Krig i Makedonien

Siden kampene mellem albanske oprørere tilhørende Den Nationale Befrielseshær (UCK) og makedonske regeringstropper for alvor brød ud, har konflikten i det ludfattige Makedonien eskaleret. Og nu må man faktisk betegne situationen i det nordvestlige Makedonien omkring landets næststørste by, Tetovo, som regulær krig.
Albanerne, hvoraf i hvert fald en del må antages at være kommet over grænsen fra Kosova, har erklæret, at de kæmper for albanernes nationale rettigheder i Makedonien; nationale rettigheder, som er blevet undertrykt – ingen tvivl om det.

Skabt af opsplitning
Makedonien blev selvstændigt i 1991 som resultat af USA’s og EU’s bevidste strategi for at splitte Jugoslavien i stumper og stykker for bedre at kunne kontrollere og udbytte folkene på Balkan.
Men på det lille Makedonien med sine blot to mio. indbyggere var der stort pres fra dets nabolande: Grækenland stillede betingelser til landets navn, så det nu officielt hedder Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien; Bulgarien mente ikke, at makedonerne var en nation, og serberne ville ikke acceptere det makedonske sprog. Alt dette forstærkede den makedonske identitet til en grad, hvor det gik ud over det store albanske mindretal på 23 % af befolkningen. Men at sikre den albanske minoritet sine rettigheder i Makedonien var ligesom i Kosova, hvor albanerne i mange år led under serbisk undertrykkelse, ikke noget, som dengang var på dagsordenen hverken i Washington eller Bruxelles. Kun når den etniske undertrykkelse kan bruges til egne reaktionære formål, ser vi imperialismen anerkende den og sætte hele sit enorme propagandaapparat i gang for at fortælle om den.
Hverken USA eller EU har nemlig nogen interesse i et opsplittet Makedonien, hvor den pro-vestlige Trajkovski-regering sidder. Og fra både FN, NATO og EU har det da også haglet ned med skarpe fordømmelser af de albanske oprørere – støtten til den makedonske regering er klar. Indtil videre er der ikke tale om, at egentlige KFOR-styrker fra Kosova skal indsættes i Makedonien for at bekæmpe de albanske “terrorister”, men derimod kun afskære forsyningsruterne til oprørerne.

“Stor-Albanien”
Der er imidlertid ingen tvivl om, at der i store dele af den albanske befolkning i Kosova er ophobet en enorm frustration over, at oprøret og guerrillakrigen mod Milosevic ikke førte til andet end et NATO-protektorat inden for Jugoslavien – uden selvbestemmelse. Denne frustration træder mere og mere klart frem og spiller også en rolle i det igangværende oprør i Makedonien, hvor de vestlige medier taler om, at albanerne kæmper for et Stor-Albanien, bestående af alle de områder i det tidligere Jugoslavien og Grækenland, hvor der lever albanere. Et sådant mål, som er imperialistisk og dybt reaktionært, har ingen af de albanske oprørere erklæret.
Ligeledes må et krav om at løsrive en del af Makedonien og danne en ren albansk republik inden for Makedonien eller slå denne sammen med Kosova til et “Stor-Kosova” også afvises som chauvinistisk og reaktionært.
Klart er det, at ubetinget ligestilling for det albanske mindretal i Makedonien er et ufravigeligt krav til den makedonske regering og vil samtidig lette skabelsen af den alliance mellem arbejdere, bønder, studerende m.fl., der skal gå aktivt til kamp imod den nyliberale, økonomiske politik med privatiseringer en masse og nedskæringer i de offentlige udgifter, der så kraftigt har forringet levevilkårene for alle indbyggere i Makedonien, undtagen den lille nyrige kapitalistklike, der med støtte fra både Vesten og Rusland sidder på magten.

Melse
KP6, 2001


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne