En maske over et dødningehoved

Af Klaus Riis

Karl Marx påviste, at den kapitalistiske produktionsmåde ville føre til skabelsen af et kapitalistisk verdensmarked, og til en uhørt vækst i forskellen mellem den rige overklasse og et kæmpemæssigt fattigt proletariat. Verdensmarkedet og den medfølgende kolonialisering ville også, forudså han, føre til en stadigt voksende ulighed mellem rige og fattige lande.
Dengang – i første halvdel af 1800-tallet – var forskellen mellem landene i verden og mellem de forskellige verdensdele ikke enorme. FN har regnet ud, at i 1820 var forskellen mellem de rigeste og fattigste lande i forholdet 3 til 1.
På den tid var f.eks. Englands årlige BNP pr. individ (beregnet i 1990-dollars) omkring $ 1,765, mens den i Kina – et af datidens fattigste lande – lå på $ 523.
Den kapitalistiske eksplosion i det 19. århundrede vendte op og ned på det. Lige siden er forskellen mellem rige og fattige lande vokset uafbrudt.
I 1992 var f.eks. det årlige BNP pr. person i verdens nu rigeste land USA på $ 21.558, mens den i et af de fattigste – Etiopien – lå på $ 300.
Forskellen mellem de fattigste og de rigeste lande var ikke længere som 1 til 3 – men som 1 til 72! Næsten 25 gange så stor som i 1820.
De fattigste landes nationalprodukt pr. indbygger lå lavere end i Kina for små 200 år siden! Trods al ‘bistandshjælp’ og ‘ulandshjælp’ og senest de påståede fattigdomsbekæmpende virkninger af ‘globaliseringen’ – som der må sættes dollartegn foran.

Gennemsnitsindkomsten pr. capita i den fattigste tredjedel af verdens lande faldt i perioden mellem 1970 og 1995 fra 3,1 pct. af indkomsten i den rigeste tredjedel af landene til 1,9 procent. Også den mellemliggende tredjedel sank agterud i forhold til den rigeste (de imperialistiske lande plus enkelte andre) – fra 12.5. til 11.4 pct.
Den rigeste tredjedel af verdens lande råder altså over 87,7 pct. af det globale BNP, mens de to tredjedel tilsammen råder over 12,3 pct. De rige lande øger deres forspring. I bunden er de fattigste lande blevet både absolut og relativt fattigere.
Der har selvfølgelig været forskydninger i århundredernes forløb. De foregår konstant. Blandt de rige lande indbyrdes: Det 20. århundrede så Storbritanniens værdighed som verdens rigeste land og største kolonimagt overhalet af USA som nykolonialistisk verdensbehersker. Det af 2. verdenskrig ødelagte Japan havde i 1950 kun 20 pct. af den amerikanske indkomst, i 1992 lå den på 90 pct.
Socialistiske, antikolonialistiske og antiimperialistiske revolutioner fik landene til at klatre opad på den globale rangliste, både målt med hensyn til BNP og i form af de vanskeligere målelige forhold som standard for udvikling og velfærd som uddannelse, sundhed, adgang til vand og el o.s.v. Revisionisme og kontrarevolution vendte og vender udviklingen bagud.
I Rusland voksede BNP pr. indbygger uafbrudt i Stalin-tiden, i Bresjnev-perioden stagnerede det, siden Gorbatjov og Jeltsin er det faldet – samtidig med at forskellene mellem rig og fattig er øget enormt. I Rusland i dag er de rigeste 20 pct.s andel i nationalindkomsten 11 gange større end den fattigste femtedels.
De rige imperialistiske lande med deres mangemilliardærer har konstant – i krig og fred, kun afbrudt af revolutionerne – øget kløften til de fattige: udbytningens statistik.

Og verdens fattigste mennesker bliver også stadig fattigere: En tredjedel af jordens befolkning – 2 milliarder mennesker – tjener mindre end 2 dollars om dagen. Af dem lever i dag 1,5 milliarder for mindre end 1 $ dagligt. I 1987 var det 1,2 milliarder. I 2015 ventes det med den nuværende udvikling at være 1,9 milliarder, der tjener mindre end en dollar om dagen.
Fattigdommen betyder masseelendighed, sygdom og død.
Det daglige, upåagtede, kapitalistiske massefattigdomsdrab er af gigantisk omfang. Kapitalismen er – med og uden dens krige – et dræbersystem.
Det fremkalder stadige protester og oprør. Den nuværende antiglobaliseringsbevægelse er blot et afdæmpet udtryk for den revolutionære vulkan, der syder blandt folkene. Alle de imperialistiske sammenslutninger og organer fra WTO og IMF til den Europæiske Union er pådrivere af den store imperialistiske udplyndrings- og globaliseringsproces.
ATTAC-bevægelsen, som blev til i Frankrig på initiativ af avisen Le Monde Diplomatique, fungerer, når det kommer til stykket, blot som en lynafleder med sit krav om en Tobin-afgift på én pct. af de internationale kapitalbevægelser. Det støttes af det officielle Frankrig, og nu har statsminister Nyrup Rasmussen tilsluttet sig ideen:
– ‘ Jordkloden har brug for et menneskeligt ansigt omkring den direkte markedsøkonomi. Det mener jeg faktisk, de unge mennesker har ret i,’ sagde han efter mødet i det Verdensøkonomiske Forum i Davos.
Hverken Nyrup eller EU kan gøre markedsøkonomien menneskelig. Tobin-afgiften er blot en maske trukket over et dødningehoved.
Som Nyrups menneskelige kapitalisme.

KP3, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne