Døden på middagsbordet

Fundet af kogalskabsramte køer i Tyskland i slutningen af sidste år har ført til gennemførelsen af en række kostbare kontrolforanstaltninger i EU-landene. Siden den store skandale i Storbritannien i 1996 har der ellers været stille om det frygtede og dødelige Creutzfeld Jakob-syndrom, den til mennesker overførte variant af sygdommen. Men antallet af menneskelige ofre er vokset støt – også efter at myndighederne beroligende har erklæret ‘bøffen er sund’. – ‘Beef is safe’.
Enorme kapitalinteresser og folkesundheden er på spil. Det har allerede i årevis stået klart, at uden en kraftig bekæmpelse kan denne sygdom kræve hundredtusinder af menneskeliv – og blive farligere end aids.

I april 1985 stødte den engelske veterinær Colin Whitaker fra Kent på en syg ko, der udviste symptomer på en hjernesygdom, der ellers kun kendtes fra får. Det var det første registrerede tilfælde af BSE (Bovine Spongiforme Enzephalopathi), den kogalskab, der kan overføres til mennesker, hvor det betegnes som Creutzfeldt Jakob-syndromet (vCJS). Whitakers opdagelse blev ikke fulgt op, men fortiet af sundhedsmyndighederne, der dermed indledte en tilsløringsmanøvre, der har fundet sted lige siden. Netop Kent blev i midten af 90’erne kendt som et arnested for sygdommen.
I maj 1993 forsvandt den 15-årige Viktoria Rimmer, da hun var på vej til en fest. Først efter 12 timer fandt hun hjem, uden at kunne huske, hvor hun havde været. Hukommelsestab var det første symptom på sygdommen. Hendes tilstand forværredes hurtigt, og hun mistede kontrollen med sine bevægelser. Nogle måneder senere faldt hun i en slags koma, ude af stand til at tale, døv og blind. Og så døde hun. En hjerneundersøgelse viste, at hun led af den menneskelige udgave af BSE. Siden da er alene i Storbritannien mere end 88 mennesker døde af vCJS. I 1996 og ’97 10 om året, i 2000 mindst 29. Også i en lang række andre lande er mennesker døde af oksekødet på middagsbordet.

Kraftfoder – en givtig og syg industri
Men hvordan blev sygdommen overført fra får til køer – og hvordan videre til mennesker? Det er historien om gigantiske profitinteresser og kriminel tilsidesættelse af folkesundheden. En af de største syndere er det britiske firma Prosper de Mulder, der fra til 1975 opkøbte 79 destruktionsanstalter og foderhandlere. Det skabte en overordentlig indbringende benmelsforretning, der kontrollerede 70-80 pct. af det britiske marked for ‘kraftfoder’, den fornemme betegnelser for denne kannibalistiske genbrug af slagteriaffald, selvdøde dyr, og tilmed rotter og andre forsøgsdyr fra medicinalindustrien. Det hele kom i den store blender, der malede det til foder, og under den ekstremt kapitalvenlige Thatcher-regering nedsattes kravene til temperaturerne ved processen til 115-120 grader, uden højtryk, 10 pct. under EU-grænsen. Dette kraftfoder, hvori syge får og deres smitstoffer indgik, blev genbrugt, uden at sygdomskimene var blevet ødelagt. Spredningen af BSE til den britiske massefremstilling af kød til middagsborde ikke bare i Storbritannien, men også i Europa og andre verdensdele, var en realitet.
Ved massenedslagtningen af den britiske kvægbestand efter 1995 opstod et nyt problem, som den engelske professor Colchester, Kent, allerede dengang advarede imod: I Kent ligger destruktionsanstalten Canterbury Mills, som under nødslagtningsprogrammet tilintetgjorde 1.100 ton dyremateriale om ugen. Noget af det indgik i benmelsproduktion til genservering for kvæg, svin, høns o.s.v., men samtidig udledtes dagligt 100.000 liter spildevand, som ledtes ind i en nærliggende skov – med smittestoffer, som kan overleve i jorden i årevis. I omegnen af destruktionsanstalten kendes allerede til fem dødsfald som følge af vCJS. Professor Colchester forlangte for fem år siden, at de forurenede områder blev isoleret – uden resultat. Selv destruktionen af syge dyr tilintetgør ikke problemet, men spreder det, så selv en kop te kan gå hen og være smittefarlig!

Sygdom med dominoeffekt
Der hersker kun ringe tvivl om, at eksplosionen af tilfælde af kogalskab, der nu forekommer i en lang række unionslande, altovervejende skyldes udbredelsen af benmelet i kraftfoder. Kogalskab har været kendt i 250 år. I 1985 konstateredes 15 tilfælde i Storbritannien. I 1993 var tallet vokset til 41.546 syge stykker kvæg, i ’96 måtte det britiske landbrugsministerium meddele:
‘Vi har nu omkring 150.000 tilfælde af BSE, hvad der sandsynliggør, at omkring 300.000 inficerede stykker kvæg, der ikke har kliniske BSE-symptomer, kan være nået ind i den menneskelige fødekæde, siden epidemien satte ind.’
Det er baggrunden for eksplosionen af sygdomstilfælde blandt mennesker fra 1995 og frem. Den er opkaldt efter dens opdagere, Creutzfeld og Jakob, men optrådte tidligere især blandt i forvejen svækkede ældre mennesker. De fleste syge englændere var unge.
Længe troede man, at sygdommen skyldtes en virus, og at man derfor ville være sikker med en dræbende opvarmning til 133 grader under overtryk, som det er tilfældet med andre virus. Det var denne regel, Thatcher-regeringen lempede.
Det er nu påvist, at smitten ikke stammer fra virus, men fra inficerede æggehvidestoffer, såkaldte prioner, som er ansvarlig for nervebetændelsen hos både får, kvæg og mennesker, og altså både for BSE og vCJS. Prioner er normalt godartede og findes på overfladen af nerveceller hos både dyr og mennesker. Men kommer et sygt prion i kontakt med et sundt, påtvinger den denne sin form og egenskaber og udløser en slags dominoeffekt, der ødelægger nervebanerne i legemet og til sidst når hjernen, uundgåeligt med døden til følge.
En af vanskelighederne ved at få kontrol med sygdommen ligger i den langvarige inkubationstid. Hos mennesker er den på ti til femten år. Hos dyr er den væsentligt mindre, man regner med en periode på tre til fire år for kvæg. Det er netop dette, der gør, at tilsyneladende sunde dyr kan have sygdommen. Hvad angår svin og høns, der normalt slagtes, længe inden de når tresårsalderen, ser man næsten aldrig syge dyr. Det betyder ikke, at de ikke er der. Tværtimod må man gå ud fra, at de via benmelsfodringen også er smittebærere. Det samme gælder fisk fra dambrug. Potentielt er således enhver form for kød farligt – det gælder tilmed fra destruerede dyr fra zoologiske haver, hvor benmel indgår i foderet.
Det er også konstateret, at sygdommen kan overføres mellem mennesker. Således har der været et tilfælde, hvor en 22-årig mor, der er død af vCJS, har overført sygdommen til sit barn.
Det ulykkelige er, at de hidtil kendte desinfektionsmetoder har vist sig ubrugelige i forhold til at tilintetgøre smittestoffet – og at der ikke kendes nogen behandling for sygdommen, når den først er konstateret.

Den officielle tilsløring
I femten år har politikere og myndigheder holdt sandheden om denne massetruende sygdom skjult og viklet offentligheden ind i beroligende forsikringer og utilstrækkelige modforanstaltninger. Den britiske massenedslagtning har utvivlsomt forhindret en langt voldsommere spredning, men antallet af tilfælde af konstateret kogalskab har spredt sig til stadig flere lande og er blevet stadig hyppigere. Det samme gælder antallet af folk, der er ramt af sygdommen. Et centrum har været England, men man må gå ud fra, at hele benmels- og kraftfoderproduktionen udgør en af de væsentligste smittekilder.
En britisk forsker, dr. Dealler, har beregnet, at enhver brite frem til midten af 90’erne havde indtaget mindst 50 smittebærende måltider, uden at det nødvendigvis vil føre til udbrud af sygdommen. Risikoen i Danmark er utvivlsomt mindre, men der er også i Danmark fortæret mængder af britisk oksekød og importeret tusinder af tons sygt kraftfoder. Og det ville være forkert udelukkende at regne britisk kød eller benmel til smittekilderne. Der er jo også konstateret tilfælde af kogalskab i udbrud i Danmark gennem årene.
Veterinærmyndighedernes officielle holdning har alle steder været identisk med politikernes og til gavn for de store industriinteresser. Få år før den britiske kogalskabsskandale eksploderede og regeringen blev tvunget – også af de andre EU-lande – til at gennemføre det store nødslagtningsprogram erklærede den britiske chefveterinær Meldrum på regeringens vegne:
‘Det er ikke muligt, at BSE trænger ind i menneskenes fødekæde. Jeg er fuldt tilfreds med, at de kontrolforanstaltninger, vi har indført, tilmed går længere end egentlig nødvendigt. Dermed er offentligheden beskyttet mod selv den mindste risiko.’
Har man ikke stadig genklangen af lignende forsikringer fra ministre og myndigheder på mange sprog hængende i ørerne? Meldrum afgav sine forsikringer på et tidspunkt, hvor en meget stor del af den britiske kvægbestand allerede var smittet. I det sydvestlige England var på det tidspunkt omkring 85 pct. af malkekobestanden smittet med BSE.
Der er talrige eksempler på at dyrlæger og andre forskere er blevet sat under pres for at skjule eller tilmed svindle omkring udbredelsen af sygdommen for at holde den skjult for offentligheden, og tilmed cirkulere inficeret kød. Som med alle andre sundhedsfarlige madvarer undertrykkes viden om risiko og sygdomme: En stiltiende sammensværgelse mellem industri og producenter, der har interesse i at undgå tab og i at maksimere produktionen, sørger for, at ‘farlig’ viden tilbageholdes eller undertrykkes. Og eksemplerne på, at de øverste i sundhedsmyndighederne er købt til at føre offentligheden bag lyset med beroligelser, er for mange til, at det er tilfældigt. Adskillige samvittighedsfulde dyrlæger og forskere, der ikke har villet tilsløre sandheden, har mistet deres jobs. En førende britisk forsker, dr. Narang, der allerede i 1988 havde udviklet metoder til at spore smittestoffet hos dyr og mennesker, blev suspenderet fra sin stilling, fordi han og hans resultater var ubekvemme. Ifølge den britiske ‘Official Secrets Acts’ har videnskabsfolk tavshedspligt. Overtrædes denne, og et firma som følge heraf lider økonomiske tab, kan forskeren straffes med to års fængsel. I en række lande er midlerne til forskning i BSE og nærliggende områder blevet formindsket over en årrække.

Permanent forbud mod benmel
Almindelige menneskers bekymring for smitte og de voldsomme reaktioner fra forbrugere i forbindelse med afsløringer af sygdomstilfælde eller skandaler er langt fra hysteri, som den officielle propaganda gerne vil fremstille det. vCJS er en trussel mod folkesundheden af enorme dimensioner. De foranstaltninger, som EU har gennemført, og som Ritt Bjerregård iværksætter i landbrugslandet Danmark med dets store tradition for både sygdom og medicin i den enorme kødproduktion både til indenlandsk forbrug og eksport, er ikke overdrevne. De får en dramatisk karakter, som haste- og nødløsninger, fordi der ikke er gennemført et alvorligt og systematisk arbejde med hensyn til forskning og bekæmpelse gennem en årrække. Når skandalen ikke lige er der, eksisterer problemet ikke, sådan er devisen. Så længe det går med at berolige folk, er der ingen grund til at bruge penge!
Oksekød vil blive dyrere som følge af kontrollerne. De kødpukler, der endte på fattigfolks middagsborde, fordi de pludselig blev billigere, er for længst ædt – med deres indhold af smitstoffer.
Og selv efter de skærpede kontrolforanstaltninger er gennemført, vil faren ikke være ”drevet over”. Men den personlige risiko kan minimeres, hvis man har penge til det, f.eks. ved at købe oksekød fra Argentina eller atlanterhavsfisk. De farligste steder på køerne – fra nervebaner og hjernemasse – anvendes i den billige ende af kødproduktionen, til pølser, tepølser, kødpølser og lignende.
Grundlæggende må det kræves, at alt kød, der udbydes, er garanteret og testet af brugbare prøver.
Der hersker forskellige udsagn om, hvornår smitstofferne kan efterspores. Det hævdes at være muligt også at konstatere det hos dyr under den 30 måneders grænse, EU har sat. Men det vigtigste krav er uden tvivl et permanent forbud mod brug af benmel, som strengt kontrolleres. Der bør også gennemføres et forbud mod eksport af benmelsbaseret foder og muligt sygdomsinficeret kød til tredjelande. Det er vanligt, at der slækkes på de ‘høje standarder’, når de kan eksporteres uden for EU. Aids er som bekendt i stadig større omfang et afrikansk og asiatisk problem. vCJS skulle nødigt blive russisk eller koreansk.
Profitinteresser tæller mere end folkesundheden. Derfor blev døden sat på middagsbordet.

Kommunistisk Politik
Denne artikel er baseret på et særtillæg til Roter Morgen nr. 15, 2000
KP1, 2001


Dette er en artikel fra KPnet.
Se flere artikler og følg med på

KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES
– eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne