Den amerikanske ørn og den tohovede union

Pressemødet efter det første egentlige topmøde mellem verdensmagterne USA og EU nogensinde var næsten symbolsk: på den ene sideden amerikanske ‘ørn’ i form af præsident Bush, i hvis hænder en enorm politisk og militær magt er koncentreret, og på den anden dels mødets vært, den svenske statsminister Göran Persson i sin egenskab af formand for EU’s ministerråd, og dels den anden tilstedeværende præsident i skikkelse af kommissionsformand Romano Prodi.
Den europæiske Union har ønsket om og viljen til at blive en verdensmagt, der kan udkonkurrere USA, men de politiske og institutionelle strukturer er ikke så meget på plads endnu, at den kan tale med en enkelt præsidentstemme.

På trods af de store modsætninger, der findes mellem USA og EU på en lang række væsentlige felter – som det amerikanske stjernekrigsprojekt eller Kyoto-aftalen – var det enigheden mellem de to verdensmagter, der blev understreget.
Konkret udtrykt i en fælles udtalelse om ‘fred i Mellemøsten’ på basis af den såkaldte Mitchell-plan på betingelse af, at palæstinenserne indstiller intifadaen og uden krav om, at Israel opgiver sin besættelse og aggressive bosættelsespolitik. Desuden i en udtalelse om, at man er sammen på Balkan til det sidste, og desuden i en fælles plan for at ‘bekæmpe Aids og fattigdom’ på det afrikanske kontinent – ikke mindst ved at lade markedskræfterne og ‘frihandelen’ gøre sit!

Om Kyoto var man ‘enige om at være uenige’, som Göran Persson sammen, men man ‘havde samme mål’ og ville forstærke samarbejdet alligevel. På dette punkt markerede EU principielt sin vilje til at udfordre det amerikanske førerskab og selv spille rollen som global førerhund.
Om raketskjoldet ikke et ord – det er som bekendt et NATO-anliggende.

Til gengæld tog George W. Bush forskud på morgendagens budskab om den europæiske orden, der er henlagt til Warschawa, og løftede sløret for sin ‘fremtidsvision for Europa’: et ’samlet, frit og fredeligt’ Europa, hvor NATO og EU strækker sig langs hele den russiske grænse. På topmødet med den russiske præsident Putin lørdag vil Bush forklare, hvorfor Rusland ikke behøver at frygte noget som helst fra hverken det amerikanske raketskjold eller fra et NATO eller et EU på Ruslands dørtrin.

Bush gentog med andre ord den amerikanske støtte til EU som supermagtens ‘europæiske partner’ og partner i opdelingen af verden. Det er en ny situation, der udtrykker de ændrede styrkeforhold: en amerikansk præsident tager ikke længere først eller kun til topmøde med en sovjetisk, som dengang disse to supermagter dominerede verden. Nu er første stop EU – med Putins Rusland på en ydmygende sidsteplads. Og budskabet til Rusland: USA er ingen fjende – og russerne har at være glade for det fremtidigt særdeles ‘nære’ forhold til NATO og EU.

Topmødet mellem de to store imperialistmagter var med andre ord en aftale om at stå sammen om at diktere alle andre den amerikansk-ledte ‘verdensorden’ – de vestlige imperialistiske stormagters ‘orden’, monopolernes og det fri markeds ‘orden’, oprustningens og rumkrigens ‘orden’. Enighed – på andre stormagter som Ruslands og Kinas bekostning. Og enighed på folkenes og den fattige verdens bekostning.

Men samtidig lurer uenighederne mellem dem lige under overfladen: USA er fast besluttet på ikke at lade sig udkonkurrere, heller ikke på det europæiske kontinent, og regner med i kraft af sit førerskab i NATO og sine agenter i EU (eller nærmeste allierede) at kunne forhindre både Unionen og den tysk-franske alliance i at blive en alvorlig trussel globalt. På den anden side er det tyskanførte EU interesseret i at afsvække den amerikanske indflydelse – både i Unionen selv, på kontinentet som helhed, og globalt.

Men lige nu er det ‘enighedens’ og ‘kompromissernes’ tid: enighed bag George W. Bushs kulsorte USA. Det holder ikke evigt: Den amerikanske ørn er for aggressiv til for alvor at acceptere Unionen som partner i sin profitable verdensorden. Og Den europæiske Union er både dobbelthovedet og tvetunget.

KP-Netkommentar 14. juni 2001

Se også
‘Civilisationens of frihedens alliance’
Kina, Rusland og SCO
Bush: Skrot ABM-traktaten!
Bush forkaster fortsat Kyotoaftalen – EU kritiserer