutionær situation. I Frankrig gør arbejderklassen i sin bredde op med massefyringer og fabrikslukninger, hvilket i øvrigt i mange tilfælde lægger lokalområder (d)øde. I Canada strejker sygeplejersker mod en lov, der forbyder sundhedsarbejdere at strejke. Australien ser i disse uger de største arbejdskampe i årtier. Og talløse steder strejkes og demonstreres mod IMF og Verdensbankens diktat.

Vi er på vej til en ny æra. Klassekampsopsvingets tid. De hidtidige protester og kampe er kun forløbere til flere og mere radikale. Modstanden mod den herskende globale (u)orden – bestemt af de internationale monopoler og deres politiske lejesvende – er tiltagende, og vil radikalisere kampens omfang og metoder.
IMF står for skud. Arbejderklassens og folkenes styrke vil rejse sig fra de nuværende bølger til en stormflod. IMF og alle deres bagvedstående profitselskaber vil blive draget til ansvar.
Den danske arbejderklasse er ikke gået ramt forbi. Massefyringer og fabrikslukninger er fulgt i kølvandet på fusioner og kapitalflugt til lavtlønsområder i Østeuropa og Sydøstasien. De globale kampe vil også give den danske arbejderklasse inspiration.
Der er økonomisk nedtur – der er opsving for klassekampen.

Faglig Kommentar
KP14, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne