Peru: Valget mellem pest eller kolera

Det blev den 55-årige Alejandro Toledo fra Perú Posible (Det Mulige Peru), der vandt valget den 3. juni og dermed er Perus nye præsident for en periode på fem år. Med 89 pct. af de afgivne stemmer optalt dagen efter valget havde Toledo opnået 52 pct. mod modkandidaten Alan Garcías 48 pct. Hvor mange, der har trodset stemmepligten og er blevet hjemme i protest, vides endnu ikke. Derimod ligger de blanke stemmer ifølge meningsmålinger i omegnen af 10 pct.

Men hvem er denne lille og altid smilende Alejandro Toledo så? Intet andet end en katolsk socialdemokrat med en gribende livshistorie, som alle peruvianere har fået tudet ørene fulde af i borgerskabets bestræbelser på at manipulere det store flertal af fattige til at tro, at ”choloen” som ”en af deres egne” vil dem noget godt. Det er historien om skopudseren, der blev økonom i Verdensbanken og sigtede videre mod at blive Perus første præsident af indiansk afstamning – symbolet på den peruvianske udgave af The American Dream. Hverken mere eller mindre.

Toledos livshistorie er imidlertid ikke en historie med nogen som helst realisme i forhold til den barske virkelighed, som flertallet af Perus 26 mio. indbyggere står overfor. 10 års benhård nyliberalisme under Fujimori med privatiseringer, drastiske nedskæringer i det offentlige, massefyringer og inflation har betydet en voldsomt stigende og kolossal fattigdom.
Det vil den nye mand i præsidentpaladset, ifølge ham selv, nu ændre på. Toledo siger, han vil skabe 2,5 mio. nye arbejdspladser, forhøje de offentligt ansattes lønninger, tiltrække udenlandske investeringer og fortsætte Fujimoris privatiseringer. Han vil reducere antallet af fattige, der i dag omfatter halvdelen af Perus befolkning og samtidig tilbagebetale udlandsgælden, der er nået op på 19,2 mia. dollars.

Man skal vist være borgerligt uddannet økonom – men det er Toledo jo også og endda i Stanford – for ikke at kunne se, at denne politik er dybt modsætningsfyldt. Når det kommer til gennemførelsen, vil den med 100 pct. sikkerhed afsløre sig som borgerskabets og den amerikanske imperialismes politik, og de sædvanlige gyldne løfter til den brede befolkning vil blot fremstå som den seneste udgave af den lokkemad, der skal fastholde det store fattige flertals tro på det dybt korrupte borgerlige demokrati.
Og lykønskningerne er da også strømmet ind fra imperialismen; Det Hvide Hus og de udenlandske investorer stoler på Perus nyvalgte præsident.
Men Toledo, hvis fløj repræsenterer den del af det peruvianske borgerskab, der vandt opgøret med Fujimori og Montesino-gruppen, får ikke lang tid til at omsætte i det mindste noget af alt sit valgflæsk – Perus fattige hungrer efter et markant løft i deres levevilkår.

Dog har Toledo her to klare fordele, der desværre vil yde hvert deres bidrag til at forlænge hans regimente: (1) At der i Peru i dag ikke eksisterer et kommunistisk parti, der ledes af marxismen-leninismen og ved hjælp af denne kan udnytte de reelt set gode objektive betingelser for at åbne en helt anden vej, end den Toledo vil – åbne vejen mod socialismen ved at forberede og organisere masserne til revolutionen og (2) At Fujimori har kørt levevilkårene for Perus mange fattige så langt i bund, at ethvert lillebitte fremskridt vil blive udbasuneret og brugt som det ”genopståede demokratis sejr og medmenneskelighed”.
Ét står i hvert fald klart: Det peruvianske folks lidelser vil uundgåeligt fortsætte under Toledo, for præsidentvalget var valget mellem pest eller kolera.

Melse

KP12, 2001