Kvindestemmer mod atomindustrien

Det følgende er et udpluk af breve fra kvinder verden over, der kæmper mod atomindustri og atomvåben – fra Indien, Japan, Tyskland og Rusland.

Fremskridtet kommer med misdannede børn

Indiens atomprogram begyndte for over 50 år siden i 1948 – det år jeg blev født. I dag findes hele atomprocessen fra uranminer til atomvåben. I mange år har Indien brugt flere penge på atomforskning og atomindustri end på noget andet felt.

Efter den store ulykke på den kemiske fabrik Union Carbide i Bhopal i ‘84 og Tjernobyl i ‘86 begyndte mange for alvor at frygte farerne fra disse megaindustrier. Små grupper startede med at undersøge, hvilke konsekvenser der var selv ved almindelig rutinedrift. En af grupperne var Aku Urja Jagruti (Opmærksomhed ved Atomkraft). Gennem en række møder og demonstrationer forsøgte folk at få reelle oplysninger ud af myndighederne og virksomhederne. Svarene var typiske for atomkraftindustrien. Først sendte de byger af teknisk jargon imod os. Da vi fik lært at forstå det og stillede endnu flere spørgsmål, sendte de byger af kugler imod os. Ved en demonstration den 6. august 1986 blev en 13-årig dreng skudt.
Også i de sydlige stater – Karnataka og Kerala – blev demonstrationer mod opførelsen af nye atomkraftværker mødt med stor politibrutalitet. I december 1988 blev regeringen i Karnataka tvunget til at gennemføre en offentlig debat omkring bygningen af et atomkraftværk ved Kaiga midt i en tropisk regnskov. Myndighederne ville kun høre på sig selv og havde aldrig lavet data og undersøgelser af, hvad det betød for befolkningen. Jeg blev inviteret af folkene i landsbyer nær Rawattbhas a-kraft-værk. Efter 17 års drift havde disse landsbyer hverken elektricitet eller adgang til rent drikkevand. Til gengæld havde a-kraftens fremskridt bragt dem store sundhedsproblemer. Jeg var den første læge, der besøgte landsbyerne. Da jeg skrev om de ting, jeg så, benægtede regeringen alt. Jeg startede nu en omfattende videnskabelig undersøgelse for at skaffe beviser. Den blev mulig ved hjælp af hundredvis af frivillige – lige fra dem, der skaffede os mad og oplysninger, til dem, der kørte data fra landsbyerne og kontrolbyerne gennem edb-systemerne.

Resultaterne var rystende. Befolkningen led af de samme symptomer og sygdomme som Hiroshima-ofrene. Kvinderne fødte misdannede og dødfødte børn. Spædbørnsdødeligheden var langt højere end i kontrolbyerne, og befolkningen døde 10 år tidligere end i de andre byer. Mange familier var barnløse. Der var et meget stort pres på kvinderne for at føde børn, der kunne overleve. Landsbyerne havde meget høje fødselstal og meget få børn.
75 pct. af indbyggerne var analfabeter. Da rapporten kom, organiserede beboerne højtlæsning for hinanden. Det betød noget for dem at forstå, hvad der var sket med deres liv og familier. De organiserede protestdemonstrationer. Kvinder deltog, selvom de kulturelle traditioner i disse områder forbyder kvinder at vise sig offentligt for øjnene af mænd.
Regeringen og atomindustrien forsøger at fremstille os som unationale, der vil forhindre fremskridtet. “Hvis fremskridtet betyder, at jeg føder misdannede og døde børn, så ønsker jeg det ikke,” sagde en kvinde fra en af landsbyerne nær Rawattbha-a-kraft-værket.
Produktionen af elektricitet fra atomkraftværkerne i Indien hører til de laveste i verden. Indiens atomindustri har som hovedformål at producere atomvåben.

Sanghamitra Dessai Gadekar, Indien.

Aldrig mere et nyt Hiroshima

For mere end 50 år siden sprang de første atombomber over vore byer – Hiroshima og Nagasaki. Et splitsekund – og vi lever stadig med følgevirkningerne. Antikrigs- og antiatomvåbenholdningerne er dybtfølte og alvorlige i befolkningen.
Blandt politikerne ved magten hersker der helt anderledes følelser. Flere og flere benægter nu åbenlyst historien og Japans krigsforbrydelser i Kina og Korea under 2.verdenskrig. I en atmosfære af historieforfalskning bliver en farlig nationalisme genopdyrket. Fra myndighederne lægges der bl.a. stort pres på lærerne for at videregive disse falske synspunkter til skolebørnene.

I vores lands forfatning står der, at der ikke må findes atomvåben i Japan, og at landet ikke må deltage i krige. Den er blevet overtrådt dagligt lige siden. USA opbyggede militærbaser med hundredtusindvis af soldater udstyret med moderne hightech-våben overalt i landet efter 2. Verdenskrig. De har aldrig ville afkræfte vores mistanke om, at der iblandt var atomvåben. Baserne blev brugt til USA’s krige i Korea, Vietnam og Irak. Efter afslutningen af den kolde krig blev det indskrevet i den nye forsvarspolitik, at Japan skal bistå USA ved ”katastrofesituationer” på Den Koreanske Halvø og andre steder i Asien.
I ly af rollen som USA’s tro følgesvend har Japan opbygget sine ”selvforsvarsstyrker ” til at blive verdens andenstørste militærstyrke.
Under det ”økonomiske mirakel” blomstrede atomindustrien op. Rygraden var den amerikanske atomindustri, der havde hjemlige problemer med at lancere sloganet om den fredelige atomstrategi på grund af frygten for militariseringen af den civile atomkraft. USA solgte store mængder af beriget uran til Japan, der byggede 52 atomreaktorer. Regeringen har iværksat et usædvanlig stort
plutoniumprogram. Den siger, at uranen er ved at slippe op, og at plutonium nu skal være vores vigtigste energikilde. De nyeste programmer for udvinding af MOX-brændstof til atomindustrien vækker meget stor bekymring med manglende sikkerhed og den åbenlyse sammenblanding af civil og militær industri.

Atomindustrien slår hårdt ned på al modstand. Selv hvor vi vinder folkeafstemninger mod placering af nye atomkraftværker, respekteres disse ikke. I 1997 besluttede regeringen at bygge 20 nye atomkraftværker. De sagde, det var for at kunne opfylde den internationale Kyoto-aftale om at reducere CO2-udslippet. I virkeligheden er atomkraft, når man ser processen i sin helhed, fra uranminer til reaktorerne den mest CO2 intense industri, 4-5 gange mere forurenende end al anden energi. Men den japanske presse er et lydigt talerør for regeringen, og den bliver godt betalt for store mediekampagner om at ”atomkraft hindrer global opvarmning”.
I Japan er det svært for kvinder at deltage i politik. Politik regnes for en beskidt og korrupt forretning. Der flyder millioner af dollars rundt, mens almindelige kvinder må standse op ved den forretning, hvor man kan købe en tomat for en dollar.
Det er svært at sætte en stopper for denne voldelige og umenneskelige verden. Men vi vil finde et alternativ, for vi ved, at livet må fejres.

Satomi Oba, Hiroshima City.

Kvinder fra Gorleben

Gorleben i Tyskland blev for alvor kendt herhjemme i april, da befolkningen gennemførte omfattende protester, aktioner og blokader mod Castor-transporten af radioaktivt atomaffald til byen. Transporten blev kun gennemført i ly af det største politiopbud siden krigen. Men modstanden startede allerede for 22 år siden:

Da den tyske regering i 1977 besluttede at anlægge et nationalt atomaffaldscenter her i Wendland, kendte jeg ikke meget til farerne ved dette skridt.
Jeg blev vred over den måde, ejerne af skov- og landbrugsområder tjente store penge på at sælge jorden til atomindustrien. Lokale politikere blev bestukket med løfter om job, enorme gaver og rejser til at godkende planen for dumpning af atomaffald. Folk, der protesterede, blev kriminaliseret. Ved aktioner blev politistyrker fra andre delstater og det føderale politi sat ind. Senere blev Wendland en region, hvor telefonaflytning og ransagning af folks huse blev en daglig rutine. Det blev klart for mig, at en teknologi, som splittede familier og lokalsamfund, og som kun kunne gennemføres med politimagt og politistats metoder, ikke kunne være godt for livet.
Da kvinder begyndte at protestere, blev vi beskyldt for kun at tænke med følelser uden at have forstand og intelligens nok til at forstå det. Sammen med andre kvinder besluttede vi at sætte os grundigt ind i det. I 1979 begyndte regeringen konstruktionen af atomaffaldscentret. Kvinder tog nu del i de offentlige aktioner mod det. Vi kaldte os ”Kvinder fra Gorleben”. Utallige aktioner blev gennemført under sloganet ”Kvinder kæmper for livet”. Det blev vores styrke gennem mange år. Nye medlemmer kom til, andre forsvandt. Døtre voksede op og gik med.

Bevægelsen havde sine op- og nedture. Men vi blev ved. For nogle år siden startede vi en boykotaktion med Siemens-koncernens husholdningsprodukter. Siemens er dybt involveret i atomindustrien. Vi rejste sloganet ”Siemens kommer ikke ind i vores huse, før Siemens er ude af atomindustrien”. Det er ikke en særlig modig aktion, men effektiv, da vi har fået spredt boykotten med Siemens i Tyrkiet, Ukraine og Rusland. Efter mange års intens kamp med politiet ved Castor-transporterne havde vi brug for denne form for aktion for at samle kræfter til nye slag.

Heike Mahlke, Kvinder fra Gorleben.

Forsvar vore børn!

I 1979 begyndte Ministeriet for Atomkraft bygningen af atomkraftværket Rostovskaya i vores by Volgodonsk i det sydlige Rusland. Vi fik at vide, at det var den billigste form for energi.
Syv år efter, i april 1986, følte vi alle her konsekvenserne af Tjernobyl-katastrofen. Vi begyndte at organisere møder. I 1988 fik vi lavet den første større høring. Det var mest kvinder, der kom. Ved den lejlighed hørte vi fra atomkraftfolkene noget, som blev gentaget mange gange siden: kvinders modstand skyldes bare deres seksuelle frustrationer.
I 1989 vedtog regionerne Tsymlyanskiy og Volgodonskiy at stoppe udbygningen og standse produktionen på atomkraftværket Rostovskaya. I 1990 vedtog det regionale parlament Oblastnoy Sovjet det samme. Men udbygningen og produktionen fortsatte. Den 15. maj 1990 vedtog kvindekomiteen på virksomheden Atommach, der producerer atomreaktorer, at nedsætte en regionskomité til lukning af atomkraftværket Rostovskaya. En måned senere var mere end 40.000 mennesker samlet under komiteen.

Den 1. juni satte børn fotografier op af dem selv på hegnet omkring hele atomkraftværket. ”Forsvar vore børn,” kaldte vi aktionen. Ud fra indgangen til atomkraftværket formedes menneskekæder for livet. Den 6. august ankom repræsentanter fra mange virksomheder for at blokere vejen til atomkraftværket. Snart efter var der masser af politi, og vi var bange for, at blokaden ville blive brudt. Så kom den ene bus efter den anden med kvinder fra de omkringliggende byer. En ny menneskekæde for livet blev etableret, og politiet nægtede at slås mod kvinderne. Ministeriet for Atomkraft skrev, at det ville standse produktionen, og blokaden blev nedlagt.
En måned senere var intet sket, og denne gang blev en ny blokade udvidet til at gælde alle veje, jernbaner og vandveje til atomkraftværket. Regeringen sagde, at den ville standse produktionen øjeblikkeligt. Blokaden blev ophævet. Men regeringen snød os.
Produktionen kører fortsat. Efter 8 års lobbyarbejde fik atomkraftfolkene det lokale parlament til at vedtage en udbygning af atomkraftværket på trods af befolkningens store modstand. Så vi må fortsat kæmpe.

Irina Reznikova, formand for ”Kvinder for et Atomfrit Don”.

KP12, 2001