De multinationales FN

Det skal ikke længere hedde det multinationale FN – men de multinationales FN:
I takt med styrkelsen af gigantmonopolernes rolle i det nationale og internationale samfundsliv, som er et vigtigt aspekt ved den såkaldte globalisering (eller imperialismens udvikling i dag) er deres herredømme over nationalstaterne og direkte kontrol med regeringer og statsapparat blevet stadig mere udtalt.
Og hvorfor skulle FN holdes uden for denne bølge? I den nuværende generalsekretær Kofi Annans embedsperiode har FN udviklet et stadig tættere samarbejde med de førende multinationale selskaber – et samarbejde, der begynder at gribe ind på alle områder af organisationens virksomhed, og som for nogle underorganisationer har fået afgørende betydning.
På et møde i Davos med nogle af verdens førende forretningsfolk for to år siden lancerede Kofi Annan det såkaldte Global Compact-initiativ – en officiel alliance mellem FN og de multinationale:
’Mine venner,’ sagde generalsekretæren ved den lejlighed, ’sagen er jo ganske enkelt, at hvis vi ikke kan sørge for, at globaliseringen kommer alle til gavn, vil den i sidste ende ikke gavne nogen af os.’
Det er Kofi Annans erklærede mål, at fra år 2002 skal 1.000 af verdens største selskaber have forpligtet sig til at bidrage til af afhjælpe fattigdommen i verden og opbygge en social infrastruktur i de fattigste udviklingslande.

Den ny strategiske alliance med de multinationale, der står for hovedparten af den gigantiske udbytning af jordens arbejdende og dermed bærer et hovedansvar for den voksende globale massearmod, er ikke mindst af betydning for UNDP (FN’s udviklingsorganisation). Den har gennemført en radikal ændring af sin profil og prioriteringer gennem de sidste år under englænderen Mark Malloch Browns ledelse. Partnerskabet med de multinationale, der over for de fattige i verden nu udstyres med en glorie som socialhjælpere og fattigdomsbekæmpere af FN, er blevet kernen i denne organisations virksomhed.
– I et partnerskab skal der være et sammenfald af interesser, siger UNDP’s pressetalsmand Jean Favre: – Vi siger til firmaer: I dag lever 1,2 milliarder mennesker med mindre end 1 dollar per dag, og hver anden lever for mindre end to dollar om dagen. Tager man ti fattige mennesker, har de tilsammen ikke købekraft som bare én person, der kan betale for en vare. Derfor er det interessant at bede virksomheder om at hjælpe verdens tre milliarder fattige mennesker ud af en situation, hvor de er ikke-forbrugere, til at blive aktive deltagere i verdens forbrugerøkonomi. (…) Hvad firmaerne bliver bedt om, er i realiteten at opføre sig i ulande, som de gør i de rige lande, hvor de overholder lovene. Det er relativt billigt.

De multinationale selskaber betragter hele verden som deres bagland og har forvandlet kæmpemæssige områder i den tredje verden til ødelagte udbytningsområder. Ikke mindst Afrika er blevet gjort til en kemisk og atomar losseplads. Alverdens miljøgifte tages i anvendelse i disse selskabers produktionsvirksomheder, uden hensyn til arbejderbeskyttelse eller miljøet. Lavkvalitetsvarer, der er farlige eller usælgelige i de rige lande, dumpes i den tredje verden – samtidig med at rovdriften på dens naturressourcer og råvarer aldrig har været større og aldrig er foregået i et hurtigere tempo.
Med sådanne illusoriske argumenter om firmaernes sociale egeninteresse, der skulle kunne sættes over deres kortsigtede profithensyn, sætter FN ulvene til at vogte gæs. De multinationale udbyttere forsynes med en moralsk og social profil og opretter af deres gigantoverskud nogle beskedne fonde til ’gaver til de fattige’ eller bistandsprojekter i firmaernes navn og under deres ledelse og kontrol. For UNDP har det betydet, at organisationen ikke længere satser på den direkte støtte til udviklingen af udviklingslandenes sociale og økonomiske infrastruktur. På linje med andre internationale imperialistiske organismer som IMF og Verdensbanken satser organisationen nu på at rådgive regeringerne om reformer, dvs. privatisering og udlicitering af, hvad der er af statslige virksomheder, der kan opkøbes af de kapitalstærke multinationale. Desuden vil UNDP ’fremme partnerskaber af enhver slags’ – dvs. væve landenes økonomi sammen med de multinationale og deres interesser – og ’hjælpe regeringer til at prioritere deres indsats’ og sætte disse markedsøkonomiske reformer i højsædet.
Omlægningen af UNDP’s virksomhed har ført til store rystelser i organisationen: Af dens 1.000 medarbejdere er 300 blevet presset ud af deres stillinger, samtidig med at den rekrutterer økonomiske specialister til at rådgive de fattige landes regeringer.

FN har netop under Annans forsæde gennemført sin tredje konference for verdens 49 fattigste nationer i Bruxelles. De to forrige er endt som klare fiaskoer: Antallet af ’fattigste lande’ – hvor halvdelen af befolkningen lever for mindre end 1 dollar om dagen – er blevet næsten fordoblet siden 1971. Og bistandshjælpen er i samme periode faldet med 45 pct. De 49 lande er mest sydøstasiatiske og afrikanske syd for Sahara, men omfatter også Haiti og nogle Stillehavsnationer.
FN’s strategi for ’partnerskab med de multinationale’ garanterer, at også denne spiller fallit.

-ko
KP11, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater