Anarkisme på gaderne

Af Klaus Riis

Det er en tilsnigelse, hvis man siger, at der var ’anarki’ i Gøteborgs gader under Bush-besøget og EU-topmødet. Der var først og fremmest massedemonstrationer af protesterende fra Sverige og mange andre lande – og så var der selvfølgelig konfrontationer mellem nogle demonstranter og et svensk politi, der gik aggressivt og hårdhændet til værks og tilmed nedskød demonstranter! Men hele tiden havde politiet, med politimesterens egne ord, ’situationen under kontrol’.

Nej – der var ikke anarki i Gøteborg. Til gengæld var der mange anarkister på gaderne iklædt sorte og røde bannere og nogle af dem også elefanthuer. Og under mange forskellige navne – ’autonome’ er ved at være slidt op – men Basta Ya! eller AFA er nogle af dem.

Det er en kendsgerning at anarkismen – som en særlig strømning i den revolutionære bevægelse og til en vis grad i den internationale arbejderbevægelse med en lang historisk tradition, lige så gammel som den marxistiske – igennem en årrække har oplevet et vist opsving.
Dens gamle centrer i Sydeuropa – ikke mindst Spanien og Italien – er blevet suppleret med nye. Først og fremmest i USA, som er et nutidigt centrum for anarkisme som teori og praksis, men også f.eks. i Tyskland.
I internettet og moderne kommunikationsteknologi har de fundet nyttige redskaber til international mobilisering og aktion. Og i et vist omfang er også anarkismens forbindelse med arbejderbevægelsen, i form af anarkosyndikalisme i moderne udklædninger, blevet genoplivet.

I sagens natur er anarkismen som organiseret strømning flygtig, omskiftelig, men indflydelsen fra anarkistiske ideer og forestillinger (ikke mindst om organiserings- og aktionsformer) er umiskendelig i antiglobaliseringsbevægelsen, i den antifascistiske bevægelse og på mange andre områder, langt ind i venstrefløjen.

Der er selvfølgelig indenfor anarkismen forskellige strømninger med hensyn til mål ideologi og verdensbillede. De kommer i sorte, røde, sort/røde, grønne og andre kulører. En moderne amerikansk ideolog som John Zarzan drømmer om ’at komme af med det industrialiserede samfund’ og skabe et ’grønt anarki’ uden statsmagt, industri og moderne teknologi med forbillede i det førkapitalistiske og de urkommunistiske samfund.
Andre har forestillinger om at en arbejderrevolution kan føre direkte til statsmagtens, voldsapparatets og de politiske partiers opløsning. Og med hensyn til metoder er de igen delt – fra ekstrem voldsfokusering og brug af individuel terror til ’militante ikke-voldelige aktioner’ og grupperinger, der fraskriver sig al voldsanvendelse.

Men de forenes i kravet om ’direkte demokrati’ og ’direkte aktion’ og i afvisningen af betydningen af stabil organisering af arbejderklassen, af dens partier, af masseorganisationer og massemanifestationer. Ikke at de er imod mange mennesker på gaderne i protest. Det er bare ikke hovedsagen. Det er kulisser for deres egne aktiviteter.

Anarkismens vækst er Guds straf over den kæmpende arbejderklasse og kommunisterne. Som en reaktion på forpampring og mangel på militans i arbejderbevægelsen, på bureaukratiserede og stereotype aktions- og demonstrationsformer, tiltrækkes mange – selvfølgelig især unge, og i særdeles unge med småborgerlig baggrund, studerende m.v. – af de letkøbte forestillinger og den synlige gang i gaderne.

Og forstår den revolutionære arbejderbevægelse og dens organisationer ikke at føre kamp mod forpampring og bureaukrati, mod reformisme og revisionisme i politik, organisering og aktionsmetoder – og forledes den til at rette hovedslaget mod autonome og anarkister – bliver gaderne endnu mere fyldt af dem, og i sidste ende tømt for folkemasserne.

KP13, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne