Krisetegn i verdensøkonomien

Af Klaus Riis

Begyndelsen af januar: Børserne har åbnet efter juleferien. På Wall Street rutscher kurserne ned. Teknologi-indekset Nasdaq oplever sit fjerdeværste fald nogensinde (7 pct.), Dow Jones banker nedad, det samme gør Standard & Poor 500, det mest repræsentative indeks for bredden i den amerikanske økonomi.
Der er panik blandt investorerne. Ikke mindst de små private. Samme aften lader tv-stationen CNN en succesrig kvindelig børsspiller besvare spørgsmål fra småinvestorer, der ringer ind – alle sammen kvinder mellem 35 og 45, der har bundet fra et halvt hundredtusind kroner til et par hundrede i aktiespekulation. Egentlig skulle de bruges til at sikre dem en bolig, og nu er de alvorligt bekymrede. Det høres på stemmerne. Fortvivlelsen sidder lige under overfladen. En af dem har investeret 50.000 dollars i IT-aktier, nu er de 45.000 værd. ‘Kom ud af dem, mens tabene ikke er større. Sæt dem i obligationer,’ lyder rådet. Til de yngste, dem under 35: ‘Lad pengene blive stående i aktier, sørg for, at de placeres i selskaber, der er grundlæggende solide og højst følger den almindelige nedtur: De kan falde yderligere, men du har tid til at vente, de vil rette sig igen, og du vil få dit hus om fem år.’
Aktiefesten er forbi for denne gang. De stærke investorer, ikke mindst de institutionelle, kan ryste tabene af sig og finder nye investeringsfelter i Europa, i obligationer, i valuta. Det er selvfølgelig ikke mindst småaktionærerne, der kommer til at bære nedturen, efter at aktierusen i årevis har grebet USA og millioner af småfolk er blevet opmuntret til at investere deres surt tjente penge på rouletten på Wall Street, hvor der ikke var nogen udsigt til ende på himmelflugten. Amerikansk aktiekultur, der så ihærdigt propaganderes som et eksempel til efterfølgelse overalt, og som danskerne også påtvinges i disse år, viser sig igen at være et spil for professionelle, hvor småfolk får tørret røven.

Regningen forfalder
Dagen efter sænkede nationalbankdirektøren Alan Greenspan ‘overraskende’ renten først med en halv procent, senere med yderligere en kvart. Den amerikanske økonomi har oplevet et brat fald i vækstraterne, en halvering på de sidste to kvartaler af 2000 i forhold til første halvår – til omkring 2,3 pct. Julesalget har ikke levet op til forventningerne, forbrugerne opførte sig ikke så pænt over for deres familier som i de foregående år – på trods af at udsalgene er blevet fremrykket, også på de dyreste mærkevarer. Salget af nye biler er gået i stå. Byggeriet er taget af. Massefyringerne er begyndt, og arbejdsløshedstallet stiger for første gang i en årrække. Meldinger om nedjustering af forventningerne til udbyttet ikke bare fra IT-selskaberne, men raden rundt for de store selskaber, er med til at øge panikken på Wall Street. Dollarkursen falder i forhold til euroen.
Krisetegnene er klare: Recessionen er på vej. Den ‘bomstærke’ amerikanske økonomi er hurtigt på vej nedad. Opsvinget satte ind, kort efter Clinton blev præsident, og slutter med hans afgang.
Børskrak behøver ikke at være ledsaget af krise og depression. Kurserne kan være højt opskruede og et krak blot betyde en nedjustering uden at få konsekvenser for den økonomiske cyklus i øvrigt.
Krisen kommer, når massernes forbrug ikke kan aftage det stadig øgede udbud af varer. Der overstår et akut overskud, en overproduktion. Ikke i forhold til de faktiske behov, men til købsevnen. Svaret er varerealisering til billigere priser (f.eks. udsalg) og produktionsindskrænkninger med tilhørende massefyringer.
Opsparingen i USA har aldrig nogensinde befundet sig på et lavere niveau. Det vil også sige, at kreditterne (ikke mindst forbrugskreditterne) er strukket til det yderste, samtidig med at den amerikanske udlandsgæld er vokset eksplosivt og er rekordhøj.
Nu kommer regningen: Lånene forfalder, fabriksportene smækkes i, millioner amerikanere må konstatere tab på børsrouletten. Med de elendige sociale sikringsordninger er der ikke langt mellem optur og strålende forventninger og nedtur – arbejdsløshed og tab af sit hjem.

Krise i USA – verdenskrise?
I 1997-98 eksploderede finanskriser, der udviklede sig til recessioner i de såkaldte asiatiske tigerøkonomier, i Japan, Rusland og dele af Latinamerika. De har aldrig for alvor løftet sig fra disse kriser. USA og Europa var midlertidigt i stand til at holde sig udenfor, blandt andet ved at vælte trykket fra kriserne over på andre lande og folk. Det amerikanske ‘lokomotiv’ holdt det begrænsede opsving i gang. Den europæiske eksportindustri, herunder den tyske og danske, nød godt af faldende eurokurs og øget afsætning på det amerikanske marked.
Men de sidste par år er den europæiske økonomi skumplet afsted, uden rigtigt at bevæge sig ind i en højtryksfase. Til gengæld er inflationen rekordhøj i Euroland. Der er ikke meget, der tyder på, at den vesteuropæiske økonomi, selvom den måtte få kraftige kapitalindsprøjtninger ved flytning af investeringer fra aktier og dollars til de europæiske selskaber og euroen, vil være i stand til at overtage USA’s rolle som verdenskapitalismens lokomotiv. En alvorlig krise i USA vil (selvom de indre cykliske bevægelser adskiller sig fra hinanden i de store økonomier i verden) overvejende sandsynligt blive fulgt af recession i EU. Verdenskrisen, som har været under opsejling i en årrække og allerede har ramt hovedparten af klodens indbyggere, kan gå hen og blive total.
Og regningen for krisen? Den bliver altid af kapitalen og dens politikere sendt over på det store flertal, på de arbejdende – i form af arbejdsløshed, reallønsfald, sociale nedskæringer. Og i form af tilskud til kapitalen og forstærket oprustning. Oprustning og krig er prøvede midler til kapitalistisk krisebekæmpelse. Den ny amerikanske præsident Bush har en plan om at forhindre krisen gennem skattelettelser til de rige og dele af middelstanden, men han har også et gigantisk raketskjolds-oprustningsprogram i ærmet, og hans militærstrateger er ved at studere det globale konfliktkort for at forberede næste krig. Samme patentmidler er på bordet i EU – fra skattereformer til eurohær og gigantiske militærprojekter, ikke mindst til flyindustrien.

Gældskrisen tilspidses
Den imperialistiske globalisering har ført til en skærpelse af de fattige og afhængige landes gældsspiral. Igen og igen stiller de store imperialistiske institutioner, banker og stater krav til udviklingslandene (hvortil Rusland og Østeuropa regnes) om at afdrage deres gæld for fortsat at modtage investeringer. Men siden gældskrisen i 1982 har overførslerne fra udviklingslandene til de imperialistiske lande været større end den anden vej. Gældsbetalingen er sammen med de unfair handelsbetingelser og den nykolonialistiske udbytning af natur og mennesker blandt de faktorer, som påtvinger de såkaldte udviklingslande en permanent økonomisk krise. Siden 1982 har disse lande overført summer til Vesten, der flere gange overgår efterkrigstidens Marshall-plan til Europa i værdi. Samlet har de betalt gælden fra før ’82 tilbage fire gange siden da – og er kommet stadig dybere i gæld. I 1999 overførte disse lande 100 milliarder dollars mere til deres kreditorer, end de modtog i nye lån, der igen øger deres gældsposter. Det er også en del af baggrunden for det langvarige amerikanske opsving, og at EU ikke blev grebet af krisen allerede i 90’erne.
I 1999 skyldte den såkaldt tredje verden (tidl. østbloklande ikke medregnet) 2.600 milliarder dollars, heraf 75 pct. offentlig gæld. Men denne enorme gæld udgør bare en brøkdel af den samlede gæld i verden, som er på omkring 40.000 milliarder dollars. Alene USA’s samlede private og offentlige gæld udgør 15.000 milliarder dollars – næsten 6 gange så meget som den samlede gæld for udviklingslandene.
En krise i USA og EU vil også blive væltet over på den tredje verden og demonstrere, at det ikke kun er det kapitalistiske masseforbrug, der har nået sine grænser, men det kapitalistiske system selv.

KP1, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne