Stjernekrig bag lukkede døre

De amerikanske missilskjoldsplaner giver hovedpine i Danmark. Det er for tiden det største udenrigspolitiske problem for den socialdemokratiske regering og dens ny udenrigsminister Mogens Lykketoft. Hvordan tackle det?
På grund af Grønlands og Thulebasens afgørende betydning for hele projektet er den danske holdning vigtig.
Det var utvivlsomt derfor, Lykketoft blev modtaget af den ny, men for længst krigserfarne udenrigsminister i Washington Colin Powell – dagen før den officielle delegation af udenrigsministre fra EU kom i audiens.
Samtalen var for lukkede døre. Vi har kun Lykketofts ord for hvad der foregik – og ifølge ham var det ikke noget som helst. Der blev ikke lagt nogen konkrete planer frem, og derfor ikke givet noget konkret svar, siger han.
Et rent høflighedsbesøg altså? Spild af tid?

Den danske mediedækning af begivenheden fulgte den officielle linje: den danske regering har ikke taget stilling til projektet og vil ikke gøre det, før det bliver konkret – også teknisk konkret – og det kan vare længe endnu. Ifølge Jyllands-Posten antydede Lykketoft dog, at regeringen ville være parat til at se positivt på USA’s planer om et raketskjold, hvis det bliver et led i øget nedrustning og forstærket samarbejde.
Så burde svaret være givet: Det er der jo ingen tvivl om. En forstærket raketoprustning, der vil udløse et nyt rustningskapløb og styrke USA’s militære supermagtsstatus og atommonopol – det vil selvfølgelig være et led i øget nedrustning. Det har amerikanerne jo hele tiden sagt. Og selvfølgelig også være et led i et forstærket samarbejde. Har de ikke fortalt, at EU på en eller anden måde vil blive omfattet af det store skjold, og at der vil blive truffet aftaler med både Rusland og Kina, der har kritiseret projektet voldsomt?
Raketskjoldet vender sig jo kun mod slyngelstater af typen Nordkorea, Irak eller Libyen, der kun pønser på at frembringe langtrækkende raketter, som de omkostningsfrit kan smide i hovedet på uskyldige amerikanske borgere!
Der findes jo nok gale diktatorer, der vil udslette sig selv og deres nation og mere til i et amerikansk gengældesangreb. Det er storpolitisk logik for begyndere, og Lykketoft er ingen novice.
Han kan også huske, da marinekorpset invaderede den lille østat Granada, fordi den ‘truede USAs sikkerhed’.

I de store europæiske hovedstæder har der været stor kritik af det amerikanske missilprojekt. Den er blevet mødt af en amerikansk modkritik: USA ser yderst skeptisk på EU’s udrykningsstyrke, der skal være operativ om to år: En sådan styrke vil på længere sigt kunne svække solidariteten i NATO, hedder det.
USA frygter med andre ord konkurrence fra EU på det militære område, når der oprettes en selvstændig Europahær til forsvar af unionens globale imperialistiske interesser.
Derfor lægges der op til både studehandel og øget samarbejde. Noget for noget. Udrykningsstyrke for missilforsvar. I de sidste par måneder er den europæiske kritik da også nedtonet. Den tyske kansler har udtalt sig positivt og forstående om de amerikanske planer.
De danske borgerliges reaktion har ikke ladet vente på sig: lurepasseriet skal opgives – klart ja til missiler, NATO og udrykningsstyrker.

Lykketoft og regeringen har alligevel valgt at fortsætte lurepasseriet. De ved, at modstanden i den danske og grønlandske befolkning er massiv. Og socialdemokratiet vil igen blive delt midt over, mens deres radikale regeringspartnere slet ikke vil kunne tåle et klart Ja til projektet og til dansk-grønlandsk assistance, før der er skabt en situation, hvor det er ‘umuligt’ at sige nej.
Trods lurepasseriet er sagen klar nok: Bag de lukkede døre i Washington har amerikanerne fået grønt lys fra dansk side. Socialdemokratiet og Lykketoft har forpasset en historisk chance for at give et virkeligt bidrag til kampen for fred og nedrustning.
Det er endnu en understregning af en hårdt lært lektie: freden ligger i folkenes, ikke de imperialistiske stormagters eller deres servile partneres hænder.
Skal missilplanerne og udrykningsstyrken, den amerikanske og europæiske militære globalisering, bremses, er det på høje tid fredsbevægelsen tager over.

Redaktionen den 5. marts 2001
KP5, 2001