Filippinerne: Folkelig opstand

Det helt igennem rådne Estrada-regime faldt efter kun godt to år for massive folkelige protester. Den herskende klasse måtte i al hast indsætte den tidligere vicepræsident Gloria Arroyo som frontfigur.
De folkelige reaktioner efter at rigsretssagen mod den korrupte filippinske præsident Joseph Estrada reelt set blev opgivet, kom prompte: Hundredtusinder demonstrerede i Manilas gader og i andre byer med krav om det USA-støttede Estrada-regimes afgang. Fattige fra hovedstadens slumkvarterer strømmede ind i de glitrende finanskvarterer og fremkaldte klassekrigens spøgelse.
Kravet om Estradas afgang blev massivt. For at undgå at den folkelige opstand udviklede sig yderligere, så også den herskende klasse sig nødt til at gribe ind ved at ofre Estrada og indsætte en ny frontfigur i præsidentembedet. Hans løfte om nyvalg tog ingen notits af.
De egentlige magthavere i landet – militæret – opsagde loyaliteten overfor Estrada, der på mange måder havde bragt det styrtede Marcos-regimes folk tilbage til magten, og gav ham et vink med en vognstang om at træde af – selvom Estrada var ‘hærens præsident’ og sørgede for rigelige midler til dens kamp mod væbnede oprørere.

Arroyo – den herskende klasses ‘demokratiske’ kort
Andre proamerikanske, såkaldt ‘demokratiske kræfter’ fra den herskende klasse som de tidligere præsidenter Corazon Aquino og Fidel Ramos begravede fraktionsstridighederne. Derfor kunne man i den politiske krise, der truede med at udvikle sig, indsætte udpege hans tidligere vicepræsident, der trådte tilbage i efteråret, Gloria Arroyo som ny præsident.
Den amerikanskskolede Arroyo lovede straks at gøre ende på korruption og misregimente – og give den forarmede filippinske befolkning bedre levevilkår. Som før hende både Aquino, Ramos og Estrada. Hun vil imidlertid ikke kunne forhindre den økonomiske og politiske krise i at uddybes, for hun repræsenterer grundlæggende den samme pro-amerikanske og antifolkelige politik, og den samme rådne herskende klasse. Der er tale om et magtskifte, ikke om en opstand, der har ændret klasseforholdene, ikke om en revolution. Men de progressive og revolutionære kræfter på Filippinerne er indstillet på at udnytte den herskende klasses krise til at fremtvinge reformer og forberede dens endelige fald.
På mange måder er Filippinerne et skoleeksempel på globaliseringens krise – og dens medfølgende konsekvenser i form af skærpede folkelige protester og et begyndende revolutionært opsving.

Antifolkeligt, arbejderfjendsk, proimperialistisk
I de vestlige medier beskrives situationen på Filippinerne som kaotisk. Men på sin vis er situationen blot en ny akut skærpelse af den politiske krise, som har været fremherskende siden et folkeligt opgør gjorde en ende på Ferdinand Marcos’ brutale amerikanskstøttede diktatur. De efterfølgende ‘demokratiske’ præsidenter, som også bragtes til magten med amerikansk opbakning, mistede hurtigt den folkelige forankring, de måtte have. Fraktionsstridigheder og magtkampe indenfor den herskende klasse har bidraget yderligere til den permanente krise.
Estrada blev bragt til magten som et nyt og ukendt kort – men har på kun et par år gennem uhørt korruption, arbejderfjendsk lønstop-lovgivning, ekstrem handelsliberalisering og militæraftaler til fordel for USA fået vendt størstedelen af befolkningen mod sig. En massiv undertrykkelsespolitik overfor den folkelige opposition, demokratiske masseorganisationer, faglige ledere og en antikommunistisk heksejagt har været med til at forene modstanden mod styret.
Estrada-regimet afbrød samtalerne med den kommunistisk ledte Nationale Demokratiske Front, forstærkede den militære offensiv mod Den Ny Folkehær (NPA) og de områder, den kontrollerer, samt mod den muslimske Moro Islamic Liberation Front. Udgifterne til de militære offensiver har lagt beslag på en væsentlig del af regimets midler, samtidig med at dets ledende folk med præsidenten i spidsen tappede statskassen til personlig berigelse.

Anti-Estrada-fronten
Det illegale Filippinernes Kommunistiske Parti har spillet en betydelig rolle både i den militære kamp og i de legale protester, som har udviklet sig i Estrada-perioden. Det tog initiativet til dannelsen af en samlet folkelig front med det formål at ‘bringe USA-Estrada-regimet til fald’. Den skulle bremse de værste antifolkelige og proimperialistiske skridt fra Estrada-regimets side, skabe mulighed for positive reformer og genåbne dialogen med den Nationale Demokratiske Front.
Denne front skulle være så bred som mulig – men ikke omfatte de miskreditterede kontrarevolutionære grupper, der i sidste ende vil tilbyde sig som ny marionetter for USA.
I en ledende artikel i bladet Ang-Bayan fra marts sidste år beskrives perspektiverne for fronten således:
‘Det står klart for partiet, at det amerikanske Estrada-regimes fald ikke er lig med revolutionær forandring. Eller sagt på en anden måde: den fuldstændige gennemførelse af de revolutionære mål vil ikke finde sted med Estradas fald. Men alligevel vil denne proces åbne gode muligheder for at den revolutionære bevægelse kan bevæge sig fremad med store skridt. Derfor skal partiet og alle revolutionære kræfter handle ufortrødent for at styrke folkets enhed endnu mere og intensivere massekampene for at vælte det amerikanske Estrada-regime.’

Revolutionære perspektiver
Samme sted hedder det meget præcist med hensyn til perspektiverne:
‘Partiet er overbevist om, at Estrada-regimet ikke vil holde mere end et år eller to, så længe der samarbejdes mellem de brede kræfter i den forende front. Det herskende systems krise vil intensiveres i denne periode. Det amerikanske Estrada-regime vil igen og igen blive rystet af dets egne skandaler og af fraktionskampe i det civile og militære bureaukrati’. Det øgede tryk fra de folkelige og militære kampe landet over har bidraget væsentligt til at skærpe den krise, der førte til rigsretssagen og nu til den akutte krise.
Med hensyn til situationen efter regimets fald skriver Ang-Bayan, at det må løses gennem konsensus i et råd for national enhed, sammensat af repræsentanter for den fælles anti-Estrada-front: ‘Militante arbejder og bondeorganisationer samt andre grundsektorer og patriotiske og progressive kræfter bør stræbe efter at opnå passende repræsentation i dette råd.’
Der findes således en alternativ plan for at afslutte det filippinske kaos og løse den permanente krise efter Marcos-regimets fald til de folkelige kræfters fordel på en antiimperialistisk og progressiv national platform. Indtil nu er det lykkedes forskellige grupperinger fra den herskende klasse at forhindre dette alternativ i at blive virkeliggjort og etablere et nyt antifolkeligt regime, baseret på USA og hæren.

-pp
KP2, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne