Hans Kirk: Rudolf Nilsen og Danmark

Jeg husker, da man i en københavnsk avis læste en notits om, at den norske digter Rudolf Nilsen var død i Paris. Det brede litterære publikum i Danmark sagde det dengang næppe ret meget, men for os, som da var unge, var det et lige så tragisk budskab, som dengang efterretningen kom om Nordahl Griegs død over Berlin.
Han døde så ung, Rudolf Nilsen, men han havde en livsgerning bag sig, en digtning, der rakte langt ud over den norske litteratur. Vi havde naturligvis her i Danmark en arbejderdigtning – Martin Andersen Nexø havde skrevet storværkerne ’Pelle Erobreren’ og ’Ditte Menneskebarn’ og en hel række uforglemmelige noveller. Aakjær og Skjoldborg havde af karsken bælg digtet om den gamle landalmue og om husmændenes og landarbejdernes kamp for bedre kår. Men der var ingen lyriker fra byens arbejderkvarterer, ingen havde sunget om arbejderens hårde liv, hans længsler og håb, hans drømme og hans vrede.

Man havde ganske vist en socialistisk lyrik til politisk brug, en arbejderdigtning med kampsange og deklamatorisk lyrik. Det er ikke min mening, at man skal kimse ad den, for den har haft sin store betydning og har det stadig. Men mens den gav udtryk for arbejderklassens sociale og politiske kamp, havde den ikke alt for meget med arbejderens jævne og patetiske dagligdag at gøre.

Den store danske lyriker Sophus Claussen forsøgte en gang, ud fra en umiddelbar sympati med arbejderklassen, at skrive et skuespil, ’Arbejdersken’, hvor han ville sammenfatte netop det hverdagslige og det heroiske i arbejderens og navnlig arbejderkvindens liv og ligesom give det en dramatisk-poetisk syntese. Det lykkedes ham ikke, fordi fabrikkens og arbejdets virkelighed trods den bedste vilje var ham en fremmed verden, men Rudolf Nilsen kunne forme Claussens tanke i det lille digt ’Rivalen’ med de sidste fire, inderlige strofer:

Jeg tog dine hender i mine
og følte, hvor såre de var,
Du kom fra maskinen, hvis merker
Af rasende kjærtegn du bar.

Han virkede meget stærkt på os unge danskere, denne gategut fra Oslo, som havde klaret sig frem til at blive student, men havde hele sin oprindelse, sin hårde barndom så levende i sig og formåede at give sine oplevelser så bittert og skønt et præg. Det er ikke for meget sagt, at vi lærte digte som Revolusjonens røst og Nr. 13 udenad. Det var på en tid, da den danske lyrik var blevet sat og borgerlig efter krigs-ekspressionismens hektiske udladning, og denne unge, vrede, norske stemme var som et brus af fornyelse for en hel generation af unge intellektuelle og arbejdere.
Det er ikke for meget sagt, at Rudolf Nilsen fik afgørende betydning for en generation af unge socialistiske digtere, arbejdere og intellektuelle i vort land, og sandsynligvis når hans spor endnu videre. Vi prøvede at lære af hans ærlighed, hans bitre humor, og vi beundrede den optimisme, som levede i hans unge og tragisk dødsmærkede elskov til livet.

Brev til Johan Faltin Bjørnsen, 1. februar 1949.
Gengivet i dennes biografi ’Rudolf Nielsen’, 1951.
KP7, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne