Anton Hansen i fin form på Arbejdermuseet

Anton Hansen (1891-1960) blev engang i et interview spurgt om, hvordan han blev tegner. Han fortalte:
‘Allerede i skolen opdagede min lærer, at jeg havde en særlig evne til at sætte klodser sammen og tegne, han lod mig så følge tegneundervisningen i forskellige klasser. Selv nærede jeg et brændende ønske om at komme til at studere, men det var der nu ikke råd til i mit hjem. Da jeg ikke kunne få lov til at studere, kom jeg i malerlære, og det var meningen, at jeg senere skulle have været hos teatermaleren Carl Lund. Men en dag jeg stod og rensede bøtter, slog det ned i mig, at jeg da lige så godt måtte kunne tegne til bladene, som så mange andre, der gjorde det dengang, og lige som jeg stod og gik, i beskidt malertøj, fløj jeg op til ‘Politiken’, hvor jeg fik foretræde for Henrik Cavling, som jeg fortalte, at jeg ville lave tegninger til bladet.
”Nå, nå, vil De det, hvad kan De lave?”
”Alt muligt,” erklærede jeg.
”Nå, gå så i Paladshotellet i aften, der er kelnerstrejke, og tegn os nogle kelnere.”
Men jeg havde jo ingen penge at gå på Paladshotellet for, og det sagde jeg til Cavling, der så stak mig en krone til et glas øl. (…)
Straks næste morgen mødte jeg jo så hos Cavling igen med en hel stabel tegninger af kelnertyper. Der blev kaldt nogle medarbejdere ind, men da de rystede på hovedet, var jeg jo nok klar over, at det blev der ikke noget af. Så begav jeg mig op til Frejlif Olsen (Ekstrabladets redaktør, KP) med nogle tegninger, som jeg selv havde lavet teksten til, og de røg ind! Og så tegnede jeg på Ekstrabladet en del år.’
Var Herluf Bidstrup den betydeligste danske satiriker i sidste halvdel af forrige århundrede, så var det maleren og forfatteren Anton Hansen, som indtog den stilling i den første – dengang satiretegningen virkelig betød noget, og ethvert blad med respekt for sig selv kunne sende en tegner på reportageudflugt som fotografer i dag. Anton Hansen var noget i retning af venstresocialdemokrat ligesom den prægtige arbejderforfatter Oscar af samme -sen-familie: Dengang det betød klasseholdning og tro på socialisme, dengang pamperi var et skældsord og kommunister venner. ‘Vi var jo dog nærmest bolsjevikisk indstillede,’ sagde han senere om sig selv og sin norske kollega Ragnvald Blix, som han udgav det sagnomspundne satireblad Exlex med.
Arbejdermuseets udstilling viser bredden i hans kunst og sociale engagement: Mellem to verdenskrige indfangede ingen andre tegnere som Anton Hansen denne tid med dens dybe kapitalistiske krise og dens konsekvenser for arbejderne. Han var af internationalt format, tegnede også til det tyske satireblad Simplicissimus, indtil nazisterne overtog det. Læg mærke til hans tegning af Hitler her på siden – den er fra før den nazistiske magtovertagelse. AH, som han signerede tegningerne, var tidligt ude.
Efter krigen tegnede han en periode for Information, blev en meget benyttet bogillustrator, og fik på det socialdemokratiske forlag Fremad udgivet to fremragende selvbiografiske bøger ‘Drengen drømte’ (1951) og ‘Ung kunstner’ (1954). Der findes ikke en ‘retrospektiv’ udgave af hans satiretegninger – men allerede i 1932 udgav Fremad hans ‘Satire. 72 tegninger’. Og et af hæfterne i Broby Johansens ‘Social kunst’ er med Anton Hansen.
Arbejdermuseets udstilling med 200 værker rummer værker fra museer og private, men baserer sig især på Anton Hansens egen samling. Efter hans død truede hans enke med at køre den på lossepladsen – men den blev heldigvis opkøbt af lægen Jens Mathiesen, hvorfra den i 1997 blev overdraget til museet.
Sammen med udstillingen har museet udgivet en rigt illustreret bog af Hanne Abildgaard, ‘ANTON HANSEN. Mellemkrigstidens sorte satiriker’, på mere end 400 sider og til en pris i samme talorden – for feinschmeckere mere end for hans egentlige publikum.
Men udstillingen bør ses. Anton Hansen er i fin form. Den er åben indtil 5. juni.

-pp
KP6, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne