Israel: Zionismen – en forhindring for enhver retfærdig løsning

Kommentar af PCOF, Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti

Omfanget af den israelske undertrykkelse fremhæver nødvendigheden at udvikle den bredest mulige solidaritet med det palæstinensiske folk og dets krav, som ligger til grund for den mobilisering vi deltager i.
To spørgsmål dukker op igen og igen i den debat dette mobiliseringsarbjde medfører. På den ene side hvilke mål på mellemlangt og langt sigt har det israelske bourgeoisi, som har betroet Sharon landets ledelse. På den anden side hvorfor er den dominerende tendens hos en lang række franske organisationer, heriblandt dem, der deltager i den aktuelle moblisering, at placere sig først og fremmest over for Israel?

Hvad vil Sharon i virkeligheden?
Vi har henvist til et interview med Sharon i den israelske avis Ha’aretz, hvor denne beskrev under hvilke vilkår en eventuel palæstinensisk stat kunne dannes, og hvor han, specielt, bekræftede sin fundamentalt zionistiske opfattelse af den israelske stat. Den militære eskalering over for palæstinenserne og den systematiske og gentagne indtrængen af den israelske hær bag selvstyreområdernes grænser giver indtryk af en flugt fremad i denne kurs, med risiko for at trække regionen ud i endnu en krig.
Det ser faktisk ud til at for Sharon – Intifada eller ej – er det basale spørgsmål fastholdelsen af den israelske stats zionistiske basis, som blev ligeså rystet af det perspektiv, som dannelsen af en palæstinensisk stat rejste, som af udviklingen af det israelske samfund selv.

Den tid synes fjern hvor de israelske pionerer, som f. eks. Golda Meïr, arbejdede for at skabe en zionistisk og socialistisk stat, som skulle få “ørkenen til at blomstre”. I 1967 blev seksdageskrigen fremstillet som en krig mod de arabiske lande som ønskede at udslette Israel. Men da det første blodige palæstinensiske attentat blev udført i 1972 i München mod israelske sportsfolk, måtte det israelske samfund se sandheden i øjnene: palæstinenserne eksisterede og de havde grebet til våben for at tilbageerobre deres rettigheder og deres fædreland. Den zionistiske myte om en “ren” israelsk stat, skabt på et “land uden folk af et folk uden land” blev dybt rystet. Fra nu af måtte man leve med denne realitet for til slut at acceptere anerkendelsen af “denne anden” og hans ret til en stat. Det er princippet om at bytte jord for fred på basis af Osloaftalerne.
En fortvivlende ændring for israelerne, men som håbet om fred og et bedre liv ikke desto mindre gjorde acceptabel for det store flertal. Acceptabel som en idé, men uden at man nødvendigvis forstod alt hvad dette implicerede.

En af disse implikationer var at Israel i tidens løb skulle gøres til en stat “som alle andre”. Denne “banalisering” af den israelske stat opfyldte forventningerne hos mange verdslige strømninger og en stor af ungdommen, som havde sværere og sværere ved at udholde de ultraortodokse jøders ideologiske halsjern såvel som hos strømninger der var vundet for de liberalistiske teser.
Disse håbede endelig at kunne få frie hænder til det endelige opgør med zionismens “socialiserende” økonomiske dogmer og fuldføre den privatiseringspolitik, der i deres øjne var nødvendig for at gøre Israel til en regional stormagt.
Disse privatiseringer, som blev påbegyndt af Arbejderpartiet, skabte protest blandt arbejderne, og satte projektørlys på klassemodsætningerne. Dette udbrud af klassekamp er den eneste måde at bryde det nationale klassesamarbejde. Denne kamp blev hurtigt kvalt.

Hele det israelske samfund var langtfra begejstret for visionen om et verdsligt Israel. Imod var selvfølgelig de ultraortodokse, men også en hel del af de nye immigranter fra ex-USSR (en million, 1/6 af befolkningen) irreligiøse, men stærkt knyttet til statens jødiske karakter, og en del af højrefløjen, med især Sharon. For ham har israelerne fået fingrene i et maskineri i Oslo, som faktisk fører til at der stilles spørgsmålstegn ved selve den zionistiske stats fundament – en stat for og af jøder – og med tiden dennes forsvinden. Modstandernes fælles strategi er at torpedere disse aftaler. Dette har givet sig udslag i fortsættelse og udvidelse af bosætningerne som arbejderregeringen altid er endt med at godkende.
Vi kender fortsættelsen og vi ender med Sharons provokation og den nye intifada. For ham betyder tilstedeværelsen af palæstinensisk stat en indrømmelse af den historieforfalskning, der går ud på at der intet fandtes før Israels oprettelse. Palæstinenserne kan leve i en slags bantustans. Dem i Israel kan flytte sammen med dem, men der må ikke være nogen territorial sammenhæng, ingen økonomisk uafhængighed, som er en betingelse for en stats levedygtighed.

To elementer er ham til trøst i denne stivnakkethed. På den ene side regionens arabiske staters passivitet, som nøjes med erklæringer, men ikke anvender nogle af de “våben” de har til rådighed, først og fremmest olien. Disse landes herskende klasser er for de flestes vedkommende så integrerede i det imperialistiske system at de intet vil gøre, som kan destabilisere dette. På den anden side skræmmer det palæstinensiske folks kamp dem, på grund af den ” smittefare” den kunne have på deres egne befolkninger. Når det gælder Irak, tillader dets situation det ikke at handle, selvom Saddam måtte ønske det.
Hertil kommer US-imperialismens holdning med Bush og hans team. Denne ønsker ingen risici. Så længe den israelske regering har situationen under kontrol, lader man stå til. Der er ingen udsigt til at en anden stormagt kan udnytte situationen til at få fodfæste i regionen. Europa, som er splittet i spørgsmålet, har kun marginel handledygtighed.

Dette forklarer Israels politik som består i at deployere enorme militære midler, som er helt uden proportion med de palæstinensiske, for at vise dem at de intet kan få ud kampen, specielt den væbnede, og at Israel ikke vil vige tilbage for en længere krig. Dette forklarer også den konstante destabilisering af palæstinensisk autoritet, som sker ved fysisk likvidering af dens ledere. Sharon ved udmærket at jo mere den anfægtes, jo mindre kontrol har den over situationen. Ved at forsøge at få den til at acceptere flere og flere indrømmelser, undergraver Sharon den palæstinensiske autoritet. Er det ikke hans endemål at reducere denne så stærkt at den ikke kan proklamere en stat, således at en sådan stat kommer til virke umulig, overflødig?
I øjebliket nyder denne politik national konsensus symboliseret ved en samlingsregerin.
Modstanden mod krigen – en modig opposition, der fortjener vor fulde støtte – er i dag meget svag.
Pérès og hans arbejderparti bærer et tungt ansvar, når han accepterer støtte til denne samlingsregering.

Hvor længe vil denne konsensus holde? Denne krig er dyr og medmindre man militariserer Palæstina totalt og overvåger alle Israels palæstinensere, kan intet forhindre konfrontationer og attentater. Det internationale pres kan ligeledes spille en rolle. Det må der stadig arbejdes med.
Konsekvensen af denne krig er at alle de spørgsmål som har ligget uløste siden 1948, dukker op igen, de spørgsmål som de israelske ledere troede hørte fortiden til. Fordi de forkaster alle de palæstinensiske kompromiser, må de påny retfærdiggøre deres stats grundlag.
Dette fører til at vi kort må beskæftige os med det andet spørgsmål, som kræver nærmere forklaring: Presset fra de zionistiske ideer og fra den borgerlige demokratisme.

Her taler vi ikke om de mere eller mindre åbenlyst zionistiske positioner som ligger til grund for en betydelig del af socialdemokraternes politik. Dette forklarer hvorfor PS som parti ikke er en del af solidaritetsbevægelsen med det palæstinensiske folk.
Vi bliver konstant konfronteret med blandingen af antizionisme og antisemitisme. Denne blanding fører, her i Frankrig, til en lammende selvcensur.
Sharons nuværende politik illustrerer blændende hvordan zionismen giver næring til antisemitismen. Den syriske præsidents erklæringer og pavens meget sigende tavshed viser dette.
Hertil kommer det svære ved, eller ligeud afvisningen at deltage i en national befrielseskamp og dennes forskellige kampformer. Dette fører blandt andet til fordømme den undertryktes terrorisme mere end den undertrykkende stats statsterrorisme.

Hvor mange gange hører man ikke argumentet om at Israel er en demokratisk stat, hvad der skulle hæve det over alle andre stater i regionen, og tydeligere endnu højere end det palæstinensiske folk, som ikke engang har en stat.
Disse forklaringselementer “retfærdiggør” intet. De belyser især betydningen af det forklaringsarbejde der er nødvendigt omkring alle spørgsmålene om de palæstinensiske folks kamp, om Israels historie. Som en taler ved demonstrationen den 5. juni i Paris understregede, udsætter Sharon også sit eget for fare.

La Forge juni 2001
Netkronik 4. juli 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater