Kinas kapitalistiske vej

Da Den kinesiske Folkekongres med næsten 3000 delegerede åbnede i Folkets Hal i Peking skete det under timelang TV-transmission ikke bare i kinesisk fjernsyn – men også CNN.
Premierminister Zhu Ronqui lovede at fastholde og øge tempoet i de kapitalistiske reformer. Den kinesiske regering vil afvikle endnu flere statsstyrede elementer i økonomien, omdanne resterende statsselskaber til aktieselskaber, tillade udlændinge købe aktier i rent kinesiske virksomheder, og gøre det lettere for storbønderne at eje jord. Private skal kunne eje alle virksomheder undtagen militærstrategiske.
– I de næste fem år må vi fortsætte reformerne uden tøven, åbne Kina yderligere for udlandet, og nedbryde strukturelle hindringer for produktivkræfternes udvíkling, sagde Zhu ved forelæggelsen af den 9. fem-års-plan 2001-2005. Han forudså en årlig vækstrate på 7 pct. – og en fordobling af Kinas nationalprodukt i forhold til år 2000 på ti år, i 2010. Kina vil pfylde alle betingelser for at indtræde i WTO.
Dermed understregde han også, at den kapitalistiske udviklingsproces i Kina er ved at gå ind i sin sidste fase, før den socialistiske maske falder.
De sociale omkostninger ved den ‘kontrollerede’ kapitalistiske udvikling i Kina har været enorme, med faldende levestandard for hovedparten af den enorme bondebefolkning, og med stadig voksende arbejdsløshed. Der er voksende social uro i mange dele af landet. De kapitalistiske ‘kommunist’-høvdinge søger derfor at indføre et socialt sikringssystem og lover at forbedre bøndernes stilling. Men kapitalisme er kapitalisme: Alene tilpasningen til WTOs krav forventes at koste 45 millioner arbejdere på statsvirksomheder deres jobs, og berøve millioner af landarbejdere deres eksistensgrundlag med den benhårde udenlandske konkurrence.
De høje vækstrater i den foreløbige kapitalistiske udviklingsproces har gjort Kina til det ny asiatiske mirakel. En høj vækst skulle sikre fremgang for alle borgere, ifølge Zhu. Kapitalistisk højvækst uddyber tværtimod polariseringen mellem rig og fattig – og når den uundgåelige økonomiske krise sætter ind, vil den almindelige kineser for alvor mærke kapitalismens ‘velsignelser’ på sin krop.

-lv
KP5, 2001