FN-konference om verdens fattigste lande på vej mod fiasko

Meget lidt tyder på, at der tages bare minimale skridt til bekæmpelse af fattigdom som et resultat af det igangværende FN-topmøde omkring bekæmpelsen af fattigdommen i verdens 49 fattigste lande. Tværtimod. IMF (Den internationale Valutafond) og Verdensbanken har sat dagsordenen:
Øget frihandel. I globaliseringens navn.

Sådan lyder budskabet fra Verdensbanken og IMF højlydt på den igangværende FN-fattigdomskonference i Bruxelles. Den samme parole, der også blev lanceret på WTOs møde i 1999 i Seattle, og som med god grund blev mødt af kraftig modstand fra en række ulande.

Frihandelsaftalerne har indtil videre været til gavn for de rige lande, herunder USA og EU. Det har betydet åbningen af de fattigste lande for monopolernes frie adgang til at udnytte deres råstoffer og den billige arbejdskraft. Ordninger, der har skullet beskytte landenes økonomier, er blevet ryddet af vejen, privatisering af den offentlige sektor er blevet fremmet, toldmure brudt ned, mv. Ja – på nær de toldmure, der beskytter de rige lande mod konkurrence fra den 3. verden.

Fri handel betyder nemlig ikke fri adgang for ulandene til markederne i den rige verden/EU og USA m.fl. Her råder toldmurene uhæmmet, og i mange tilfælde overstiger indtægterne på de eksisterende toldmure vendt mod importen af varer fra ulandene faktisk de beløb, de selv samme rige lande giver som ulandsbistand til de fattige lande.

Ulandene taber efter forskellige beregninger minimum hen ved 30 mia. kr. året p.g.a. de opbyggede handelsbarrierer, samtidig med, at deres lokale industri og fødevareproduktion har lidt alvorlig skade som konsekvens af fjernelsen af beskyttelsesforanstaltninger og told på varer fra de rige lande – med øget fattigdom og sultedøden til følge for mange.

Parolen om “fri handel” tjener udelukkende et formål: øget adgang for de multinationale firmaer til ulandenes markeder, at ulandene fuldstændigt skal underlægge sig de multinationale firmaers ve og vel på befolkningernes bekostning.

Som er repræsentant fra Nepal udtrykker det, så drejer det mere om gældseftergivelse og sikring af fri markedsadgang, hvids formålet reelt skulle være at afhjælpe fattigdommen. FN’s mål er officielt at halvere antallet af fattige, at øge uddannelsesniveauet og at mindske børnedødeligheden indenfor de næste 15 år.
At konferencen munder ud i noget, der vil fremme de flotte formål synes mere end tvivlsomt.

Netavisen 19. maj 2001