»Kong Uffe« hylder danske krigsforbrydere

Den kendte danske leder i det gamle herremandsparti Venstre og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen rejser bl.a. rundt i de tre baltiske (Østersø-) republikker og dyrker sig selv som en konge. Som en anden julemand bringer han overdådige gaver og søde sager. Kongen optræder scenevant som uselvisk og medfølende rådgiver for Estland, Letland og Litauen og orienterer dem om, hvorledes de hurtigst og på de mest fordelagtige vilkår kan blive underlagt den forenede europæisk-amerikanske front af lande, der i virkeligheden anser virkelig frie og uafhængige stater som ikke-ønskværdige. De tre lande har ydmygt stillet sig i køen af lande, der betler om at måtte komme ind i varmen hos de store og blive medlemmer af såvel EU som NATO, blive nye kolonilande. Med tårer i øjnene rækker de bedende hånden frem og beder så mindeligt om hjælp og almisser.
Den for tiden herskende elite i de tre lande betragter efter sigende »Kong Uffe« som deres ægte ven, og de har endnu ikke afluret den flinke mand med ulvesmilet.
Selv om det kun er meget sparsomme informationer, som fra de tre stater når frem til Danmark, burde det efterhånden være ret kendt, at magthaverne stort set befinder sig på den yderste højrefløj og praktiserer en ekstrem nationalistisk politik over for alle eller dele af indbyggerne. Denne politik har bl.a. givet sig udslag i forfølgelse, der minder om en særlig form for apartheid, af de russere, som efter Anden Verdenskrig har deltaget i de tre landes forvandling fra underviklede og tilbagestående bondesamfund til moderne industrilande med social lighed og et blomstrende sundhedsvæsen og kulturliv. Denne opfattelse skal ikke forklejne, at ledere af Sovjetunionen i takt med deres fravigelse fra de oprindelige socialistiske ideer har ført en fejlagtig politik over for de tre lande.

Den røde hær befriede Baltikum!
»Kong Uffe« omgiver sig med en stab af eksperter og ‘forskere’ og nyder stor bevågenhed i de personlighedsdyrkende medier. Forleden deltog Kongen i en ekspedition med det gode skib Caroline Mathilde. Projektet, som det hedder nu til dags, var udklækket af en skare århusianere med god tid til rådighed . De fik fat i et gammelt skib, fyldte revner og sprækker med Polyfilla og drog ud på Østersøens vover for at besøge Baltikum for bl.a. at opleve det berømmelige sted ved Narva, hvor Dannebrog ifølge sagnet drattede ned fra himlen i 1219 og endte i favnen på danerne.
Der var indlagt en udflugt til Det Blå Bjerg, hvor »Kong Uffe« optrådte som historieunderviser og i ganske rørstrømske vendinger berettede om det vældige slag, hvori der ifølge den betuttede og dybt berørte konge deltog 6.000 danske soldater, som søgte at holde Den Røde Hær tilbage i 1944. Historieforfalskeren glemte i farten at fortælle, at Den Røde Hær rent faktisk befriede Baltikum for de tyske overfaldsrnænd og deres medløbere.
Her må det nok også indskydes, at tallet 6.000 ligesom så mange andre tal er vildt overdrevet og at der overhovedet ikke var tale om danske soldater, men om danske nazister og landsforrædere, der var gået i tysk tjeneste i det kriminelie SS-korps, havde aflagt ed til Hitler og ville kolonisere alverdens lande for den tyske diktator. Det var deres erklærede mål at udrydde alle jøder, kommunister og andre Untermenschen. Det må siges, at de gjorde, hvad de kunne, men heldigvis blev de besejret. Det var der stor glæde over i befrielsessommeren 1944 i Baltikum og i 1945 i Danmark og andre lande.

‘Utroligt gode soldater’
Stående i en mindelund eller et kultsted med tre kæmpestore mindesten for norske, kroatiske og danske krigsforbrydere i SS-korpset erklærede den frikorpsfascinerede konge bl.a., at Frikorps Danmark og dets indsats i Waffen SS skete med den daværende danske regerings »velsignelse og tilladelse« og »det var gode soldater … det var professionelt set utrolig gode soldater«.
Kong Uffe var chokeret over, hvor mange de var, og understregede, at der ikke var tale om samfundets bærme, »som vi fik at vide, da jeg gik i skole«. Desværre fortalte han ikke, hvorfor han var så dårligt orienteret. Han har måske hørt dårligt efter, men har i hvert fald senere haft alle muligheder for at indhente det forsømte. Også i dag er der problemer med historieundervisningen om den måske mest betydningsfulde epoke i den nyere historie, men kongen kan sikkert ikke få over ‘Mådeligt’ for den undervisning, han præsterede i mindelunden.
Uffe Ellemann-Jensen gav udtryk for skam over, at frikorpsfolkene blev straffet efter krigen. Men det er da at vende hele historien på hovedet og øve vold imod kendsgerningerne. Til disse hører, at det ikke var og vel heller aldrig kan blive ‘lovligt’ at forråde sit land, trække i fjendens uniform og støvler og rejse til at andet land for at myrde, brænde og plyndre, således som frikorpsfolkene gjorde. I tidligere tider var der kun én straf for landsforædere, nemlig døden. Så frikorpsfolkene, hvoraf mange senere blev stikkere eller deltog i dødspatruljer i Danmark, slap i virkeligheden billigt. Mange mente og mener for billigt.
Vil »Kong Uffe« melde Danmark ud af de Forenede Nationer, FN? Det må være den naturlige konsekvens, men så burde han udbasunere sine og Venstres (?) hensigter.

Som en dansk Jörg Haider
Det famøse i hele seancen var og er, at Kongen ikke tog afstand fra og ikke med et ord protesterede imod den åbenlyse og provokerende forherligelse af SS-krigsforbrydere. Som tidligere udenrigsminister ved han udmærket, at det var den danske modstandsbevægelse, der som et led i de forenede nationers fælles kamp imod Nazityskland, Italien og Japan sikrede Danmark en plads i de allieredes rækker, og som bragte store ofre i kampen for Danmarks frihed og ret til selvbestemmelse. Han ved, at Danmark – altså modstandsbevægelsen, ikke samarbejdspolitikerne med deltagelse af Venstrehøvdingene – var med til at stifte FN som en fredsorganisation. Det er ikke sandsynligt, at Kongen er uvidende om Danmark uforbeholdne anerkendelse af dommen i Nürnberg over de ledende tyske krigsforbrydere og over andre internationale forpligtelser. Hen må også vide, at SS-korpset og dets deltagere blev anklaget og dømt som krigsforbrydere.
Afslutningsvis gav Kongen udtryk for beklagelse over den manglende historiske fornemmelse blandt danskerne. Det var dog sødt af ræven. Men hvad stiller man op, når netop en mand som ham optræder som en dansk Jörg Haider og de facto forsøger at rehabilitere og besmykke notoriske nazistiske krigsforbrydere? Findes der mon i Venstre ellers anderswo så megen anstændighed og politisk modenhed, at der vil blive taget skridt til at tilrettevise »Kong Uffe« af Baltikum?

-klit.
KP2, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne