Hvad bestemmer din Ny Løn ?

Af Dorte Grenaa, formand for Arbejderpartiet Kommunisterne
Dobbeltkronik Kommunistisk Politik 6 og 7, 2001

Næste år begynder overenskomstforhandlingerne for størstedelen af de offentligt ansatte. Allerede nu forberedes ny alvorlige angreb på løn, arbejdstid og ikke mindst fælles overenskomstmæssige rettigheder.
KTO, der er forhandlingsfællesskab for 640.000 ansatte i amter og kommuner, har udsendt et såkaldt debatoplæg til medlemmerne med forslag om et nyt liberalt lønsystem. Ifølge forslaget skal de offentlige ansatte fremover selv bestemme, om de vil have lønstigninger udbetalt som løn, pension eller ferie. Hver mand sin ordning inden for visse givne rammer.
Formanden for KTO, Poul Winkler, der samtidig er formand for Danmarks næststørste fagforbund FOA, udtaler, at han er fascineret af ideen om at give den enkelte så meget indflydelse på sit arbejdsliv som overhovedet muligt. Det vil ifølge Poul Winkler give mere motivation i arbejdet og gøre de offentlige arbejdspladser mere attraktive.
Ved sidste overenskomst fik KTO, der dækker 62 faglige organisationer, bl.a. ændret lønsystemet til den såkaldte ”Ny løn”. Det skete ikke uden hård modstand, ikke mindst i hele lærerområdet. Kun gennem fagtoppens direkte forræderi over for medlemmernes interesser blev forslaget presset igennem med en meget snæver margen i anden omgang.
Den ”Ny løn” har knap fået lov at bundfælde sig. Det er ved at gå op for stadigt flere, at den individuelle præstationsløn betyder lønnedgang samlet set, at det er en ødelæggende faktor for det nødvendige faglige samarbejde, idet den direkte konkurrence med ens arbejdskollegaer giver mere til ens egen lønningspose. Samt at det har ført til almindelig kaos på lønningskontorerne i forsøget på at administrere det nye lønsystem. Knap er alt dette sat i værk, før et endnu værre lønsystem sættes i søen – det liberale lønsystem.
Som sædvanlig skrotter det ikke på reklameslogans, når en fordærvet vare skal sælges. Det er tidens trend for de unge, de smarte og de fremadstræbende, hedder det. Individuel frihed og hensyntagen til det enkelte individ. Større valgfrihed. Listen over løfterne om et bedre liv er lang og lige så luftig og mættende som politikernes valgflæsk.
Meget kan man sige om fagtoppen i dag. Men de får sjældent deres nye ideer gennem egen tankevirksomhed. Så hvor stammer ideen om det liberale lønsystem fra?

Bruttoløn
Allerede for et år siden skrev vi her i Kommunistisk Politik om de nye lønsystemer i EU’s beskæftigelses- og arbejdsmarkedspolitik. I forbindelse med det 6. Internationale Faglige Træf i Odense sidste år fortalte tyske tillidsfolk, at man der allerede var i fuld gang med tilrettelæggelsen af, hvad de kaldte en ”livsløn”. Kort fortalt: Et livs arbejdsindsats beregnes til en fastsat lønsum og antal arbejdstimer, inden for hvis rammer løn, ferie, pension og arbejdstid kan fordeles individuelt og forskelligt i forskellige perioder. Blot at facit går op i sidste ende – for arbejdsgiveren.
Herhjemme arbejder multinationale koncerner som SAS med at indføre dette lønsystem. På Arbejdsministeriets ligestillingskonference i februar i år undlod SAS’s personalechef endda ikke at fremhæve det som en særlig løftestang for kvindernes ligeløn. Alle ville få frit valg med en livstidssum, hvor man selv kunne vælge, hvor meget man vil have udbetalt kontant, have til pension, orlov, ferie eller børnepasningsfri. Her kaldes ”det liberale lønsystem” for ”bruttoløn”.
Kært barn har som bekendt mange navne. Således også lønsystemer. Dette ”barns” forældre, EU-monopolerne og EURO-LO samt dets danske papforældre KTO/LO-toppen og dansk Arbejdsgiverforening, har for at sikre barnets sunde opvækst og udvikling for længst indgået livsvarigt ægteskab, med løfte om evig troskab.
Afkommet, der er en videreudvikling af tidligere udbytningssystemer kaldet lønsystemer, er præcis lige så frastødende som forældrene og papforældrene og må derfor hele tiden skifte forklædning.
Kommunisten og arbejderforfatteren John Max Pedersen skrev i 1972 i artiklen ‘Engagement og nye lønsystemer’ bl.a.:
”Ideen med de nye systemer er, at vi skal ”motiveres til at producere mere … for den samme løn. Forsøgene i USA viser det helt tydeligt: På den stærkt rationaliserede Kodak-fabrik blev arbejdslønnen pr. enhed reduceret med 25 % uden anskaffelse af nyt udstyr. På Texas Instruments blev arbejdernes produktivitet øget med 20 %, ligeledes uden ændring af produktionsprocessen og uden ændring i lønnen.
Større produktion, øget udbytning, forstærkelse af klassesamarbejdet. Det er indholdet, og metoden er de såkaldte selvstyrende grupper, hvor arbejderne skal tvinges til at svinge pisken over hinanden …

Selv om man giver en ko grønne briller på, kan man ikke få den til at æde høvlspåner – og i længden vil ingen arbejder finde sig i at blive behandlet som et trækdyr, der bliver viftet om næsen med gulerødder, sukkerknalder og hvad d’herrer kapitalister og fagpampere ellers kan udspekulere for at få os til at knokle endnu mere.”

(John Max Pedersen: Den røde tråd)

Lønsystem i yderste potens
Siden da og ikke mindst i det sidste årti er det gået stærkt med at få lagt EU-monopolernes direktiver i et jerngreb på det danske arbejdsmarked gennem overenskomstændringer og lovændringer. Bag det står EU-monopolernes dødbringende konkurrence med især monopolerne i USA om at blive den nye økonomiske supermagt. Skal dette lykkes, skal prisen pr. arbejder – offentlig som privatansat – ned under stykprisen i USA, der i dag forsat ligger lavere. Det liberale lønsystem eller bruttolønnen er det fleksible arbejdsmarkeds selvstyrende grupper i yderste potens. Det enkelte individ, der svinger pisken over sig selv, på bekostning af de andre. Får du for lidt i løn, kan du bare skære ned på ferie og pension. Arbejder du for meget, kan du bare skære ned på løn og pension. Får du til sin tid for lidt i pension, kunne du bare have valgt anderledes i tide og ikke været så grådig med løn og fritid. Du har selv solgt din arbejdskraft under denne ”frivillige” aftales betingelser. Intet mindre end genialt ud fra et arbejdsgiversynspunkt.
”De unge ønsker ikke at være omfattet af så mange bestemmelser og forordninger,” siger KTO-formanden Poul Winkler til sit forsvar for det liberale lønsystem.
For at sælge myten om, at vi får større valgfrihed og bedre vilkår, er det afgørende for arbejdsgiverne og fagtoppen at bygge på de unge og vende den historieløshed, de er vokset op med, mod dem selv og resten af arbejderklassen. Vi vil derfor i denne spalte vende tilbage til bl.a. følgende spørgsmål: Hvad bestemmer vores løn? Hvor mange gange skal vi betale vores ferie og pension? Tilsløring af udbytningen.

Hvad bestemmer din løn?

Hvem bestemmer vores løn? Ja, skal man tro arbejdsgiverne og fagtoppen, så er det lige før, vi selv kan bestemme vores egen løn med de nye individuelle lønsystemer. Lige nu vejer de måske ikke så meget i forhold til den kollektive grundløn, men i løbet af få år skal de op og udgøre omkring halvdelen af lønnen. Alt, hvad vi skal gøre, er altså bare at være dygtige nok, hurtige nok, fleksible nok, veluddannede nok, stærke nok og synlige nok for at få den løn, vi egentlig er værd!
Nu skal man imidlertid ikke tro på hverken arbejdsgiverne eller fagtoppen. Ifølge den borgerlige og socialdemokratiske økonomi betaler arbejdsgiveren os løn, for det arbejde vi har lavet. Lønnens størrelse skulle afhænge af, hvor meget vi har lavet, hvor lang arbejdstiden er, og af kvaliteten af arbejdet.

Overenskomstforhandlingerne og medarbejdersamtalerne om løn fremstilles som forhandlinger mellem ligeberettigede handelspartnere. Hvad vil arbejdsgiveren give? Vil arbejderne sælge deres arbejde til den pris?
Skal man have ordentlig besked om løn og arbejde, må man imidlertid til marxismens politiske økonomi – fordi den som den eneste går bag om skønmalerierne og afslører udbytteforholdet og dermed den materiale årsag til klassemodsætningerne under kapitalismen. Det var Karl Marx, der første gang klarlagde dette på det økonomiske område.

“Arbejdsgiverne betaler ikke arbejderne for deres arbejde, men for deres arbejdskraft, dvs. de køber retten til at slide på en levende organisme efter visse fastlagte regler i et bestemt tidsrum – og efter varesamfundets spilleregler betaler de kun for sliddet på denne organisme, denne arbejdskraft, der er i stand til at producere langt større værdier, end det den selv forbruger på produktion.
Og så holder arbejdsværdiloven stik: Arbejdslønnen er ikke prisen på arbejdet, men på arbejdskraften, og denne pris svinger omkring arbejdskraftens værdi.”

(Fra John Max Pedersen: Marxisme og leninisme – for begyndere, s. 75)

Merværdi og profit
”Forskellen på arbejdskraftens værdi og arbejdets værdi kalder vi merværdien.
Dette forhold, som kamufleres af, at arbejdslønnen udbetales, som om den var betaling for arbejdet (timeløn og endnu værre akkordløn), adskiller sig altså i virkeligheden ikke principielt fra middelalderens hoveri-arbejde.
Hovbonden var bundet til jorden, til én godsejer. Arbejderen er ikke bundet til én kapitalist, det er forskellen: Ligheden består i, at hovbonden arbejdede halvdelen af ugen på sin egen jord for at tilfredsstille sine egne fornødenheder, mens han så måtte arbejde gratis for godsejeren resten af ugen. Arbejderen sælger sin arbejdskraft for f.eks. otte timer ad gangen, producerer sine egne livsnødvendigheder i løbet af måske tre timer og arbejder derefter i virkeligheden gratis for kapitalisten de resterende fem.”
(Fra John Max Pedersen: Marxisme og leninisme – for begyndere, s. 78)

Alt det gratis arbejde, vi udfører, er udbytning. Kapitalismens og arbejdsgivernes udbytning af arbejdskraften og arbejderne. Der står jo ikke i overenskomsten, at vi frivilligt tager betaling for at stille vores arbejdskraft til rådighed i tre timer, for derefter at arbejde fem timer udelukkende for at berige arbejdsgiverne. Men det er rent faktisk, hvad der sker. Hvor meget gratis arbejdskraft vi tvinges til at levere og under hvilke forhold, kaldes i den politiske økonomi for udbytningsgraden.
Og det er klart, at arbejdsgivernes interesse er at øge udbytningsgraden så meget som muligt. Jo mere arbejde, jo mere værdi skabes der. Og da kapitalismen jo bygger på privatejendom, tilfalder den stadige ophobning af værdi de private ejere. Jo mere merværdi, jo mere profit kan der trækkes hjem. Omvendt er det lige så klart, at arbejderklassen har den modsatte interesse. At få udbytningsgraden ned og helt afskaffet sammen med de private ejendomsforhold og kapitalismen.

Lønkage og lønrammer
Tidligere fik vi at vide, at lønforhøjelser kun kunne ske ved at dele en ganske bestemt sum penge, som arbejdsgiverne havde afsat på forhånd til det formål. Den skulle fordeles mellem faglærte og ufaglærte, mellem forskellige brancher, grupper og virksomheder. De kunne så indbyrdes slås om krummerne, ligesom duerne på Rådhuspladsen omkring pølsevognen. Den samlede størrelse på lønsummen måtte der ikke røres ved, det ville gøre indhug i arbejdsgivernes hellige profit.

Men det er nøjagtig, hvad vi ser i dag. Selvom lønsummen er splittet op i procenter til centrale krav og decentrale krav, splittet op i procenter til generelle, specielle og lokale lønstigninger, rammeaftaler og særlige puljemidler: Arbejdsgiverne og fagtoppen opererer forsat med en given lønsum, der skal fordeles i de mange kasser, der kan skifte prioritering og størrelse. Systemet er blot blevet mere uoverskueligt for arbejderne. Med ”Ny Løn” er der lagt nye lag på. En klar succes for arbejdsgiverne og lønnedgang for mange af de grupper, der må sælge deres arbejdskraft uden den kollektive kampkraft. Et lønsystem, hvis yderste potens vi ser med bruttolønnen eller livslønnen, som KTO nu også bringer på banen til den offentlige sektors overenskomst 2002. Jo mere det ser nu til, at vi selv får indflydelse på, hvad vores løn skal være, jo mere tilsløres udbytningen, og jo større bliver den.

De seneste undersøgelser viser, at vi arbejder længere og længere tid. Fem timer mere om ugen er arbejdstiden steget med i gennemsnit i EU. Længere arbejdstid betyder flere timer med gratis arbejdskraft for arbejdsgiverne. Når arbejdstiden så oven i købet er fleksibel, så sliddet på arbejdskraften kan ske, når som helst arbejdsgiverne finder det mest profitabelt, er det klart, at udbytningen stiger. Det viser sig også i sliddet på arbejdskraften – vi bliver mere stressede og syge af arbejdsbetingende sygdomme end nogen sinde før.

ABB Motors

Kodeordet til mere udbytning er derfor ikke bare fleksibilitet, men også motivation og frygt. Hvad det skal bruges til økonomisk set, illustrerer følge aktuelle begivenhed fra ABB Motors i Odense:

Sidst i marts i år fik de 230 ansatte, der er tilbage, besked om, at virksomheden lukker til maj og flytter produktionen til udlandet.
“Var det virkelig takken for at have gjort en ekstra indsats for den virksomhed, som mange af kollegaerne har været på et helt arbejdsliv?” lød det fra en af tillidsfolkene.
Ja, det var takken. Forud for beskeden havde de timelønnede arbejdet over både i januar og februar for at bevise, det godt kunne lade sig gøre at tjene penge på ABB Motors i Odense. Samtidig var det betydningsfylde “tid pr. stk.” bragt ned på det hidtil laveste tal. De ansatte knoklede som besatte – til et solidt stødpudelager, der kan sælges, mens maskiner og produktionsudstyr flyttes til Spanien og Italien.

Det er ikke, fordi arbejdskraften er mindre værd i lavtlønslandene som Spanien og Italien. Men med til arbejdskraftens værdi hører ikke kun, hvad der er nødvendigt for, at arbejdskraften kan møde op dag efter dag, og hvad der skal til for, at den samtidig sikrer den fremtidige arbejdskraft i form af at opfostre børn. Med til arbejdskraftens værdi hører også den historiske og traditionelle levestandard. Det er arbejdskraftens værdi, der skal harmoniseres i EU’s indre marked – vel og mærke harmoniseres nedad af hensyn til den frie konkurrence.
Således bestemmes lønnen efter den borgerlige og socialdemokratiske økonomi. Men den opererer heller ikke med klassekampen.

KP6 og 7, 2001