Unionens fremtid

Topmødet i Gøteborg den 15.–16. juni markerer et vigtigt skridt hen imod opbygningen af EU som forbundsstat. Efter Nice skal processen hen imod en forfatningskonference i 2004 med det første topmøde tage ny fart og nye skridt fremad. Op til mødet har en række nøglefigurer i den europæiske politik – med undtagelse af den engelske Toni Blair, der både har haft travlt med valget og ikke tør formulere en unionspolitik – travlt med at give deres bud på Unionens fremtid.
Og der er blevet rift om buddene, efter at det tyske socialdemokrati offentliggjorde Gerhard Schröders plan for en forbundsstat efter tysk forbillede.

I sidste uge holdt den franske premierminister Lionel Jospin en større tale om det franske syn på EU’s fremtid og processen efter Nice-traktaten. Ikke overraskende foreslog han en stærkere union efter fransk mønster.
Og dagen efter var det så den italienske kommissionsformand Romano Prodis tur. I en større tale i Paris slog han, heller ikke så overraskende, til lyd for en union med en stærkere kommission – og for indførelsen af en direkte EU-skat.
Ifølge Prodi skal kommissionen være en ‘økonomisk regering’ for EU og et politisk sidestykke til ECB, Den Europæiske Centralbank. Den skal bl.a. have kontrol med euroen – og (sjovt nok for en ‘økonomisk’ regering, hvad det så er) også have kontrol med EU’s udenrigspolitik. Sagt uden omsvøb slog Prodi til lyd for kommissionens omdannelse til en egentlig unionsregering.
Blandt hans øvrige forslag er indførelsen af en direkte unionsskat til afløsning af de nuværende nationale bidrag. Ifølge kommissionsformanden vil en sådan skat ‘skabe et direkte bånd mellem EU og borgeren’ (!) og gøre finansieringen og anvendelsen af pengene mere gennemskuelig.

Med Prodis forslag om en direkte unionsskat fulgte han op på den franske premierminister Jospins ideer om en skatteharmonisering, der blev fremsat i hans store tale, der skal ses som et svar på de tyske unionsvisioner.
Jospins tale er i danske medier blevet fremstillet som et udtryk for modstand mod den tyske plan for en formaliseret forbundsstat år 2004 – men det er helt urigtigt. Også Jospin vil have et Europas Forenede Stater, selvom han nok så meget (og ikke mindst af hensyn til den franske opinion) kalder det et ‘Nationernes Europa’ eller en ‘Føderation af Nationalstater’. Der er tale om det samme – en forbundsstat, men i Jospins udgave i stærke franske farver.
Men talen var også et oplæg til forhandling: I sidste ende, sagde Jospin, skal der findes et kompromis, som er ‘acceptabelt for alle’.
Både Schröder, Jospin og Prodi har sat fuld fart på forbundsstaten med kommissionen som regering, en fælles forfatning og egne skatter. Der er nuancer, som afspejler forskellige nationale monopolgruppers interesser og er en del af den evige magtkamp i unionen – men retningen er den samme: forbundsstat 2004.

Som sædvanligt lurepasser den danske regering og oppositionen: den vover ikke af hensyn til den kraftige unionsmodstand i befolkningen at spille ud med et dansk bud. Selv et forslag om at lægge sig lidt i ly af Jospins ’visioner’ er blevet overhørt i dødelig tavshed.
En dansk debat herom er uønsket – op til et folketingsvalg og i det hele taget – fordi den ikke bare kunne få danskerne på det rene med, at samtlige modeller for EU’s fremtid er forbundsstatsmodeller, men også at forbundsstaten allerede i dag er en realitet.
At superstaten EU, med alt hvad der hører sig til af mønt, hær, politi, domstole, efterretningsorganer og øvrige institutioner, allerede findes, er besluttet eller konkret i støbeskeen.
Forfatningen og den endelige indretning af de politiske strukturer er blot den sidste del af projektet. Kronen på værket så at sige – med den direkte skatteopkrævning som sit både symbolske og praktiske udtryk.
Danskerne kunne ved at få besked få den gode idé at ville stå af i stedet for at blive kørt med.

Redaktionen 5. juni 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater