Til kapitalens fryd og gavn

Socialistisk Folkeparti har til unionspartiernes og kapitalens ublandede tilfredshed besluttet at sige Ja til Nice-traktaten. Dermed gentager partiet sit forræderi mod Unionsmodstanden fra 1992, da det efter Nej’et til Maastricht deserterede fra modstandersiden og solgte det folkelige Nej for det såkaldte ‘nationale kompromis’, som dets forligspartnere lige siden har pisset på.
Folke-afstemningen den 28. september sidste år var som bekendt ikke bare et Nej til euroen, men udtrykte også befolkningens Nej til mere Union, nej til yderligere suverænitetsafgivelse og nej til velfærdsforringelser. SF har med sin beslutning egenhændigt solgt de sidstnævnte dele af Nej’et fra og giver nødvendig førstehjælp til den trængte tilhængerside, der er åndet lettet op: Den danske underskrift på traktaten er nu i hus!
SF forklarer sin vaneforbrydelse med, at ‘Nice-traktaten sikrer østudvidelsen’ og at den ‘ikke udgør en trussel mod det danske velfærdssamfund’.
Begge dele er løgn.
Nicetraktaten betyder mere union. Det er så ubestrideligt, at SF ikke tør argumentere modsat, men vælger helt at ignorere det. Den betyder øget suverænitetsafgivelse, mindre indflydelse til de små lande, mere formel og reel magt til stormagterne. Også det ignorerer SF gladeligt.
Den betyder mere og større union. SF er begejstret for ‘østudvidelsen’ og fabler om solidaritet med de østeuropæiske ansøgerlande – men ‘solidariteten’ ligger, når det kommer til stykket, med EU, med mere og større union til styrkelse af den vesteuropæiske monopolkapitals magt og opbygningen af EU som global imperialistisk supermagt. Ansøgerlandenes optagelse vil styrke deres kapitalistiske udvikling, anført af de toneangivende multinationale, på bekostning af deres nationale interesser og ikke mindst på bekostning af de arbejdende mennesker i by og på land. SF har altid ‘lukket øjnene for’, at det er de ny herskende klasser i de gamle østlande, som ønsker unionsmedlemsskabet, ikke arbejderne og deres repræsentanter. Og endelig holder ‘argumentet’ om, at Nice-traktaten er en forudsætning for optagelsen af nye medlemslande, ikke en meter. De kan optages uden den, og det har de hele tiden kunnet.
SF’s faglige udvalg har endvidere fundet ud af, at Nice-traktaten ‘ikke truer den danske velfærdsmodel’. Det turde være noget af en tilsnigelse. For det første lader SF, som om den danske ‘velfærdsmodel’ er uberørt af snart 30 års medlemskab, selvom den allerede er re- og deformeret til ukendelighed – med privatiseringer og udliciteringer i stribevis på arbejdernes og serviceniveauets bekostning, med forringelse af samtlige sociale sikringsordninger, fra understøttelser til efterløn og folkepension, med drastiske fald i sundhedsniveau og forringelse af alle offentlige serviceområder. For det andet betyder Nice-traktaten stadig flere områders, også ‘velfærdsmæssige’ områders, overgang til flertalsafgørelser, indbefattet nye skridt til harmonisering af skattesystemerne, som er blandt unionens erklærede mål. Nice-traktaten betyder en forstærket udbygning af den nyliberale discount-model for ‘velfærd’, som øger klasseskellene og sparker til de underste.
Hermed er SF gået over til at støtte den socialdemokratiske løgn om, at ‘velfærdssamfundet sikres gennem EU-medlemskabet’ og at ‘EU er det bedste værn mod globaliseringens negative konsekvenser’.

For at tilsløre sit politiske forræderi og taktisk iføre sig både livrem og seler vil SF forlange, at Nice-traktaten sendes til folkeafstemning. Det er mere end tvivlsomt, om den bliver det – og SF’s nye desertering vil selvfølgelig gøre det vanskeligere for modstandersiden at vinde en afstemning. Til gengæld ved folk, der måtte have glemt det, hvor man har SF: solidt plantet på kapitalens og Unionens side.
Den gentagne tjenstvillighed står til belønning med ministerposter i en ny regering, hvis Nyrup og Co. ellers kan skrabe stemmerne sammen og resultatet af alle manøvrerne ikke bliver en Fogh-Rasmussen-regering støttet af det unionskritiske Dansk Folkeparti, der er udset til at indtage samme rolle som SF, men på den åbent borgerlige fløj.
Den konsekvente unionsmodstand, derimod, repræsenterer flertallet af danskernes interesser. Den må benytte situationen til at forberede og styrke kampen for dansk udtræden af EU.

Redaktionen den 7. januar 2001
KP1, 2001