‘Venstrefløjens’ koldkrigere

Af Klaus Riis

NATO-lobbyen af koldkrigere og knokkeljægere har gennem lang tid, systematisk og koordineret, ført en intensiv kommunistjagt – der bl.a. skal renvaske deres krigeriske militærpagt og dens danske agenter i fortid og nutid – mens kommunister og revolutionære skal stemples om landsforrædere – som ’værre end nazister’.
Blandt de voldsomt personangrebne er Enhedslistens Frank Aaen.
Forbløffende få har reageret. Venstreorienterede historikere har stukket hovedet i busken. De skal ikke have noget i klemme. Blade som Arbejderen og Kommunist har været tavse.
Til gengæld kom Enhedslistens Socialisten den 9. februar på banen med lederen ’Den kolde krig 2’ – næsten fra ord til andet et optryk fra en udtalelse fra SAPs forretningsudvalg i deres blad Socialistisk Information. SAP er som bekendt med i Enhedslisten, et parti i partiet.
Skribenten Michael Voss spørger:
”Skal vi gå ind i debatten med disse gamle koldkrigere og nyomvendte tågehorn? Er det besværet værd?
Ja, det er det. Der står nemlig mere på spil end en forløjet version af historien.
Har de da ikke ret? Lad mig vove pelsen med et klart og utvetydigt: Jo og Nej.
Jo, fordi stalinismen var en af historiens store forbrydelser . . .” o.s.v.
NATO-koldkrigerne, skønmalerne af kapitalismen, propagandafortalerne for den blodige imperialisme har ‘ret’ – halvt i hvert tilfælde: Nej, de har overhovedet ikke ‘ret’ .
Og lederen fortsætter med en stribe angreb på alt og alle på den danske venstrefløj, som falder ind under koldkrigernes og trotskisternes rummelige samlingsbetegnelse ‘stalinister’ – i Voss’ mening alle, der opfatter sig som kommunister.
Den er en af de mest perfide angreb, undertegnede har set, et giftigt æselspark skjult som en slags afgrænsning til de sorte antikommunistiske koldkrigere.
Det provokerede mig til følgende indlæg til Socialisten, som redaktionen meddeler, den vil lade trykke:

Besynderligt forsvar mod kommunistjagten
”Frank Aaen angribes med vildskab af hele det hylende antikommunistiske kobbel af koldkrigere – og det er forbløffende at se, at ingen af hans gamle eller nuværende partikammerater, som burde være de nærmeste, drager i felten til hans forsvar. Og hans eget ‘forsvar’ mod angrebene er elendigt: han forsikrer bl.a. at han stadig støtter Sovjetunionens supermagtskrig i Afghanistan!
Det er synd: antikommunisterne får nærmest frit slag med løgnene, hetzen, og hvidvaskningen af den forbryderiske kapitalisme og krigeriske imperialisme.
Skal Michael Voss’ leder i Socialisten ‘Den kolde krig 2’ opfattes som en slags imødegåelse af den nuværende antikommunistiske hetzkampagne og som støtte til partifælle Aaen, står det sløjt til. Den giver nemlig de sorte koldkrigere halvt ret, og lidt til.
‘Stalinisme’ er koldkrigernes betegnelse for kommunister, folk der ønsker et socialistisk Danmark samt alle, der har støttet sidste århundredes forsøg på at opbygge socialistiske samfund. Og trotskisten Voss og koldkrigeren Bent Jensen og hans sorte kompagni er enige i, at ‘stalinismen var en af historiens store forbrydelser’. Dette udgangspunkt er fælles.
Derfor bliver Socialistens gendrivelse af den igangværende kommunistklapjagt en besynderlig og tvetydig affære. Og derfor er det måske heller ikke så underligt, at Voss (bortset fra at fraråde koldkrigerne ‘vilde overdrivelser og inflationsbefængte tal’) på egen hånd tilføjer nogle trotskistiske specialiteter til det angivelige synderegister: Kina og Spanien før 2. verdenskrig!
Ligesom de reaktionære koldkrigere blander også Voss Stalin og hans ‘efterfølgere’ (som Hrustjov, Bresjnev og Gorbatjov) sammen i en pærevælling. Selvom enhver nogenlunde kyndig er klar over, at Stalins ‘efterfølgere’ var antistalinister (revisionister), der ikke bare fordømte ham og hans politik, rev statuerne ned og stoppede hans skrifter – men konkret omstødte hans politik på alle områder og satte den kurs, som førte til socialismens ødelæggelse og den råkapitalistiske kontrarevolutions sejr. DKP var ikke et ‘stalinistisk’ parti, men fulgte revisionisterne i tykt og tyndt, lige til og med det gorbatjovske bedrag, der kaldte åben kapitalistisk genrejsning for ‘mer socialisme’ og ‘mer demokrati’. (Som også Voss’ parti gjorde med, og Enhedslisten, som nogen måske husker).

Men Sovjet under Lenin og Stalin var den store udfordring til den kapitalistiske verden. Skrækindjagende for tilhængerne af privatejendommen og det borgerlige herredømme. Angsten sidder der endnu, og vil give koldkrigerne fast beskæftigelse mange år fremover.
I Lenin og Stalins Sovjetunion skabtes et socialistisk samfund til gavn for det store flertal, som støttede det og forsvarede det. Så store var resultaterne, at revisionisterne i årtier kunne leve højt på dem, mens de ødelagde socialismen. Det var et synligt og ubestrideligt alternativ til kapitalismen, på ufattelig kort tid omskabtes et tilbagestående, krigs- og kontrarevolutionsødelagt land til en stormagt. Det knækkede Hitlers drøm om at gøre alle jordens folk til slaver for herrefolket. Da Stalin døde var der en hel række lande, der som folkedemokratier var begyndt marchen mod socialisme, snesevis af andre lande, der havde afkastet sig kolonialismens åg. Den kommunistiske verdensbevægelse var arbejderklassens vigtigste politiske kraft. Angsten for revolution var med til at fremtvinge de indrømmelser til arbejderne i de (rige) imperialistiske lande, der kendes som ‘velfærdssamfund’.
Michael Voss’ og koldkrigernes fælles had til ‘stalinismen’ er afslørende.
Socialismen var så langt fra en af historiens store forbrydelser. Den var, er og bliver overvindelsen af det kapitalistiske og imperialistiske dræbersystem.”

Så var der ikke plads til mere. Men læserne af Kommunistisk Politik skal ikke snydes for Voss’ afsluttende æselspark til partifælle Aaen m.fl: ”Det vil være uklogt at betro politiske tillidsposter til folk, der endnu i dag kan finde på at forsvare og besmykke de herskende kliker i det tidligere Sovjet, i det daværende Østeuropa og i Kina.”
Værdigt til en lederplads i Jyllands-Pesten – ja, det har vist allerede stået der.
Et ’kammeratligt’ farvel og tak til Aaen – slagtetiden er inde?
Eller blot ’solidaritet’ og ’front mod de herskende’ – på trotskistmanér?

Koldkrigere og kommunister lige slemme!
Michael Voss’ ‘forsvar’ mod NATO-koldkrigernes angreb består i en opdatering af den gamle og berygtede kommu-nazi-tese: at kommunister og nazister er ‘lige slemme’, som Bent Jensen og Co. stadig ekcellerer i. Den anden halvdel af hans svar på spørgsmålet, om koldkrigerne ‘da ikke har ret’ lyder således:
”Og Nej, fordi myndighederne og de borgerlige politikere, medier, debattører ikke har noget at lade stalinisterne vide. Som tilhængere af kapitalismen har de mindst lige så meget på samvittigheden. De har ingen ret til at bebrejde stalinisterne noget eller stille krav til dem.”
Kommunisterne, forkæmperne for et opgør med kapitalismen, for revolution og socialisme, der var imperialismens og fascismens hovedmodstandere i det 20. århundrede, sidestilles her med kapitalismens forsvarere, dens bevidste skønmalere, imperialismens intellektuelle lejesoldater. Den sorte reaktion og dens vigtigste modstandere er lige slemme, har nogenlunde lige meget lort på samvittigheden.
Det er giftig historieforvanskning – et stinkende forsøg på splittelse af venstrekræfterne.
“Landsforrædere og kriminelle”!
Men Voss kan blive endnu mere bund-infam. NATO-koldkrigerne har en bestemt hensigt, erklærer han. Dels vil de hvidvaske USA og NATO, og:
‘Dels ønsker de at stemple alle modstandere af den danske udenrigs- og forsvarspolitikk som landsforrædere og kriminelle (…)’
Hvilket afslørende lille ord: ‘alle’. Det er ikke, ifølge Voss, ‘alle’ på venstrefløjen, der kan betegnes som ‘landsforrædere og kriminelle’ – men altså ‘kun nogle’: ‘stalinisterne’ nemlig. I fortid og nutid. Enhedslistemanden Frank Aaen, renegaten Ole Sohn, APKeren Klaus Riis, hvem som helst.
Under besættelsen stemplede kollaboratørregeringen kommunisterne og de øvrige modstandskæmpere som ‘skadelige for de nationale interesser’ og som ‘terrorister’. Det revolutionære DKP blev forbudt, domstolene fængslede og dødsdømte sådanne ‘landsforrædere og kriminelle’ på stribe.
NATO-koldkrigerne er i dag i gang med opgøret med 70ernes og 80ernes venstrefløj, med hele den ny revolutionære venstrefløj, som er under udvikling. Kravene i Jyllands-Posten om at fængsle en Frank Aaen og den konstante pressehetz mod manden er blot et dansk skvulp i et internationalt opgør, som har fundet sted siden 89-91. Det intensiveres nu, fordi kommunismen og venstrekræfterne er på vej frem, og fordi den forbryderiske imperialisme, der har ført krig i 10 år mod Irak og sidste år udløste en aggressionskrig mod Jugoslavien i Europa, ønsker frie hænder til at diktere verden sine ‘love’.
Ingen på venstrefløjen, ingen kommunister er ‘landsforrædere’ eller ‘kriminelle’. Ethvert andet udgangspunkt kapitulerer for reaktionens hetz. (Her tales selvfølgelig ikke om (politi)provokationer i rød forklædning o.lign.)
Det er klart, at hvis de PET- og FET-overvågede havde begået noget strafbart ifølge dansk lovgivning, sad vi allerede bag tremmer.
For USA- og NATO-agenterne, der holder stadigt ophørsudsalg af dansk selvstændighed, er det både kriminelt og landsforræderisk at bekæmpe deres krige og krigsforberedelserne.
Men kommunister og alle revolutionære og progressive kræfter vil altid bekæmpe dansk deltagelse i imperialistiske krige, og ønsker imperialismens nederlag i disse krige. Det vil lige så selvfølgeligt af reaktionen blive set som højforræderi.

Historiens kraftlinjer
Unge revolutionære skal ikke tro, at de kan undslippe reaktionens stempling for ‘landsforræderi’ eller ‘kriminel virksomhed’, heller ikke den historiske stempling, selvom de personligt hverken har lod eller del i Stalin-tiden, eller for den sags skyld i den danske venstrefløjs ‘bedrifter’ i de sidste årtier. De knytter sig til venstrefløjen og den revolutionære bevægelse – og tvinges til at tage stilling til historien. Også derfor er det en pligt at se den i et skarpt, kritisk, marxistisk lys.
Der råder unægtelig stor historieforvirring. Hvorfor vandt USA den kolde krig? Hvorfor gik Sovjetunionen o.s.v. under?
Den kritiske granskning er ikke gjort lettere af, at Enhedslisten og mange andre, der har noget i klemme, er veget udenom, indbefattet kræfter, der stadig kalder sig kommunister.
Men socialismen og revolutionen har brug for sin fortid, må bygge på den. NATO-krigernes beskidte myter må afsløres og gendrives, og illusioner af enhver slags kastes bort.
For kommunister er det særligt nødvendigt at finde frem til den historiske sandhed: Ikke for at sætte nogen på anklagebænken, der måtte have begået fejl, ikke for at pege fingre. Men fordi det er nødvendigt at fastslå og bruge en værdifuld arv, vores stærke revolutionære tradition. Sammen med den revolutionære teori er arbejderklassens revolutionære erfaringer i kampen mod kapitalisme og reaktion, for socialisme, nutidens revolutionære vigtigste redskaber. Og i sidste ende er marxismen og leninismen koncentratet af klassens kamperfaringer.
At finde frem til og forstå historiens kraftlinjer er også nødvendig for at skabe holdbar enhed, for at samles på marxismen-leninismens grund.
Lige så slem organisatorisk splittelse af de revolutionære kræfter er, lige så farlig er kunstig samling: ideologisk og politisk pluralisme, nødtørftigt, og altid midlertidigt, klasket sammen under én hat.
Enhedslisten er alene af den grund diskvalificeret som revolutionært parti.

Hvorfor sættes Stalin i centrum for angrebene?
Det er ikke noget tilfælde, at netop Stalin, der forsvarede og udviklede marxismen-leninismen, og stod i spidsen for den kommunistiske verdensbevægelse i en heroisk tid, der sikrede store sejre og store fremgange, står i centrum for den antikommunistiske hetz. Det er en historisk kendsgerning, at socialismens fremgange på verdensplan i det 20. århundrede er forbundet med Stalins navn, og det påfølgende nederlag med hans ‘efterfølgere’, der gjorde op med hans linje og politik. Det er i dag muligt at se disse ting klart: ingen i Putins Rusland bærer skilte med billeder af Hrustjov, Bresjnev eller Gorbatjov – men arbejderne og kommunisterne hylder stadig Lenin og Stalin. De ved, at Lenins revolution og opbygningen af socialismen under Stalin betød fremgang – og at den genrejste kapitalisme har betydet elendighed ud over alle grænser.
For venstrefløjen og kommunisterne var der i tiden efter Stalins død nok anledning til forvirring, i det mindste forståelige grunde til ikke at kunne gennemskue de katastrofale konsekvenser af ’afstaliniseringen’:
Sovjet under Hrustjov og Bresjnev udnyttede til overmål den styrke og de resultater, som det socialistiske Sovjet havde opnået, til at fremstille sig som både ‘bedre leninister’ og ‘bedre fredsforkæmpere’ end på Stalins tid. Den kinesiske revolution gav Mao Zedong global prestige, men også Kina slog (i mere skjult form) ind på en revisionistisk vej. Maos Kina endte i kaos, og Deng Xiao-Ping kunne gennemføre sin politik for at gøre Kina til en moderne kapitalistisk og imperialistisk stormagt med Kinas Kommunistiske Partis magtmonopol som afgørende faktor. Hvad USA frygter i dag, og bl. a. retter sit raket-stjernekrigsprojekt imod, er ikke den kinesiske ’socialisme’ – men det stærke kapitalistiske Kina, som nødvendigvis bliver en imperialistmagt, en konkurrent og rival.
De, der fulgte den sovjetiske revisionisme, endte i 80erne med at forsvare den sovjetiske 10-års-krig i Afghanistan, som ikke kan forsvares, og som var en pind til dens ligkiste. De, der fulgte den kinesiske revisionisme, forsvarede Pol Pots forbryderiske regime, kinesisk- og amerikanskstøttet.
Begge led i 70erne og 80erne under den samme illusion (som ikke bare Sovjetunionen, men også USA og CIA støttede udbredelsen af): at USA’s styrke var for nedadgående og Sovjets for opadgående, hvadenten man kaldte det ’fremgang for socialismen’ eller (i kinesisk udgave) at ’den sovjetiske socialimperialisme udgjorde en større fare end USA’ for folkene og menneskeheden.
De valgte side i supermagtskonflikten, og er endt i lort til halsen – selvom nogle af dem til daglig græsser fredeligt side om side i Enhedslisten sammen med SAP, VS og unge håbefulde, mens de har været enige om at lade fortiden i fred.
Indtil nu, hvor der på lederplads i Socialisten gives signal til endnu et ‘opgør’ med ‘stalinisterne’.

Smid skraldet ud!
Det er på tide, at smide skraldet ud. At gøre op med arven ikke fra Stalin, men den onde arv fra hans efterfølgere, fra den moderne revisionisme:
’Antistalinisme’ er det fælles udgangspunkt for de sorte koldkrigere og trotskismen. Den var afsættet for den såkaldte ’afstalinisering’ i Sovjet efter Stalins død, for den moderne revisionisme, der betød socialismens nederlag og førte alle dens bedragne støtter og tilhænger ind i en blindgyde.
Nogle fremturer: En renegat som Ole Sohn, der aldrig har været ‘stalinist’, men også som DKPer og DKP-formand var ‘antistalinist’, har i de senere år i bog efter bog understøttet kommunisthetzen og sværtet det socialistiske Sovjet til. Han får alligevel ingen tak af de sorte koldkrigere, men nok plads i folketinget.
Nogle har svært vcd at se de store linjer: Var Sovjet da ikke USA-imperialismens hovedmodstander? Pointen er, at det revisionistiske Sovjet ikke kunne ‘vinde’, fordi det forlod marxismen-leninismen, og revisionismens sejr betyder socialismens nederlag.
Eller: var tilværelsen ikke bedre i de revisionistiske lande på en lang række områder end den er under råkapitalismen i dag? Sikkert nok. Men revisionisme førte, ad en række trin, til råkapitalisme.
Det fælles punkt i fortiden hedder Stalin og opgøret med Stalins linje. Ad hver sin snoede vej førte det tilhængerne af både sovjet, af maoismen og de øvrige revisioniststrøminger ud i sumpen (og for nogle af de danskes vedkommende – pudsigt nok – senere sammen i Enhedslisten).
Men fortiden lader sig ikke fortrænge, lader ingen i fred, og kan ikke lades ligge.

Klassehadet til socialismen
Skræmmekampagnerne om ‘Stalins terror’, ‘krig mod sin egen befolkning’, ‘folkemord på bønderne’, ‘GULAG’ o.s.v. skal effektivt forhindre, at dagens revolutionære går videre ad den vej, der førte til sejrene for socialismen i sidste århundrede. ‘Ti gange værre end Hitler’!
Det er en ordentlig mundfuld at skulle sluge . . .
De revolutionære kommunister på Stalins tid skal nu enten gøres til tilhængere af folkemord og terror eller (som Ole Sohn og co. gør) fremstilles som ‘blinde ofre’ for Stalins bedrag. De var ingen af delene. Nutidens kommunister heller ikke: Vi må derimod drage konsekvenserne af revisionismens fallit og finde frem til og forsvare den teori og praksis, som førte revolutionen til sejr og tilføjede kapitalismen og imperialismen dybe sår: Marx’, Engels’, Lenins og Stalins. Med fuld bevidsthed og en klar stilling også til de historiske omkostninger ved socialismens første skridt.
NATO-koldkrigernes had til Stalin er enormt. Det samme var nazisternes: samme klassehad til den sejrrige socialisme; og samme løgnepropaganda i øvrigt.
At ’antistalinisme’ er antikommunisme bliver stadig tydeligere for mange klassebevidste og revolutionære mennesker, selv om de dag ud og dag ind bombarders med propagandarædsler.
Var der da ingen fejl hos Stalin, i det socialistiske Sovjet, i den kommunistiske bevægelse dengang? Det er en vigtig diskussion – men den må tage afsæt i, at den borgerlige, trotskistsike og revisionistiske kritik ikke holder et sekund. Det er kontrarevolutionens kritik, der har sine egne formål. Den er gendrevet af kendsgerninger. Afsløret af klassekampens praksis.
Historien er et stærkt våben i revolutionens og fremskridtets hænder:
Den virkelige historie – klassekampens historie, historien mellem fremskridt og reaktion, mellem kapitalisme og nazisme på den ene side og revolutionen og socialismen på den anden.
Og historien fordømmer kapitalismen og imperialismen – indbefattet nazismen og fortidens og nutidens reaktionære koldkrigere og deres hjælpere i forklædning.
Derfor er den permanente historieforfalskning en nødvendighed for reaktionen.
At overlade historien som slagmark til kapitalens historieforfalskere eller til trotskistisk/revisionistisk forvanskning er at tabe kampen om fremtiden.
Det fælles udgangspunkt for nutidens revolutionære kræfter må ligge et andet sted: i kampen for socialisme; i socialismens virkelige historiske erfaringer. Andet er ikke muligt; det vil havne i historieløst fantasteri, i harmløse utopier – eller i lakajvirksomhed for kapitalen, som den lederen i Socialisten bedriver.

KP4, 2001