Den islamiske Republik: sult og fattigdom for arbejderne

Af Irans Arbejdets Parti

Det kapitalistiske regime i Den islamiske Republik frygter arbejderklassen lige som alle andre arbejderfjendske kapitalistregimer. Derfor har det fra den første dag, det kom til magten, forsøgt at bryde arbejdernes enhed, undertrykke fagforeninger og arbejderklassens politiske organisationer, og at åbne dørene for hjemlige og udenlandske kapitalister, så de kan udbytte de arbejdende mænd og kvinder. Regimet i Den islamiske Republik er gået endnu længere end et klassisk kapitalistisk regime ved at forsøge at ophæve 1. maj-dagens status som officiel fridag – og har derved forsøgt at usynliggøre den iranske arbejderklasse.

Efter 22 år ved magten har Den islamiske Republiks regime ikke bragt de arbejdende mænd og kvinder i Iran andet end fattigdom og sult og elendighed. Den islamiske Republik har fulgt Verdensbankens og IMFs råd, og i den ‘økonomiske tilpasningspolitiks’ navn fastsat arbejdernes mindsteløn til 57.000 toumaan om måneden. Det er mindre end tre dollars om dagen. Og det i en situation, hvor kød koster 2.200 toumann pr. kilo, frugt 300 toumann pr. kilo og ost 1.300 toumann pr. kilo.

En arbejder har ikke råd til kød til familien – og familiemedlemmerne husker dårligt smagen af frugt. En arbejderfamilie må leve i baraklignende boliger, fordi den ikke har råd til at betale 100.000 toumann om måneden i leje for en toværelses lejlighed. En arbejder har ikke råd til mad, tøj, medicin og livets basale fornødenheder. Fattigdommen har bidt sig fast i struben på Irans arbejdende mænd og kvinder. Dette er resultatet af Den Islamiske Fattigdoms-, Undertrykelses- og Overtros Republik.

Til trods for alle vanskeligheder er den iranske arbejderklasse i bevægelse. De hyppige strejker, demonstrationer og revolter mod privatisering, massefyringer, udsættelse af lønudbetalingen, og for højere løn og bedre levevilkår viser, at arbejderne er kampvillige, og at det er arbejderklassen, som bringer håb, velstand og et bedre liv ikke blot for sig selv, men for alle samfundets undertrykte lag.

Både den iranske erfaring og erfaringen fra andre lande viser, at enhed og organisation er en forudsætning for fremgang i den sociale kamp. I sin fortsatte kamp har arbejderklassen brug for et leninistisk parti, uden hvilket der ikke kan være tale om nogen endelig sejr over bourgeoisiet. Arbejderklassens spontane aktivitet og dens faglige kamp kan ikke i sig selv overvinde det nuværende kapitalistiske system. Denne virksomhed kan gøre levevilkårene en smule mere tålelige, men kun for en kort tid. Denne type aktivitet alene har en snæver horisont og er reformistisk af natur. (…)

Det er kun ved at etablere socialisme, at vi kan overvinde fattigdom, sult, arbejdsløshed, prostitution, udbytning, klasseundertrykkelse og alle det kapitalistiske systems onder.

Uddrag af 1. maj-appel
Toufan International Nr. 6, juni 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne