Fælles kamp mod kapitalens Europa

Appel til det 7. Internationale faglige træf
22., 23., 24. juni 2001 i Bourges, Frankrig

Fra Seattle til Nice er fagbevægelsen blevet en betydningsfuld aktør i store folkelige mobiliseringer imod de internationale institutioner, der afgør skæbnen for millioner af mænd og kvinder overalt i verden.
Fagligt aktive fra forskellige lande deltager i stort tal i disse manifestationer for at sige nej til denne politik til gavn for kapitalen, og viljen til sammen at bekæmpe den vokser konkret.
I Europa er denne politik koordineret og føres af regeringerne og EU’s institutioner.
EU, som indlemmer flere og flere lande, er et instrument i hænderne på monopolerne i de mest magtfulde europæiske lande. EU opbygges på ryggen af arbejderne og folkene i Europa og i de lande, som EU kontrollerer, særligt de afrikanske. Euroens ikrafttræden accelererer en proces henimod ens social lovgivning, hvilket ses i indholdet af det ”sociale charter”, der vedtoges i december 2000 i Nice.
”Social omlægning” i Frankrig, ”Pagt for arbejde” i Tyskland: i alle lande og under forskellige navne er dette arbejdsgivernes måde at påtvinge mere fleksibilitet, mere vikararbejde, lavere løn og mindre social sikkerhed.

Det er pensionen og den sociale sikkerhed, som i dag er skydeskive for angrebene, der har til formål at formindske, og tilmed helt afskaffe arbejdsgivernes bidrag til disse, tvinge arbejderne til at tegne private forsikringer samt formindske pensionsbeløbene. Mens der er millioner af arbejdsløse, så tales det overalt om at øge antallet af år, hvor man skal indbetale pensionsbidrag for at få en reduceret pension. Og hvilken pension til de mange vikarer?
De arbejdende er underkastet betingelser, der bliver hårdere for hver dag, der går: forlængelse og fleksibilisering af den daglige arbejdstid, som kun tjener arbejdsgivernes interesser. Børnearbejde gøres banalt.
Sådan er det ”sociale charter”!
Til at påtvinge denne politik kan kapitalen regne med de forskellige landes regeringer, højreorienterede eller socialdemokratiske, eller begge to samtidig. Flertallet af de faglige hovedforbund samles om dette storkapitalens projekt; de foregriber deres krav under påskud af ‘modernisering’ og ‘realisme’ ved at opgive klassekampen til fordel for forhandlinger, som har givet sociale tilbageskridt. Det er i opgivelsen af en fagbevægelse på et klassekampsgrundlag, at man finde årsagerne til hovedforbundenes svækkelse.
I alle lande, og under den ene eller anden form, vokser oppositionen til denne klassesamarbejdspolitik blandt fagforeningernes medlemmer, og den viser sig i alle sammenhæng.

Vi er fagligt aktive med ansvar på forskellige niveauer. Vi forsvarer en fagbevægelse på et klassekampsgrundlag, dvs. en kæmpende, solidarisk og internationalistisk fagbevægelse, og vi kæmper for at føre dette ud i livet. Hvert år siden 1995 har vi mødtes inden for rammerne af et internationalt træf for at udveksle vore kamperfaringer, forbedre vor forståelse af kapitalens politik og regeringerne, som udfører denne, definere nogle fælles kampområder og kampagner, som vi gennemfører på internationalt plan. Siden 1996 har vi brugt parolen ”Fælles kamp mod kapitalen”, som vi har oversat og anvendt i vore daglige kampe. Sidste år i Danmark støttede vi kampen for et dansk nej til euroen. Dette år vil vort træf være en del af den forstærkede faglige og folkelige kamp imod markedets diktatur, imod kapitalens Europa.

Til dette 7. Internationale faglige træf foreslår vi følgende tre hovedtemaer:

1. Kvinderne i den faglige kamp
Til trods for krisen og arbejdsløsheden vokser antallet af arbejdende kvinder stadig. Men de er også de første, der rammes af fleksibilitet, vikararbejde, uligeløn, uddannelse osv., som ingensinde før. På kapitalens kommando og krav.
Den større udbytning af de arbejdende kvinder, breder sig hurtigt til alle arbejdende. De arbejdende kvinder, arbejderkvinderne især, tager i stadig større antal del i de faglige kampe. Deres beslutsomhed i kampen, og det krav om demokrati, de fører med sig, vender godt op og ned på nogle holdninger og forældet mentalitet. De må kæmpe for at vinde deres plads i fagforeningerne. Vi foreslår at gøre stillingen op i forhold til denne kamp ved at basere os på konkrete erfaringer. Dette skal hjælpe med til, at kvinderne indtager deres plads i klassekampen.

2. Det fleksible arbejdsmarked og dets konsekvenser for arbejderne og den faglige kamp
I nogle år er det med hjælp fra regeringer og støtte fra de reformistiske hovedforbund lykkedes kapitalen at opnå mange forskellige overenskomster, den ene mere usikker end den anden. Fleksibiliteten har aldrig været større siden 2. verdenskrig, og afslutter en periode, hvor arbejderbevægelsen har tilkæmpet sig visse begrænsninger i arbejdstiden og visse fremskridt m. h. t. deres til retsstilling og de kollektive aftaler. Denne politik dikteres af kapitalens søgen efter maksimal profit, og har også til følge, at arbejdet atomiseres.
Vi foreslår at udveksle og diskutere de kamperfaringer, som begrænser og bremser virkningerne af denne politik med fleksibilitet, og som styrker enheden mellem alle arbejdere (fx kampene for fastansættelse af vikarer osv.)

3. Udviklingen af en fagbevægelse på et klassekampsgrundlag på internationalt plan, særligt i Europa
Fagbevægelsen har indtaget en stadig større plads i lokale, nationale og internationale mobiliseringer imod den kapitalistiske globalisering. De reformistiske ledere af hovedforbundene forsøger at begrænse deres forbunds deltagelse til blot at kræve, at de internationale institutioner (IMF, G10, WTO) tager mere hensyn til arbejdernes interesser. De internationale faglige træf og de initiativer, som de tager, bidrager til, at den internationale solidaritet i kampen mod monopolerne og deres stater og institutioner gøres levende og vokser.
Hvilke øvrige skridt kan man tage for at gøre det endnu bedre?

Disse tre store spørgsmål vil blive behandlet i arbejdsgrupper, og konklusionerne vil blive fremlagt i plenum.
Vi opfordrer alle mænd og kvinder, der kan tilslutte sig ovenstående, til at støtte dette initiativ, gøre det kendt og mobilisere til det. Vi mødes i juni til Det 7. Internationale Faglige Træf i Bourges.

Mathys Schœvaert, Patrick Labille, Jean-Michel Jacob, Jean Didier Koeberle, Laurent Fargeas og Denis Robic (CGT Manoir Industries Bourges)
Raymond Chauveau, Didier Sollier, Daniel Meric, Stéphan Guerrini, Daniel Cantyn (CGT RATP)
Laurence Giboin (CGT Europostage, Livre)
Christian Augustin (CGT Arjomari, Livre)
Paulo Lima (CGT Pizza Hut, Commerce)
Martine Daumiot (CGT BRC, Bâtiment)
Gilles Vaudelet (CGT Magdis, Agroalimentaire)
Gaston Konz (CGT Télécom)
Martine Arnaud-Goddet (CGT Santé Privé)
Alain Lavy (CGT Protection Sociale)
Jean-Louis Caillat-Miousse (SUD Santé Public)
Daniel Issaadi (CGT Chimie)
Dominique Rousseau (CGT Métaux)
Jean-Pierre Blondel (CGT Équipement)

KP5, 2001

Læs Fagligt aktive mødes i år i Bourges


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne