Globalisering, grænser og ulige udvikling – Af Raúl Marco

Af Raúl Marco, Oktober, Spanien

protest_wto_seattle_199

Anti-globaliseringsprotest mod WTO, Seattle 1999

Globaliseringen, som vi i dag er vidne til, og som drives frem af imperialismen og dens instrumenter som IMF og WTO, rejser spørgsmål, som vi er tvunget til at besvare. Borgerskabets ideologer forsøger på den ene eller anden måde at teoretisere over og i mange tilfælde retfærdiggøre globaliseringen, eksempelvis gennem MAI-aftalen, der i øjeblikket er fastfrosset, men ikke annulleret.

WTO-mødet i Seattle i USA i slutningen af 1999 blotlagde de reelle økonomiske og politiske kræfter, som er i spil og selvfølgelig er vendt imod folkene. Lad os indtil videre se bort fra Seattle-mødets analyser, der sammen med MAI-aftalen udgør en førsterangs imperialistisk strategi, men i stedet understrege den giftige kampagne, som imperialismen, specielt den amerikanske, er i færd med for at overbevise folk om fordelene ved globaliseringen.

Derfor kommer den uudholdelige Francis Fukuyama (forfatter til bogen ”The End of History and the Last Man”, 1992) stridslysten på banen og erklærer selvsikkert:
”Globaliseringen er en af de mest progressive kræfter i verden i dag. (…) Globalisering i form af multinationale selskabers direkte investeringer skaber beskæftigelse (…) og bringer med sig behovet for større gennemsigtighed og åbenhed, uddannelse og nye teknologier, der følger den bedste praksis (…) WTO kan ikke bare blive forsvareren af økonomisk frihed, men også af menneskehedens frihed i almindelighed.” (1)

Ifølge denne yankee-filosofi er globaliseringen universalmidlet imod alle sygdomme i verden. Og ifølge økonomen Thomas Friedman kræves en ”verdensregering”, som er i stand til at centralisere og lede denne proces. Naturligvis må denne verdensregering ledes af USA, hvilket Clinton selv har sagt mere end en gang.

Globalisering som MAI-aftalen (midlertidigt stillet i bero) er – når vi skræller al den smarte retorik og propaganda af – kort sagt ikke andet end, at de rige bliver rigere og de fattige stadigt fattigere pga. fjernelsen af al statslig regulering af handlen til ”fordel for frihandel”.

Dette er essensen af frihandel, en teori, som desuden ikke har noget nyt at byde på, siden den udvikledes af den engelske økonom David Ricardo (1772-1823), der fastslog, at frihandel tillader forskellige lande at profitere af fordelene ved en ”international arbejdsdeling”. Selvfølgelig må vi ved ”forskellige lande” på Ricardos tid forstå forskellige borgerskaber og i dag forskellige imperialistmagter.

Ifølge økonomen Juan Francisco Martín Seco:
”International handel foregår ikke mellem lande med forskellige økonomier (udviklede og kapitalintensive over for underudviklede med hensyn til arbejdskraften), men derimod mellem førsteverdenslande med økonomier på samme niveau og med meget ens industri; tredjeverdenslandene deltager stort set ikke i handelsomsætningen, og i de mest ekstreme tilfælde forbliver de praktisk talt isoleret fra verdensøkonomien og er ikke i stand til at konkurrere på noget område.” (2)

Dette er, hvad der egentlig sker, og er en af grundene til, at Seattle-mødet var en delvis fiasko for imperialismen. Men lad os være klar over, at denne fiasko for imperialismen ikke var en sejr for folkene, selvom vi i demonstrationerne så de mest forskellige folkelige organisationer. Dette er en forsinket styrkeprøve, mens den internationale kapital opstiller sine styrker til den næste kamp.

Som det er blevet sagt af sociologer som den franske forfatter Edgar Morin, så vi i Seattle begyndelsen af det 21. århundrede ”den første kamp i det nye århundrede, som tegner dets træk på både det menneskelige og jordiske plan”.

Men hvad med arbejderklassen, proletariatet, og de folkelige masser? For disse gentlemen er de passive klasser og lag, som er uden nogen selvstændig aktivitet og blot lægger deres skæbne i hænderne på fagforeningerne, der presser dem til kompromisser med selv WTO. I Davos i Schweiz har fagforeningsrepræsentanter lige konstrueret en aftale mellem WTO og ILO om ”udvidelse af handels- og arbejdsmæssige standarder”. (3)

Da Clinton i sin tale i Seattle foreslog annulleringen af den gæld, som landene ”på udviklingsvejen” har, således at ”børnene i disse lande ville blive i stand til at købe mobiltelefoner og computere”, var det ikke bare en dårlig joke. Det var ikke blot endnu et bevis på den sædvanlige uvidenhed blandt yankee-lederne (næsten alle er halvstuderede), men Clinton talte simpelthen om, hvad de magtfulde firmaer håber at opnå i løbet af den treårige periode mellem WTO-møderne. Og deres mål er ikke at gøre en ende på disse folks fattigdom og tilbageståenhed, som kolonialismens grådighed forvoldte.

Det, de amerikanske imperialister ligesom de tyske, franske, spanske m.fl. håber på, er at bringe disse lande endnu dybere i gæld med nye ”generøse” lån til investeringer i computere og telefoner, mens folk lider af sult og en ufattelig fattigdom og mangler de mest basale livsfornødenheder. Dette er den uundgåelige lov under kapitalismen: handel før frihed og stadig større profitter uden at lempe på folks fattigdom og lidelse.

Denne virkelighed er blevet tydeliggjort ved det sidste møde i Verdensøkonomisk Forum (WEF), afholdt fra d. 27. januar til 2. februar 2000 i Davos, hvor vi så lanceringen af ”den nye økonomi”, som sandsynligvis vil resultere i en absolut katastrofe for den såkaldte tredje verden.

Ifølge præsidenten for Verdensbanken James D. Wolfensohn lever 60 % af klodens seks mia. mennesker i den tredje verden, og af disse tjener to mia. mindre end to dollars pr. dag, mens ca. en mia. er analfabeter. Men hvis man spørger Clinton, Blair, Schröder og alle de andre, går verdenshandlen godt.

Globaliseringen løser ikke imperialismens modsætninger, men skærper dem

Ifølge nogle af globaliseringens forsvarere vil denne betyde oprettelsen af en eller anden verdensregering uden grænser eller begrænsninger, der hindrer dens funktion, eller som foreslået af Ricardo Petrella fra Louvains Katolske Universitet nødvendiggøre ”oprettelsen af et globalt demokrati (…), som allerede er på dagsordenen i vort nuværende samfund”.

Ved første øjekast kunne det se ud, som om dette ”globale demokrati” med dets ”verdensregering” skulle kunne overvinde ikke bare statslige økonomiske forhindringer, men også alle grænser (ikke kun geografiske) og frembringe en fredelig verden, hvori alle folk – som resultat af et perfekt reguleret system (Fukuyama) – ville være lige med hensyn til pligter og rettigheder. Det kunne ligne en tale om universel socialisme. Imidlertid er det tydeligt, at det, den japansk-amerikanske filosof og hans tilhængere tænker på, er, at alt skulle være under kontrol af en superimperialismens konge, dvs. globaliseret kapitalisme.

Faktisk ser det ud som om, jo mere vi kigger, at grænserne ikke forsvinder – snarere tværtimod. Fx har Sovjetunionens sammenbrud og imperialismens og globaliseringens midlertidige sejr betydet, at tre føderale stater, Sovjetunionen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien, er blevet opsplittet, delvis af sig selv og delvis pga. de imperialistiske magters indblanding, herunder også Vatikanets. De er tilsammen blevet til 22 stater og har dermed skabt endnu flere nye grænser.

Imperialismen på sit højeste stadium kan ikke rive sig ud af de indbyggede modsætninger i sin situation. Imperialismen, som af sig selv bevæger sig mod globalisering, er tvunget til at overvinde forhindringer, men på samme tid skaber den for at forsvare og udvide sine interesseområder endnu flere forhindringer og grænser. I den nuværende unipolære verden med USA’s ubestridelige overherredømme dannes eller forsvinder grænser efter, hvad der tjener den herskende imperialisme.

Imidlertid kommer andre imperialistmagters interesser også ind i billedet. Selvom disse endnu ikke er i stand til at stille spørgsmålstegn ved USA’s overherredømme i verden, danner de deres egne økonomiske, politiske og militære sammenslutninger, fx ”den tyske revanchisme”.

Dette er man udmærket klar over i Washington, hvor man ikke bryder sig om Tysklands dominans i EU eller udviklingen af mulige nye stormagter som Kina og Japan, idet disse før eller senere vil sætte sig op imod USA’s hegemoni.

Zbigniew Brzezinski, som har været USA’s minister for national sikkerhed, har sagt det meget klart:
”USA’s evne til at opretholde sit verdensherredømme afhænger af, hvordan USA forholder sig til de komplekse styrkeforhold i Eurasien. Det væsentligste må være at holde udviklingen af regionale stormagter under kontrol og at stoppe truslen fra dem imod USA’s verdensherredømme. Hvis man bruger den mest brutale terminologi fra den gamle imperialismes epoke, så kan vi sige, at den imperialistiske strategi indeholder tre grundlæggende krav: at stoppe undergrundsalliancer og fastholde satellitstaternes afhængighed med hensyn til sikkerhed, at garantere skatteydernes beskyttelse og lydighed samt at forhindre barbarerne i at lave alliancer indbyrdes.”

Vi kan betragte Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien, Spanien osv. som satellitstaterne og Kina, Japan og Rusland som barbarerne.

For hver dag, der går, bliver Europa og verden mere og mere afhængig af USA, som vil gøre alt, hvad der er muligt, for at forhindre, at denne situation ændres. USA tiltager sig retten til at intervenere økonomisk, politisk og militært overalt, hvor amerikanske interesser kræver det. Dette fører uundgåeligt til, at modsætningerne mellem de forskellige imperialistmagter skærpes, hvilket viste sig som motivet bag aggressionen mod Jugoslavien og forårsager ændringer i de interimperialistiske forhold, opløsningen af alliancer og oprettelsen af nye, konfrontationer osv.

Globaliseringen øger uligheden i verden

Tjener globaliseringen til at reducere den ulige udvikling? Jeg mener, at man kan sige kategorisk, at den ikke frembringer nogen som helst reduktion i uligheden, men at den derimod øger denne. Verden af i dag er ikke resultatet af venskabelige aftaler mellem de imperialistiske magter, kapitalistiske lande osv., men snarere af den rovgriske konkurrence mellem dem, hvor den ene sluger den anden.

Den russiske socialimperialismes sammenbrud og nederlag er et uigendriveligt bevis på imperialismens ujævne udvikling og dens indre kampe.

Vi kan bekræfte, at ikke bare formindskes forskellene mellem de fattige og rige lande og mellem første- og tredjeverdenslande (og andenverdenslande) ikke, men de er rent faktisk aldrig stoppet med at vokse. Et af hovedaspekterne ved globaliseringen er deregulering, dvs. større fleksibilitet i funktion, investeringer og produktion til den lavest mulige pris sammen med decentraliseringen af manufaktur- og montageprocesserne.

Dereguleringen omhandler privatisering af den offentlige sektor, transport, kommunikation, sundhed osv. og også fuldstændig frihed med hensyn til arbejdskontrakter, hvilket er imod arbejderne, indbefattet retten til at afskedige uden kompensation. Alle disse foranstaltninger bidrager ikke til en harmonisk udvikling i de enkelte lande. Tværtimod kræver de en nådesløs kamp, en stræben efter at knuse konkurrenterne.

Med total kynisme blev dette ved det tidligere nævnte møde i Davos erkendt af den amerikanske forretningsmand Michael D. Capellas: ”Der findes kun én regel: Spis dem, eller bliv selv spist!”

Det paradoksale er, at vi i epoken med den teknisk-videnskabelige revolution, med den enorme udvikling af kommunikationsmidlerne, rejser ud i rummet osv., i hele verden (ikke kun i Afrika, Asien og Latinamerika) ser tilstande, som minder os om den industrielle revolution i England, da arbejderklassen blev udbyttet på sulteløn, med ufatteligt hårde arbejdsdage og stort set ingen social sikkerhed.

Særligt i Europa er vi vidne til voldsomme anstrengelser for at udrydde de sociale rettigheder og goder, som arbejderklassen gennem det sidste århundredes kamp har erobret. Angrebene på den sociale sikkerhed, sundheden og den offentlige uddannelse til fordel for den private – almindeligvis religiøse – uddannelse, manglen på muligheder for de unge osv. er alt sammen dele af den globaliserede kapitalismes dagsorden.

Marx og Engels analyserede i henholdsvis ”Kapitalen” og ”Arbejderklassens stilling i England” den industrielle revolution, der begyndte i England i det 19. århundrede, og drog konklusioner, som i dag – når man ser bort fra forskelle i tid og meningsnuancer – er fuldstændigt relevante, hvor meget de end må irritere socialdemokrater og opportunister af enhver afskygning.

På trods af den mellemliggende udvikling vedbliver arbejderklassen at være det absolut nødvendige og afgørende element (organiseret og ledt) i klassekampen.
Klassekampen er ikke forsvundet, som den borgerlige propaganda hævder, ej heller vil den forsvinde, så længe der eksisterer klasser. Hverken globaliseringen eller det imperialistiske system kan nogensinde få klasserne til at forsvinde. Deri ligger historiens drivkraft.

En sidste og simpel betragtning: I dette imperialistiske samfund, som globaliserer sin økonomi, og som pga. dette også vil globalisere sin politik på trods af de uundgåelige modsætninger og interimperialistiske sammenstød, er det allerede højest påtrængende at ”globalisere” vort eget arbejde og vores egen modstand og kamp skulder ved skulder med arbejderklassen og de folkelige klasser og lag.

Det er påtrængende og en nødvendighed, som marxist-leninisterne må påtage sig.

Den Kommunistiske Organisation Oktober, Spanien, februar 2000

Noter:
1. Wall Street Journal og El País, 19. december 1999.
2. El Mundo, 7. december 1999.
3. El Mundo, 1. februar 2000.

Oversat fra Unity and Struggle, nr. 7, april 2000. Mellemoverskrifter er indsat af redaktionen.
KP2, 2001