Sluterklæring Annecy, Frankrig, 29. sept. – 1. oktober 2000

Den 2. internationale konference for Faglig solidaritet mod kapitalen

Vi, kæmpende fagforeningsfolk på arbejderklassens side, som deltog i Den anden internationale konference for Faglig solidaritet mod kapitalen i Annecy, Frankrig, appellerer til alle, som er underkastet monopolernes og imperialismens udbytning, om at kæmpe og udvise international solidaritet.

‘Globalisering’ og Den ny verdensorden er et udtryk for en stadig mere intens kapitalistisk udbytning og imperialistisk aggression. NATO’s og andre imperialistiske institutioners interventioner i suveræne lande udgør en alvorlig trussel mod verdensfreden.

Den kapitalistiske Europæiske Union og den imperialistiske globalisering i almindelighed er opbygget for at fremme kapitalens, varers og tjenesteydelsers fri bevægelighed og for at konsolidere den kapitalistiske front. Den medfører voksende arbejdsløshed, fattigdom og social uretfærdighed – i modsætning til den kendsgerning, at det videnskabelige og teknologiske fremskridt og rigdommene, der er skabt af arbejderne, skaber grundlag for løsning af folkenes problemer og for forbedring af de arbejdende menneskers levestandard på internationalt plan.

Disse rigdomme og denne udvikling bruges imidlertid som et redskab til at øge de kapitalistiske profitter. De arbejdendes håb om, at de vil bruges til menneskehedens gavn, støder på den barriere, der hedder monopolernes herredømme, og som akkumulerer kapital fra den ekstreme udbytning af arbejdende mennesker. Kapitalisterne øges deres profitter, mens millioner af mennesker har udsigt til sult, og millioner er berøvet selv de mest minimale livsbetingelser.

Arbejderklassens og hele menneskehedens fremtid ligger ikke i kapitalismen. Kravene og bestræbelserne for at forsvare eksisterende rettigheder og erobre nye, for radikale sociale og politiske omdannelser og for tilintetgørelsen af menneskets udbytning af mennesket bliver mere og mere livsnødvendige.

Verdens arbejderklasse er stillet over for en intens offensiv fra kapitalen og dens politiske repræsentanter, som er beregnet på at fratage dem deres vundne rettigheder. Det bliver mere og mere klart, at bag ved denne bølge af neoliberale angreb skjuler kapitalismens krise og monopolernes voldsomme indbyrdes konkurrence om merprofit sig.

Vi ser i dag mere klart de negative konsekvenser der er påtvunget arbejderklassen efter østblokkens kollaps. Først og fremmest angribes retten til arbejde. Arbejdsløsheden, et indbygget træk ved kapitalismen, er i stigning og har længe været et udbredt socialt fænomen. Reallønningerne er sunket drastisk. Sociale rettigheder fjernes, og sociale sikringssystemer overgives til kapitalens nåde. Offentlige serviceydelser som sundhed og uddannelser bliver til varer. Miljøet er truet. Arbejdsforholdene forværres og bliver mere og mere belastende for arbejderklassen og de arbejdende i almindelighed. Ny arbejdsformer for at intensivere udbytningen dukker op; midlertidigt arbejde bliver en uadskillelig del af arbejdsbetingelserne. En ordnet arbejdsdag, jobsikkerhed og kollektive overenskomster er alle sat under angreb. Demokratiske rettigheder og friheder indskrænkes.

Alle disse udviklinger undergraver på den ene side arbejdernes rettigheder, men udvider på den anden side grundlaget for, at arbejderne forener sig og bekæmper dette system, nationalt og internationalt. I dag er der desuden større muligheder for arbejderne i alle lande for at forene sig med forskellige dele af den arbejdende befolkning som bønder, offentligt ansatte, små forretningsdrivende og håndværkere i kampen mod kapital og monopoler. Grundlaget for arbejderklassens nationale og internationale enhed og for dens alliance med andre arbejdende klasser og lag er blevet et stadig mere konkret og aktuelt fænomen. Vores konference er et lille, men vigtigt skridt i denne retning.

Den klassesamarbejdende fagforeningsvirksomhed har spillet en stor rolle i de negative udviklinger, der har fundet sted i fagbevægelsen. Denne form for faglig virksomhed og dens repræsentanter er støtter for den kapitalistiske omstrukturering og de socialdemokratiske og konservative regeringers antifolkelige politik.

Efter at have opgivet klassekampen og forsvaret af de arbejdendes demokratiske, økonomiske og sociale rettigheder, har klassesamarbejdslinjen spillet fallit. Denne linje sigter på at integrere de arbejdende mennesker i udbytningssystemet.

De, som er tilhængere af klassekampslinjen, afviser og afslører denne forsoning med klassefjenden. De forsvarer arbejderklassens kampenhed og organiserer de arbejdende i kampen mod imperialismen og monopolerne. Med dette perspektiv må den kæmpende fagbevægelse koordinere sine kræfter på europæisk plan og verdensplan for at sætte den internationale solidaritet og fælles aktioner i værk for at opnå følgende krav og opgaver:

I forsvaret af de eksisterende rettigheder og kampen for at vinde nye må vi basere os på de rettigheder, der er tilknyttet løn, arbejdsforhold, social sikkerhed o.s.v. vundet i kraft af arbejdernes kamp i det 20. århundrede.

Vi forlanger anerkendelse af fagforeningsrettigheder og friheder i alle lande og et stop for al anti-arbejder og anti-demokratisk lovgivning, som forbyder eller begrænser strejkeretten, retten til kollektive overenskomster og fagforeningsvirksomhed.

Et af vores hovedmål er at forstærke vores fagforeninger, og det er vores påtrængende opgave at støtte og organisere initiativer til at øge medlemstallet i fagforeningerne.

Vi gør opmærksom på behovet for en mere avanceret koordination af de arbejdendes aktioner på nationalt og internationalt plan.

Det er en af vores opgaver at imødegå arbejdsløshed og gøre fagforeningerne mere opmærksomme på den kendsgerning, at uanset deres køn, sprog, religion o.s.v. er de arbejdsløse en del af arbejderklassen. Vores konference gør også opmærksom på vigtigheden af kampen mod den arbejderfjendske og antifolkelige imperialistiske politik, som føres af institutioner som IMF, Verdensbanken, WTO og G7.

Forsvaret af freden i Europa og i verden, nedlæggelse af den atlantiske alliance og NATO, kampen for tilbagetrækning af imperialistiske styrker fra ethvert land i verden, især fra Balkan, Irak, Mellemøsten og Europa, er blandt de krav, som fagbevægelsen ikke kan ignorere.

Det er arbejdernes internationale krav at kæmpe for sociale, demokratiske og miljømæssige rettigheder, at modsætte sig privatisering og tunge skattebyrder, og at afvise, at sundhed og uddannelse gøres til varer gennem privatiseringer.

Vi kræver en 35-timers 5-dages arbejdsuge og en 7 timers arbejdsdag uden lønnedgang (spørgsmålet om timetal kan variere fra land til land)

Vi fordømmer fagbevægelsens knæfald for storkapitalen og bekæmper forsoningslinjen, og at vore fagforeninger påtvinges at samarbejde med kapitalen.

Vi har oprettet en komite bestående af fagforeningsfolk fra forskellige lande til at koordinere beslutningerne fra konferencen internationalt og til at forberede den tredje konference.

Vi vil modsætte os arbejdsgiverne, regeringerne i kapitalens tjeneste og Bruxelles-kommissionens beslutninger, og vi vil opfylde forpligtelserne til at støtte udbredelsen af den kæmpende fagforeningsvirksomhed.

Vores første fælles aktion vil blive gennemført under ILO-mødet i Geneve i juni 2001. Dette skal ses som en fortsættelse af aktiviteterne i enkeltlande. Vores fælles slogan vil være:

‘Gør vores kamp mod den imperialistiske Ny Verdensorden international’

Se også: Sabri Topkus åbningstale

Kommunistisk Politik 1, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne