Kamp mod fattigdom er kamp mod imperialismen

Nogle husker måske et afrikansk land, der blev kaldt Syd-Rhodesia. Det var opkaldt efter en af Englands mange kolonisatorer, Cecil Rhodes.
Hvad den lokale sorte befolkning syntes om at være underlagt den store hvide mand, var på hans tid ganske uinteressant i “den civiliserede verden”. Men med de afrikanske frihedsbevægelsers opblomstring i 50’erne og 60’erne blev den vestlige verden nødt til at forholde sig til den sorte befolknings ideer om frihed, selvstændighed og socialisme.
Og holdningen var klar: De sorte skulle makke ret og være taknemlige for den visdom og kultur, som blev givet dem af kolonisatorerne. Oprør på oprør bølgede hen over det afrikanske kontinent. Tusinder af sorte måtte lade livet i kampen mod racismen og for at opnå national selvstændighed.
I Syd-Rhodesia førtes en mangeårig og uhyre hård krig mellem på den ene side de store hvide farmere og deres regering under ledelse af Ian Smith og på den anden side det store sorte flertal under ledelse af Robert Mugabe. Det hvide styre havde en hær, der var udstyret med moderne våben fra USA, England og ikke mindst Sydafrika. Mugabes hær var udstyret med våben fra bl.a. Kina og trænet i lejre i Tanzania.

De sorte vandt krigen, men Mugabes regering fik aldrig løst landets grundlæggende problemer som fx ejerskabet til produktionsmidlerne. Der blev opbygget et pseudo-socialistisk system, der umiddelbart så ud til at tage toppen af utilfredsheden hos den sorte befolkning og samtidig fastholdt væsentlige dele af den hvide ekspertise i landet. Det er et åbent spørgsmål, hvad de mange soldater fra oprørshæren fik ud af deres store ofre.
Rejser man i Zimbabwe i dag, oplever man en fattigdom, som er uhyggelig. I visse af de sydlige provinser er sulten så stor, at tiggeriet hovedsageligt drejer sig om at få den madpakke, som du regnede med at spise på et skyggefuldt sted ved Limpopoflodens bredder.
Næsten alle steder er de store farme stadig ejet af hvide farmere, der for næsten ingen penge kan ansætte sort arbejdskraft til at klare indtjeningen. Mange steder bor de sorte landarbejdere stadig i lerklinede hytter, mens den hvide farmers maskinpark opbevares i murstenshuse med fast gulv og hårdt tag.
Jo, jo, kolonitidens billige sorte arbejdskraft er stadig billig og stadig sort!

Den rejsende udsættes dog ikke kun for en ydmygende fattigdom. Noget ganske specielt i regionen er den stolthed, der på trods af alle odds gennemsyrer den sorte befolkning. Man fornemmer tydeligt forskellen fra Sydafrika, hvor store dele af den sorte befolkning indtager en underdanig attitude overfor den hvide overklasse. De sorte i Zimbabwe er fuldt ud klar over, at de kæmpede sig fri med våben i hånd, at de vandt en militær og politisk sejr over de hvide herskere. På trods af deres fattigdom er de ranke og stolte. I omkring et kvart århundrede har de tålmodigt troet på, at jordreformer og fordeling af resurser nok ville brede sig til alle dele af landet. Nu tager de så igen sagen i egen hånd og kræver land, hvor de kan dyrke fødevarer.
Det er i mange tilfælde de såkaldte krigsveteraner, der går i spidsen igen. Det er da meget muligt, at der sker fejltagelser og begås urimelige handlinger i kampens hede. Det er da osse muligt, at Mugabe forsøger at udnytte kaos til egen fordel, men mon ikke det er på tide, at situationen i Zimbabwe ses i det rette historiske lys? Hvem stjal jorden fra de sorte? Hvem brugte de sorte som slavearbejdskraft? Hvem sidder godt og solidt på deres store farme, mens store dele af den sorte befolkning lever i yderste fattigdom?
Er det ikke kun rimeligt, at de besiddelsesløse kræver land, så fattigdommen og sulten kan overvindes?
Masser af steder i Zimbabwe oplever den fattige befolkning, at de store hvide jordejere lægger enorme landområder brak, fordi de ikke har brug for at dyrke det hele. Samtidig slås der hårdt ned på de formastelige sorte, der tillader sig at snuppe et lille hjørne af den ledige jord for at opdyrke den.
Krigsveteranerne oplever nu, at kampen trods alt slet ikke blev ført til ende, og de forsøger at fuldføre deres arbejde. Det er al ære værd, og de bør hædres for deres indsats. I stedet ser vi igen imperialismens trusler mod de undertrykte, der rejser sig til kamp for egne rettigheder.
Avisernes hetzkampagner er voldsomme og vildt fordrejede. De imperialistiske vestlige lande truer med økonomiske sanktioner mod et land, som i forvejen har svært ved at rejse sig efter årtiers udbytning. Det er fandengalemig svært at få øje på proportionerne!!

Lige syd for Limpopo-floden ligger et andet land, hvor den sorte befolkning hver dag hører, at uretfærdighederne er ophørt. I Sydafrika førtes kampen mod racistregimet slet ikke igennem. Tværtimod undgik man opgøret ved at indgå snærende aftaler med undertrykkerne. Resultatet er, at den hvide overklasse sidder sikkert i sadlen sammen med en lille gruppe sorte, der blev lukket ind i varmen, mens den fattige sorte befolkning hutler sig igennem. En af “sidegevinsterne” ved denne studehandel er en eksploderende voldsbølge, der truer med at lamme Sydafrika.
Også i Sydafrika oplever den fattige landbefolkning, hvordan de store hvide farmere kun dyrker dele af deres enorme landområder, mens den sorte befolkning bliver tildelt små og ufrugtbare jordlodder.
Hvor længe vil det store flertal af Sydafrikas befolkning se på, inden de lærer af krigsveteranerne i Zimbabwe? Hvis Thabo Mbeki mener noget med de smukke ord fra parlamentet i Cape Town, så gennemfører han barske socialistiske reformer, inden det går fuldstændigt amok. For der er ingen tvivl om, at et lignende oprør i Sydafrika vil være umuligt at styre!

KJ
KP10, 2001